Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7641Visninger
AA

21. Lightning Illusions

 

In my dreams you're touching my face, and asking me if I want to try again with you. And I almost do.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg græder i Aarons arme, men meget længere end det er fair overfor ham. Hans arme er om mig imens solen bevæger sig uden for vinduet, og begynder at skinne mig ind i ansigtet, hvilket bare får mine tåre til at se magiske ud. Og den tanke fører til at min gråd bryder ud for fuld kraft igen.

I al den tid, sidder Aaron bare med armene om mig, og vugger mig langsomt frem og tilbage. Det er første gang i mit liv jeg har grædt på den måde, med hjertet fyldt til randen med smerte, og selvom det ikke får det til at gøre mindre ondt, er der en forløsende følelse til det.

Da der endelig bliver længere imellem mine tårer, og mine hulk stilner af, slipper Aaron mig. Uden et ord hjælper han mig op, og trækker mig hen imod sofaen, hvor han hjælper mig ned at sidde.

”Jeg går ud og laver dig en kop kakao,” bekendtgør han blidt, og lader hånden glide hen over min kind, før han går ud i køkkenet.

Alene tilbage lægger jeg mig ned, og prøver at skubbe tanker om Daniel væk. Det lykkes delvist, men det eneste der gør det muligt for mig at fokusere på noget andet, er at tænke på et sted jeg føler mig sikker. Umiddelbart ville 'Daniels arme', være min første bud, men når jeg tænker tilbage, til den tid før jeg kendte Daniel, den tid jeg nærmest har glemt eksisterede, så tænker jeg på noget andet.

Den gang jeg var lille, tog mine forældre mig altid med til en skovsø udenfor forstæderne. Stedet var afsides, og vi havde det altid for os selv. Min far lærte mig at svømme i den sø, mens min mor lå oppe på bredden og smilede af os.

Pludselig bliver jeg taget et andet sted hen. I mit hoved er jeg stadig ved søen, men nu ligger jeg på bredden hvor min mor plejede at ligge. Ved siden af mig ligger Daniel. Han ser mere slidt ud end jeg nogensinde har set ham før, og efterhånden siger det ikke så lidt.

Uden at jeg selv har kontrol over det, rækker jeg ud efter hans hånd. Selvom det kun er tanker og billeder i mit hoved, føles det skræmmende virkeligt, og lysten til at række ud og holde om ham er så stærk at det er svært at skubbe den væk.

Da hans hånd møder min, går de lige igennem hinanden, og som så mange gange her på det sidste, løber han bare ud mellem fingrene på mig. Det er alligevel lidt sært. For når det er mit hoved det forgår i, burde jeg vel bare kunne tvinge mig selv til at være i stand til at røre ham? Eller også er jeg faldet i søvn på Aarons sofa, og drømmer. Hvis det er en drøm, er der et tydeligt budskab i den. Du kan ikke røre ham mere.

Jeg prøver endnu engang at tage fat i hans hånd, men der sker ingenting. Det at jeg ikke kan røre ved ham, end ikke i drømme, sender små jag af smerte igennem mig. Ikke engang i mit eget hoved... Pludselig flammer vreden op i mig. En ting er at jeg ikke kan risikere at være sammen med ham i virkeligheden, men noget helt andet er hvad jeg kan gøre i mit hoved. Det er mit hoved, for fanden da! Jeg forestiller mig at mine hænder begynder at gløde, så lyset kan opsluge Daniel sammen med mig. De gør som jeg beder dem om, men selvfølgelig er sådan nogle ting også nemmere når man bare forestiller sig det. Nemmere sagt end gjort, som man siger.

Daniel og jeg ligger ved bredden sammen. Jeg holder fast i tanken, og gør den så virkelig som jeg overhovedet kan.

Efterhånden begynder det at gå op for mig at det at lade være med at tænke på Daniel nok er mere eller mindre umuligt for mig. Uanset hvor jeg rejser hen i mit hoved, vil han være der. Og jeg er begyndt at acceptere det som det er. Alt taget i betragtning, er et liv med Daniel i mit hoved bedre end et liv helt uden ham. Måske kan jeg en dag bilde mig selv ind at han aldrig har eksisteret, og det hele bare foregik i mit hoved.

Det glødende lys min hånd er omringet af gør at det hele føles mere virkeligt. Jeg kan nærmest dufte skoven, og høre bladene hviske. Jeg lukker min hånd om hans, og alting står stille. Jeg savner ham allerede nok for resten af mit liv.

Det er umuligt for mig at forhindre det. En enkelt tavs tåre glider ned af min kind.

”Jeg elsker dig,” mumler jeg, og sender et mentalt sidste farvel til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...