Nattejægeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2012
  • Status: Igang
Panteren Sirana lever et liv i mørket, og selv mener hun ikke at hun behøver andre. Men da hun en dag kommer slemt til skade, og bliver reddet af et menneske tager hun signe ord i sig.

3Likes
14Kommentarer
2097Visninger
AA

3. Alene for altid?

Jeg løb ud ag salen, og ud i lyset. Det sved i såret, men jeg lod det være. Der var ikke nogen der skulle bestemme over mig. Jeg løb længe, men det var som om jeg løb i ring. Altid så jeg de sammen træer, og de samme buske. Men tiden var stadig i bevægelse, for det blev snart nat. Mit domæne.  Jeg satte farten ned, og prøvede at slappe af, og få et overblik. Jeg stak næsen i vejret, og snusede længe. Men der var noget galt. Der var ingen duft. Hverken af blomster eller dyr. Absolut ingenting.

Månens skær oplyste en snæver sti, der var blevet trampet flad. Selvom jeg var løbet i ring havde, jeg ikke se den før. Jeg sneg mig ned af stigen, af ren nysgerrighed. For enden var der en hule. En mørk, men hyggelig hule. Lige noget for mig, men da jeg ville gå ind, blev jeg stoppet af hvæsen. Jeg hoppede bagud for at lokke min modstander ud i lyset. Men det var ikke nogen modstander. Det var Naraja, min mor. Hende kunne jeg ikke bekæmpe. Men hun kunne kæmpe imod mig. Hun hoppede frem imod mig, med så høj fart, at hun væltede mig omkuld. Jeg kom hurtigt på benene igen, men hun slog mig til jorden uden problemer. Hun ligger sin store sorte pote på mit bryst. ”Du har forbudt dig mod naturånden, og er blevet udstødt af flokken. Du skal forsvinde herfra g ALDRIG komme tilbage!”

Sådan nogle ord ville aldrig have ramt mig, men når det kom fra hende der havde opfostret mig, var det noget andet. Jeg kunne mærke en lille tåre trille ned af min pelsklædte kind, men Narajas ansigt forblev hårdt. Var alle hendes følelser for mig fosvundet? Var de blevet suget ud af hende, eller havde hun aldrig elsket mig. Tårerne begyndte nu at hobe sig op, og jeg ville ikke have min mor til at se den svage mig.  Så jeg slå hendes pote til side og vendte mig og løb alt hvad mine i forvejen trætte muskler kunne bære.

Det var som om skoven ikke ville lade mig passere. Overalt hvor jeg løb var der grene der spærrede vejen, eller store træstupper jeg kunne snuble over. Men det blev værre, og jeg vidste det ikke    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...