I Choose To Love You

Efter mange år møder Hiyorin som barndomsven igen, Ren. Han havde forandret sig, han var ikke længere den lille dreng som ville lege i floden med hende mere nej, han var blevet i en diva, tænkte kun på sit udseende, stil, berømmelse og selføglelig gøre sine kvindelige fans glade. De skal til at starte på den samme high school, men efter de mange år har hiyorin også forandret sig meget hun var engang en pige som alle ville være sammen med, men efter Ren fik scucces og gik fra Hiyorin midstede hun også sin selvtillid, det var altid ham som opbakkede hende. Hvordan skulle hun nu opfylde sin drøm om at blive sanger, hvis hun har sceneskræk og ingen til at opbakke hende længere? Han tænkte sikkert mere på hvilke sokker han skulle have på, ind på hende.

6Likes
10Kommentarer
2019Visninger
AA

4. The Four Step

Klokken ringede og vi skulle have idræt.

Pigerne og drengene gik vært til sit for at klæde om. Vi havde faktisk også det samme idræt tøj, ligesom vores uniformer, men for at kunne genkende sit eget idræts tøj var der broderet ens navn på. Pige Idræt tøjet bestod af en T-shirt og nogle korte Shorts. Drengenes var var faktisk det samme, udover at deres shorts gik dem til knæene.

Vi skulle øve os på løbe banen, så vi var klar til årets idræts dag, hvor klasserne konkurede med hinanden. Jeg var ikke ligefrem den bedste løber, men jeg gjorde bare mit bedste. Jeg dyrkede heller ikke så meget idræt i min fritid, da jeg let havde det ved at for vrede anklen.

Jeg stod klar ved start stregen og ventede på at jeg skulle løbe.

”Klar....Parat.....Start!” Råbte min idrætslære højt, og jeg begyndte at sætte i løb. Da jeg havde løbet  runden færdig, mærkede jeg varmen og sveden drøne ned af mig. ”Se Samura-kun! Han er virkelig hurtig!” hørte jeg piger sagde, hvor deres øjne fulgte ham imens hans løb.

Ren havde altid været god til det med at løbe, det gjorde han næsten altid da vi var små, jeg kunne knap følge ham, men når jeg stoppede op for at puste ud, stod han altid bare med han drengede smil og ventede mig. Det fik mig til at smile og lysten til at løbe efter ham igen.

”Todo-san! Gider du at lægge redskaberne sammen?” spurgte min idrætslære, da alle de andre allerede var gået ind til omklædnings rummet, da vi havde fået fri. Jeg sukkede bare og nikkede så, da det alligevel ikke hastede at jeg skulle hjem ad, så jeg begyndte bare så småt at pakke sammen idet jeg var ved at samle nogle af redskaberne sammen, var der en som tog tingene jeg havde i hænderne fra mig.

”Hiyochi! Lad mig hjælpe dig!” sagde han med et smil på læben. Det gav mig et chok da jeg hørte ham. Hiyochi? Så han huskede mig altså? Også selvom jeg havde forandret mig?

”Du husker mig?” spurgte jeg og lød en smule tvivlsom, men han kiggede bare undrende på mig og brød så ud med et grin.

”Selvfølgelig husker jeg dig! Tror du bare at jeg ville glemme dig?” han lød en smule alvorlig da han sagde det, men jeg trak bare på skuldrene.

”Når men hvordan går det så?” spurgte jeg bare lige for at skifte emne.

”Fint som det plejer, vildt at du er kommet til Tokyo, Jeg havde ikke regnet med at du ville tage til sådan et sted” sagde han og grinte igen, imens jeg bare surmulede en smule over ham.

”Jeg....Jeg ville gerne opfylde min drøm” sagde jeg stille og mærkede at jeg blev lidt varm i kinderne da jeg sagde det. Jeg mærkede han blik på mig og strøg så mit pandehår væk, så jeg skulle se på ham.

”Det er jeg glad for at høre..... Jeg er glad for at du ikke har fortrudt din drøm” sagde han og smilede varmt til mig, det smil han plejede at give dengang. Jeg mærkede noget mærkelig indeni mig, det var en ubeskriveligt følelse men dog en dejlig en, som jeg aldrig havde oplevet før, men den ville jeg sikkert opleve igen snart.

Da vi havde fået samlet tingene sammen, gik vi til hvert sit omklædnings rum. Jeg mærkede hvordan det kølige vandt omkring min krop, som skulle vaske sveden og varmen af mig, det var en dejlig følelse. Da jeg havde klædt om og gik ud ad omklædnings rummet stod Ren.

Han fik øje på mig og vinkede mig hen til ham ”Hiyochi, lad os følges hjem!” sagde han og trak mig med ham. Havde han virkelig stået her og ventet på mig? Jeg fik et smil over læben ved tanken om det, så han huskede mig virkelig som hans gamle barndomsven, og ikke bare én han havde kendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...