Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7535Visninger
AA

19. My Immortal pt. 2

These wounds won't seem to heal.

This pain is just too real.

There's just too much that time cannot erase.

When you cried, I'd wipe away all of your tears.

When you'd scream I'd fight away all of your fears.

And I held your hands through all of these years.

But you still have all of me.

 

Jeg vil ikke elske et spøgelse resten af mit liv.”

Ordene ekkoer ud i rummet, og får tiden til at stå stille. Det dunker i hele min krop, for løgnen er så overvældende at jeg ikke kan holde på den. Men det behøver jeg heller ikke. For imens resten af verden er stille, forsvinder Daniel med et blidt vindpust.

I samme øjeblik som jeg hører døren smække, som igennem en lang tunnel, begynder verden igen.

Mine knæ bukker sammen under mig, og jeg falder til gulvet med en dump lyd. Fjernt kan jeg mærke at jeg lander uheldigt på hoften, men jeg kan ikke engang holde fast i smerten længe nok til at beklage mig. Aaron kommer løbende hen til mig, og sætter sig ved siden af mig. Jeg kan ikke høre de ord der kommer ud af hans mund, men det er sikkert meningen at de skal berolige mig.

Jeg vil ikke elske et spøgelse resten af mit liv.”

Men det er løgn. For jeg elsker ham stadig, selv denne nye, kolde version af ham. Selv spøgelset har kløerne så dybt i mig, at det ikke betyder noget hvad han er blevet til. Jeg ønsker ikke at elske et spøgelse resten af mit liv, men sandheden kan jeg ikke flygte fra. Spøgelse eller ej, jeg vil altid elske Daniel Ewens.

Det er som om, at da jeg accepterer det faktum, glider mine sanser på plads igen. Ordene der kommer ud af Aarons mund er mit navn, gentagne gange, men jeg har ikke kunnet høre det før.

Han ser bekymret ud, og der er en rynke i panden på ham, som jeg ikke har set før.

”Slap af,” hvisker jeg, men han hører ikke efter. I stedet hiver han mig op i sin favn, og holder mig fast.

Tårerne kommer før jeg bemærker det. Måske var de der allerede, men det der fanger min opmærksomhed, er den våde plet der breder sig på Aarons grå bomulds t-shirt.

”Shh...” hvisker han, mens jeg hulker højere og højere. Med mit blik der er slørret af tåre, afsøger jeg gulvet for mit hjerte. Det er nødt til at ligge et sted, for jeg sværger på at det lige blev flået ud af mit bryst. Der er intet blod, og et hjerte. Det eneste jeg kan finde på det ellers pletfrie trægulv, er en lille hvid firkant, som der er ingen mening i ligger der.

”A-Aaron?” hikster jeg, og peger over på firkanten. ”Hva-ad... Hvad er de-et?”

Han følger min finger, og får øje på firkanten. Uden at svare mig kravler han hen over gulvet, og samler den op. Hurtigt kigger han på den, gennemsøger det måske for mulige funktioner, og rækker den så til mig.

”Du burde nok læse det her,” siger han, og nikke mod den.

Da jeg får det i hånden kan jeg mærke teksturen af det, og med det samme sige at det er papir. Det har været sammenfoldet til mikroskopisk størrelse, men det er helt sikkert papir. Jeg forsøger at følge hans anvisning og læse det, men jeg kan ikke se særlig meget for tårerne der bare bliver ved med at komme. Efter et par minutter hvor jeg forgæves har forsøgt at tørre dem væk, kommer der er naturligt hul i gråden, hvor jeg bare ikke kan lukke mere smerte ud, og jeg udnytter det. Jeg tørrer de sidste spor af saltvand fra mine øjne, og kniber dem sammen så jeg bedre kan tyde bogstaverne.

 

I'm a satellite heart.

Lost in the dark.

But I'll be true to you.

 

Det er Daniels håndskrift, det behøver jeg ikke engang at kunne se klart for at kunne tyde. Han har altid været god til det med ord, i modsætning til mig. Jeg mener, jeg taler fint, men det der med at få det ned på papir, det var aldrig mig.

Han plejede at sidde og skrive små digte på bagsædet af sin brors bil, når vi skulle langt. Efter hans bror tog på universitet mistede vi kørelejligheden, men Daniel gav aldrig slip på sine ord. Heller ikke nu.

Utroligt nok er det lykkes ham at holde fast på noget så banalt som poesi, men mig har han villigt givet slip på. Selvom jeg ved at det ikke er sandt, starter tanken min gråd endnu engang.

”Det var derfor du havde brug for at komme væk?” spørger Aaron, selvom han allerede kender svaret. Han trækker mig ind til sig igen, og jeg nikker mod hans skulder. Sådan sidder vi bare på gulvet mens tårerne strømmer ned af mine kinder, og ikke øjeblik giver han slip.

Jeg håber aldrig nogensinde at han giver slip.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...