Forever Young


16Likes
74Kommentarer
9774Visninger
AA

19. Minutter timer dage og måneder

Pigerne sad nok i flyet nu og var på vej hjem. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på jeg nok ikke så dem før jul. Jeg havde ingen energy. jeg havde ikke sovet hele natten, jeg lå kun og tænkte på tøserne og Harry. Jeg var usikker på om jeg havde gjordt det rigtige, men blev enig med mig selv af det var det. Jeg vidste jo at jeg ikke kunne være sammen med ham resten af mit liv, og hvis jeg så ham igen ville jeg aldrig kunne give slip. 

minuterne, timerne, dagene, månederne, de gik langsomt. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke være vågen. Jeg brugte det meste af tiden på at stirre længselsfuldt efter bøtten på fjernesynsbordet, men når der var andre i rummet kiggede jeg ud af vinduet, så de ikke troede jeg fik gode idéer, selv om det var forsent. Træninge gik frem ad i langsome skridt, og jeg fik forlænget mit ophold på det lille privat hospital. jeg synes aldrig jeg fik noget at vide om hvad der skete, men jeg var også lige glad. Jeg snakkede aldrig med nogen. Der var ingen at snakke med. Jeg lå bare i sengen, og så efter bøtten. Den var stor, høj og bred. Når jeg en dag kunne gå hen til den ville jeg tage den, og så ville det hele være slut. Så ville alt være godt igen. 

det var den 22 december, og tøserne var kommet for at give mig gaver. Jeg havde ikke én gave til dem, men det vidste de også godt. De vidste hvordan jeg havde det, men de vidste ikke hvad jeg ville. De kunne ikke genkende mig mere, jeg var blevet en anden. Jeg var ikke glad, jeg var ikke hel. Jeg var trist, jeg var doven og jeg var tyndt. Jeg snakkede ikke med dem. Jeg snakkede over hovedet ikke. Jeg havde glemt hvordan man snakkede. De sad bare og så på mig. Anne lå oppe i min seng, og hodte om mig. Jeg kunne godt lide det, det var lang tid siden der var en der havde holdt om mig. Vi var alle stille indtil Ditte spurgt om jeg ikke skulle pakke ming gaver op. Jeg nikkede, og begyndte lige så stille. Det var svært for mig at få papiret af fordi mine hænder rystede men det lykkeds. Det var en hoptimist. Den store pige af mørkt træ, jeg blev glad for den, og forsøgte at smile, men det var bare det falske smil, men det var godt nok for dem. Mange tak sagde jeg inde i mit hoved. "Det var så lidt!" sagde de alle i kor, som om de havde hørt mine tanker. Jeg var træt, men jeg blev nød til at se den ude af kassen, så jeg tog den op. Den var så fin. Jeg havde ønsket mig den i lang tid. Mine øjenlåg blev tunger og tunger, og tilsidst var jeg væk. Jeg maste hoptimisten ind i mit bryst, så jeg vidste at den var der.

Jeg sov stadigvæk da en velkendt stemme sagde stille "Det er tid nu piger...". Der var ikke Ditte, det var ikke Theresa, ikke Anne eller Pernille. Det var Louis! Jeg ville så gerne åbne mine øjne, men kunne ikke. Jeg ville bare blive mere ked af det. Jeg mærkede det ene kys på panden efter det andet. De sagde ikke noget. Jeg troede de væk da jeg mærkede et specielt kys på panden, og en hvisken i mit øre. "Lige gyldigt om du vil se mig eller ej vil jeg altid være den bedste ven" hviskede Louis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...