Forever Young


16Likes
74Kommentarer
9755Visninger
AA

58. Larke?

Jeg så på ham den lyse mand. Han var i gang med mit ben. jeg kunne mærke hans fingere i mit ben. Det gjorde sugt ondt, men jeg lod som ingen ting, for det var jo ingen ting...? Ham den mørke fyr sad på sandet, lige ved siden af mig. Han så bare på mig. Mine tænder var helt sammen bidt. "Kan du ikke mærke noget, eller er du ikke den der brokker dig?" kom det fra ham den lyse. "Jeg vil ønske jeg ikke kunne mærke det... Men i min verden har den form for smærte ikke en betydning..." svarede jeg hurtigt, og klappede mine tænder hårdt sammen i smærte. "Hvad hedder du?" kom det fra den mørke fyr. "Jeg..." det gjorde så pokkers ondt, men jeg tog mig sammen. "Lærke!" stønnede jeg. Jeg lukkede mine øjne, og forsøgte at slappe af. "Larke, Jeg hedder Said, og det er Jack." Kunne jeg høre ham den mørke sige. Jeg grinte lidt for mig selv, da jeg hørte hvordan han sagde mit navn. Jeg kunne mærke jack tage sine finger ud af mit ben, og lagde bandage om det. smærten var næsten væk igen, og jeg åndede lette op. Jeg åbnede stille mine øjne igen og så hen på ham. "Det var vidst det!" kom det fra ham. "Hvad var hvad?" spurgte jeg dumt. "Dit ben. Jeg har fikset det. Nu skal du bare tage det med ro, også skal det nok gro sammen. Du skal bare have piller i en uges tid, så er du så god som ny." svarede han optimistisk. "Hvor har du piller fra?" spurgte jeg. "Der var en der fandt dem lidt længer hende af stranden." svarede Said. Jeg kunne høre en klagen lidt væk. "Jeg bliver nøs til at..." sagde Jack, rejste sig og gik. "Hvor mange er vi?" spurgte jeg. "Omkring 8 tror jeg..." svarede Said. "Er Jack... Læge?" spugte jeg, og Said nikkede. jeg havde så mange spørgsmål... "Hvor er vi...?" han trak på sine skylder. "Jeg det ikke... På en ø, midt ude i havet..." Jeg satte mig op, og forsøgte at rejse mig op, men uden held. "Hjælper du eller hvad?" spurgte jeg ham surt. "Men Jack sagde..." "Jeg er lige glad med hvad Jack sagde! Selv hvis alle knogler i min krop var brækket, ville jeg ikke ligge og se ud i luften, så hjælper du mig ikke lige op, tak?" afbrød jeg surt. Han rejste sig op, og tog fat i min arm. Han trak mig op, og støttede mig, mens vi gik langs strandkanten. Der var mange mennesker der så på os. Jeg kunne ikke huske jeg havde set nogen af dem før. Det var mærkeligt. Hvorfor kun jeg kun huske Said og jack? Jeg var meget utilpas, og det kunne Said godt mærke. "Er du okay?" spurgte han. "Det er ubehaligt at de kigger på mig. Hvorfor gør de det?" "Jeg ved det ikke." svarede han stille. Jeg sluplede over en sten, og faldt på røven. Said satte sig ned ved siden af mig. Det hele begyndte at ryste. Jeg rystede. Said rystede. Alle de andre rystede. Sandet rystede. Selv havet rystede. Det var så uhyggeligt.

Jeg vågnede med et sæt. Jeg var tilbage i flyet. Jeg sad og så lidt ud i luften, da jeg fik øje på, at ham der sad ved siden af mig, så 'Lost'. Ha! Lost! Det var der for jeg havde den mærklige drøm, det var der for jeg kunne genkende Jack og Said. Der var en gang jeg stenede den serie. Jeg elskede den. Og jeg var møske også lidt forelsket i Sawyer, men det var flere år siden. Hvem havde lyst til at se en serie om et flystyt, når man er ude af flyve? Det var noget mærkeligt noget... Jeg sad i lang tid og så ud i luften. Jeg ville gerne sove, men jeg var ikke træt nok. Jeg lukkede mine øjne, og fosøgte at sove. Der var mange farver på inder siden af mine øjnlåg. Blå. Rød. Gul. Grøn. Lilla. Hvid. Sort. Brun. Alle mulige farver. De bevægede sig frem og tilbage. Op og ned. De bladede sig med hinanden, og blev til nye farver. Jeg kom længer og længer væk. Farverne blev mørker og mørker, til sidst var alt sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...