Take me to heaven - One direction.

Den unge, talentfulde, forældreløse Scarlett, bliver til alt held adopteret og flytter fra USA til England. Her møder hun til en koncert med hendes musik klasse, Harry fra One direction. Hun bliver herefter kastet ind i en verden, med sladder, papparazzier og kendte.
Vil hun blive ved med at være den generte, stædige og selvkritiske Scarlett som alle holder af, eller vil det hele ende med at stige hende til hovedet? Og hvad sker der mellem hende og de andre medlemmer af One direction?

OBS; Well, jeg ved faktisk ikke selv særlig meget om One direction, da jeg ikke selv er fan af dem. Tænkte bare det kunne være sjovt at prøve, så i er velkommen til at give mig kritik. Skal prøve at gøre det så godt som muligt.

91Likes
116Kommentarer
15111Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Jeg løb rundt og ledte efter de andre, men de var helt væk for mig. Jeg kunne ikke engang finde backstage indgangen, og til sidst gav jeg bare op og sank med et suk ned på en trappe, som førte ned til der hvor koncerten blev holdt. Jeg havde siddet der et stykke tid, da der pludselig lød en dyb hosten bag mig. Jeg drejede hastigt omkring, og kiggede op i et par grønne øjne. Det var ham fra koncerten, ham med det brune hår og krøllerne.

 

”Undskyld” gispede jeg hastigt, ”Det var ikke min mening at være til besvær, jeg burde have tænkt over at de nok lukker koncertsalen på et tidspunkt.” udbrød jeg, da jeg indså at det var fordi de var ved at lukke. ”Det ok” sagde han bare og smilte selvsikkert til mig. Jeg grinte bare nervøst, og mumlede hastigt ”Jeg skal nok smutte nu.. Jeg skal bare lige finde vejen ud..” mens jeg kiggede ned og nervøst skrabede mine sko mod jorden. Det var bare så pokkers akavet det her, og jeg havde mest af alt lyst til at krybe ned i et hul. Hvis jeg nu blev til en struds, og havde et hul foran mig som jeg kunne stikke hovedet i, så ville alle mine problemer være løst, eller næsten alle mine pro.. ”Hallo?” sagde han og viftede en hånd foran mine øjne. ”Eh, ja.. Jeg hedder for øvrigt Scarlett” sagde jeg, og i samme øjeblik løb alt blodet op i mine kinder, og jeg mærkede rødmen brede sig. Hvorfor skulle jeg sige sådan nogle pokkers akavede ting? Han grinte dog bare og rakte også sin hånd frem, ”Harry, men det vidste du sikkert allerede” sagde han med latter i sin stemme. Jeg rystede på hovedet, ”Næh, det vidste jeg faktisk ikke..” jeg kiggede på ham med et kæmpe smil, i et forsøg på at dække over, hvor pinlig berørt jeg følte mig. ”Hm, det var da noget nyt, men hvad laver du her stadig? Koncerten sluttede for to timer siden, og klokken er allerede seks.”. Jeg mærkede panikken sprede sig, og stirrede bare på ham. ”Åh gud, Ann flipper fuldstændig ud. Jeg skulle have været hjemme nu, og den sidste bus gik for ti minutter siden!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...