Det hårde liv på børnehjemmet.

Det er en pige som hedder Mia. Hun bor på et børnehjem. Hendes mor har totalt droppet hende. Hun savner sin mor nogle gange, hun vil enlig aller mest bar være sur på hende.
En dag bliver Mia forelsket i den irrierterende dreng på børnehjemmet.
Clara er så hende den lidt irrierterende pige, som er ret ubehagelig at være i nærheden af. Det er hendes skyld at Sofie kommer på hospitalet.

3Likes
14Kommentarer
1483Visninger
AA

7. En snak med Natalie.

Ambulancen kom. Jeg gik ind og hentede Sofie. ''Ambulancen er her...'' Sagde jeg. Hun gik langsomt ud til ambulancen, og de kørte afsted. Jeg satte mig op i øverste køje med hovedet begravet ned i min dyne. Jeg kunne bare ikke klare det mere.. Det når jeg ligger i øverste køje betyder jeg vil være i fred.. ''Hva' Mia, gik vi glip af noget?'' Spurgte Natalie. Hun er faktisk ret sød. Jeg havde enlig mest lyst til at være sur og dum mod alle, men Natalie er bare så sød, jeg kan da ikke være det bekendt.. ''Ja.. Det er i vel? Min mor kom... Hun ville have mig med hjem..'' Sagde jeg trist. ''Hvorfor er du så her? Altså, er hun stadig der ude?'' Sagde Natalie. Hun kiggede glad på mig, men da jeg sukkede, så hun pludselig trist ud. ''Nej, jeg vil ikke med hende'' Sagde jeg. Jeg kiggede væk. ''Hvorfor ikke? Jeg syntes du er heldig at din mor ville hente dig, altså jeg ville ønske min mor ville hente mig!'' Sagde Natalie. ''Nej Natalie.. Du forstår det ikke... Min mor er jo alkoholiger! Hun slår mig, og hun vælger min bror frem for mig, hun er ligeglad med mig, det var sikkert bare min bror der havde lokket hende til at hente mig her. Hun vil aflevere mig her igen efter 1 - 2 år ! Jeg vil bare ikke have et sammenbrud igen! Jeg er ikke kommet over det efter 7 år!'' Sagde jeg. ''Hmm så forstår jeg.. Min mor er syg og kan knap nok klare sig selv..'' Sagde Natalie. ''Det er jeg ked af at høre'' Svarede jeg. Hun kiggede væk. Jeg gik ud til fællesrummet. Jeg satte mig i sofaen og kiggede på det slukkede fjernsyn. Jeg lagde mig ned og fyldte halvdelen af sofaen. jeg tog en sofa pude og græd ned i den. Der var en der satte sig ved siden af mig. Han begyndte at snakke til mig. Jeg kendte den stemme! Det er Eric! Jeg satte mig op. Jeg kiggede på ham og smilede. Han lænede sig tilbage. ''Hvad er der sket?'' Spurgte han og smilede skævt. ''Det.. behøver du ikke bekymre dig om.'' Sagde jeg. ''Jo, jeg vil gerne vide det.'' Smilede han. ''Hmm.. Ja men. Det er min mor... Hun kom her i dag.. Jeg savner hende, samtidig med at jeg hader hende... Ok, ok, en ting af gangen!  Min mor ville have MIG på børnehjem frem for min bror.. Altså hun siger hun ikke havde råd til mig, men jeg VED hun er ligeglad med mig. Hun HADER mig!!! Så jeg kom så på børnehjem og min verden brød sammen... Hun slog mig og hun drak. Det gør hun jo så stadig.. Og så snakkede vi om hvorfor vi var her, jeg brød sammen, løb ud på pige toilettet og så kom Sofie ud til mig for at trøste mig, Clara skubbede hende væk og mente hun var for pyldred med at trøste mig og råbte til mig at jeg bare skulle komme ud og at jeg var en tudeprinsesse osv. Så bankede Clara min bedste veninde Sofie. Så kom min mor og ville have mig med hjem, og frygt for at det skulle ske igen at jeg havnte her eller hun ville svigte mig på en anden måde, ville jeg ikke med! Også fordi at jeg er skuffet over hende! Og så skulle Sofie på hospitalet, og så er der noget andet privat..'' Sagde jeg hurtigt. Jeg kiggede på ham, han var helt mundlam. Han kiggede på mig med store øjne. ''Wow mange problemer!''Sagde Eric. ''Hvad er den private ting?'' Sagde Eric og smilede. ''Privat'' Sagde jeg. Han satte jeg tættere på mig. Vi kom tættere og tættere på hinanden og til sidst kyssede vi. ''Hvad er det private så?'' Spurgte Eric så. ''Det tror jeg du har fået svar på'' sagde jeg og kyssede ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...