Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7536Visninger
AA

17. Poison and Wine

 

"I don't love you, but I always will."

"I don't have a choice, but I still choose you."

"Your mouth is poison, your mouth is wine."


 

Jeg åbner øjnene med en overvældende ro i kroppen. Forklaringen er ingen steder at finde, men så længe alting føles okay, er det også lige meget.

Daniel roder stadig rundt i mit hoved og flår ting i stykker, men det er som om han er afskåret fra resten af mig. Jeg kan stadig mærke den alle steds nærværende trang til at være tæt på ham, men den er slørret, som omgivet af tyk sort røg.

Der er arme omkring mig der ikke er Daniels, men det er okay, for det skal det være. Nogen ånder mig i nakken, og selvom det ikke føles rigtigt er det i orden. Et hjerte slår bag mig, men rytmen er forkert, og ikke Daniels. Men det er okay, for det er det nødt til at være.
Alting er okay.

Aaron sover stadig da jeg rejser mig, og begynder at snuble mod døren ud af soveværelset. Jeg er øm i kroppen og ør i hovedet efter at have sovet så længe, og mine øjne krymper sig imod det lys de møder i gangen. Da jeg drejer om hjørnet ind i det åbne køkken, der mindst er ligeså lyst, fryser mine muskler. En hæs pibelyd slipper over mine læber, da jeg ser hvem der står foran mig og iagttager min mindste bevægelse med mild interesse. Mine øjne møder hans, og den velkendte grønne farve trænger næsten igennem min mur.

”Du er ikke virkelig,” snerrer jeg af ham, og går videre ud i køkkenet. Det kræver al min viljestyrke at fortsætte da jeg er lige ved at ramle ind i ham, men jeg gør det, og som jeg dybt inde allerede godt vidste, går min krop lige igennem hans.

Det ondskabsfulde puds mit hoved lige spillede mig, vækker mig helt, men gør mig også underligt udmattet. Ikke at jeg har lyst til at sove, overhovedet ikke faktisk, men tanken om at skulle overskue noget som helst virker dybt umulig.

Systematisk begynder jeg at lede Aarons skabe igennem, mens jeg af al kraft forsøger at skubbe Daniel ud af mit sind. Men han har været der og været en del af mit liv så længe, at jeg ikke helt ved hvordan. Jeg kan godt smide ham ud, men det er lidt ligesom at bede sine forældre skride ud af sit værelse. Det virker aldrig særlig længe.

Al mit fokus placerer jeg på skabene, og at finde det jeg leder efter, og selvom jeg lidt føler at jeg invaderer hans privatliv ved at rode sådan rundt, beroliger det mig. Både at have noget at tænke på, men nok også at jeg ikke finder noget helt vanvittigt, som afhuggede hoveder, eller døde kattekillinger.

Det særeste jeg finder, er nok en dåse forloren skildpadde. Blandt den forlorne skildpadde og manglen på døde dyreunger, finder jeg heldigvis også det jeg i første omgang begyndte at lede efter.

En krukke med dybbrun pulverkaffe er gemt oppe i hjørnet af det sidste skab jeg kigger i, og ved siden af den står te i massevis, og et hav af krus. Jeg kan kun lige nå kaffen med fingerspidserne, men jeg får den alligevel ganske langsomt hevet hen så jeg kan tage den ned. Et krus er nemt at få fat i, siden de er det dominerende element på de tre hylder.

Herfra burde tingene se nemt ud, men selvfølgelig gør de ikke det. Efter skattejagten på kaffen er det klart at jeg heller ikke skal kunne komme i nærheden af en kogekedel. Sig mig, hvilken mand har ikke en kogekedel?

Det viser sig så også at Aaron har en, men den er tydeligvis ikke ofte benyttet. Den står stadig i sin originale emballage fra forhandleren, i et hjørne af køkkenbordet.

Men efter at have sloges med den stride papkasse, og sat kedlen til, trænger jeg også godt og grundigt til at koffeinskud, men er alligevel mildt irriteret over at jeg ikke kan lave en cappuccino.

Men kaffe med mælk og sukker er bedre end sort, så jeg snupper mælken fra køleskabet, og kigger skabene igennem efter sukker. Da jeg ikke finder noget, giver jeg op, og tager til takke med mælken. Jeg vil bare gerne have min kaffe snart.

I en enkel bevægelse åbner jeg mælken, og kyler den fra mig igen. Den stank der gennemborer mine næsebor i det øjeblik kartonen går op, er så kvælende at jeg først tror at jeg skal kaste op. Og situationen bliver ikke bedre af at der nu ligger klumper af fordærvet ko-yver ekstrakt på gulvet i hele køkkenet.

Du skal jo ikke smide med den, bare fordi den stinker,” griner Daniel, og rækker tunge af mig. ”Så skal du jo bare selv rydde det op.”

Jeg ryster på hovedet af det minde der lige sænkede sit tågede slør over mig, og bander lydløst af mig selv og min svaghed.

Men den femtenårige Daniel har ret, og jeg begynder, med fingrene formet som en klemme for næsen, at tørre klumperne op med køkkenrulle. Da de er væk er der kun en sø af ,at udseende mælk at finde på gulvet, og den er lidt nemmere at holde ud at røre ved, uden jeg får brækfornemmelser.

Med et udmattet suk, lader jeg det sidste stykke køkkenrulle ryge ned i skraldespanden, og kigger opgivende over på min kaffekop. Vandet er blevet koldt igen, og udover det, får jeg også kaffen helt sort når den er færdig.

Irriteret opgiver jeg kaffen og den redning der eventuelt ville være i en dosis koffein, og går ind i stuen. Jeg har kun været her en gang før, men det er svært ikke at føle sig hjemme i det lille rum, men den blødt udseende sofa, fladskærmen og bogreolerne.

Sofaen ser så tillokkende ud, at jeg uden at tøve går hen og smider mig i den. Udmattelsen borer i mine muskler, selvom jeg ikke har været i gang i mere end en halv time, og i samme øjeblik som jeg lader mine øjne lukke i et sekund, er jeg væk.


 

En fornemmelse af at blive overvåget, og finder at min sind endnu engang forsøger at slå mig ihjel langsomt. Daniel står i den anden ende af rummet og kigger på mig. Jeg gider ikke engang at prøve at røre ham, efterhånden er det gået op for mig at jeg ikke får noget ud af det. Han er væk, og i sidste ende er det måske bedst sådan.

Jeg lukker øjnene, og borer neglene hårdt ind i min arm, til smerten får mig til at gispe. Da han stadig står dig da mine øjne igen åbner, prøver jeg igen. Mit hoved banker af følelser, og min krop skriger efter at jeg bevæger mig hen imod ham, men jeg nægter at lade mig narre af et drømmesyn igen.

”Hej Melanie,” smiler han genert, og ligner næsten sit gamle jeg. Jeg sværger, nu er næste stop den lukkede.

”Du er her ikke,” mumler jeg til den tomme luft, men drømme-Daniel ler bare af mig, og står pludselig tyve centimeter fra min plads på sofaen.

”Er jeg ikke?” spørger han, og lader fingeren løbe ned af mit kindben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...