Der var engang...

En kort fortælling om kærlighed og den sorg, den også kan bringe med sig.

2Likes
8Kommentarer
1207Visninger
AA

2. The beginning

De næste par dage går med at græde. Bare græde hele tiden. Jeg prøver at stable en hverdag på benene, men livet synes ikke at arbejde med mig. Jeg kommer for sent op om morgenen, skynder mig i skole, lærer intet, tager hjem, stirrer i væggen, spiser aftensmad og sover. Det er det bedste – at sove. For så tænker jeg ikke så meget. Men på samme tid er det farligt at lægge sig til at sove. For når jeg sover, drømmer jeg. Drømmer om dig og hvad vi engang havde. Og jeg savner det. Åh, hvor jeg dog savner det!

Jeg vågner om natten med svedende hænder og prikkende øjne – så snart jeg åbner dem vælter tårer ud. Jeg kan slet ikke styre det.

Efterhånden begynder dagene at lysne. Hverdagen bliver mere overskuelig, og jeg får endda frivilligt noget morgenmad ned i maven på mig. Og den bliver der. Før ville jeg med det samme kaste den op, men nej, nu bliver den i maven. Det føles rart. De små succeser i hverdagen kan være altafgørende for hvordan jeg har det. Men som sagt er alt begyndt at lysne, og det kan jeg specielt takke min mor for. Hun hjælper mig op af sengen hver dag, smiler sødt, skifter mit sengetøj, ordner mit vasketøj. Hjælper mig gennem det hele. Jeg elsker hende. Og jeg elsker også dig. Det har jeg fundet frem til. Det er et forbandet stort ord ’elsker’. Det er ikke et ord jeg misbruger, siger det meget sjældent. Men når jeg siger det, så mener jeg det.

Jeg går ned ad gaden med min skoletaske på skulderen og guitaren på ryggen. Det er sensommer og stadigvæk lunt i vejret. Som jeg går der, nyder jeg lyden af fuglesang og vinden i mit hår. Indsnuser den dejlige, friske luft. Den renser mine luftveje og går direkte i hjernen. Gør mig klar i hovedet. ”Jeg elsker dig,” tænker jeg. Med et smil på læben vandrer jeg min sædvanlige sti ned; hen ad fortovet, dreje til venstre ved krydset, ind gennem hullet i busken og kravle på knæ til jeg når vores sted. Før i tiden ville jeg ikke herud, men nu finder jeg nærmest ikke større glæde end ved at være her. Jeg sætter mig på den store sten, hvor vi engang skrev vores initialer ned. Omringet af et hjerte, fyldt med kærlighed. Jeg lader mine fingre glide over det falmede kridt, men det er der stadigvæk. Og jeg ved i mit hjerte, at det vil det altid være. Jeg sætter mig på stenen, hiver guitaren frem og begynder at spille. Nu føler jeg mig næsten hel igen. To år er gået, og jeg savner dig stadigvæk. Jeg kigger op i himlen og siger: ”Jeg elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...