Forever Young


16Likes
74Kommentarer
9794Visninger
AA

9. Tøserne back in town!

Jeg vågnede af en smuk guitar spillen. Det lød så smukt. Som en drøm. Jeg kiggede rundt. Jeg var stadivæk i det hvide rum. Eller om ringet af de hvide gardiner. Jeg kiggede efter et hul i gardinerne, og det fandt jeg. Jeg så et par hænder, der var fletet sammen. Jeg kunne genkende den ene hånd men ikke den anden. Den havde den 1D ring på som jeg gav til Ditte lige før jeg rejste.

"DITTE!" udbrød jeg af glæde. Jeg ville ud til hende, men jeg kunne ikke bevæge mig. Ditte rev hurtigt gardinet fra, og der stod hun og holdte i hånden med Louis. Hun stormede hen til mig med Louis efter sig. "Bella! Er du okay? Hovrdan har du det?!" Hun var vidst lige så glad som jeg var. "Jeg kan ikke bevæge mig" sagde jeg trist, og det fik både Ditte og Louis til at se triste ud. "Jeg ved det skat. Jeg ved det..." sagde hun lige så trist. "Hvor er de andre?" spurgte jeg for at komme ind på noget andet. "Altså... Anne og Pernille er ude med Zayn og Liam for at finde noget mad, og Theresa Sidder inde ved Harry og Niall og høre på Niall spiller guitar" Sagde hun lidt mere glad. "HEY! Hvem sagde mit navn!?" råbte Theresa. "Og mit!" "Også Mit" tilføgede Niall og Harry, og jeg begyndte at fnise. "HVAD!! ER HUN VÅGEN?!?! HVORFOR ER DER INGEN DER HAR SAGT DET?!?!" råbte hun med et smil på læberne. Hun stormede ind til mig. "HEY! Jeg har savnet dig såååååååååååååååååååååååååååååååå meget!" sagde hun og krammede mig i lang tid. "Jeg har også savnet dig!" svarede jeg. Niall kom lige så stille frem bag Theresa, og tog fat om hendes mave. "Det er bare løgn!" udbrød jeg da så hvordan de kiggede på hinanden. "Hvorfor er det altid dig der skal havde fyren med de blå øjne!!" alle os piger begyndte at fnise, og drengene forstod intet. Det var altid Theresa der fik de søde fyre med blå øjne og blond hår. Jeg hørte en humpene lyd henne fra Harrys seng og alle vendte sig. 

Jeg så Louis hviskede noget i Dittes øre, og tog fat i Niall, og så gik de alle ud. Det jeg virkelig ikke havd brug for. Harry humpede langsomt over til mig, og satte sig i stolen, ved siden af min seng. Hans venstre ben var bundte ind i gips, ellers så han fin ud. Jeg kiggede i hans vidunderlige grønne øjne. De var tirste. Jeg kunne se han var ved at græde. Han tog min hånd, og holdte den i lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...