Alene

Leah's mor drikker. Hun må derfor klare sig selv - og hendes mor. År efter år har hun prøvet at skjule morens druk. For hun vil ikke på børnhjem. Men efterhånden bliver det for meget at leve på en løgn...

1Likes
2Kommentarer
1136Visninger
AA

2. Mistænkt

Jeg vågnede ved at mor ruskede i mig. Hun var et slags vækkeur, for hun vågnede halv fem, og så havde jeg tid nok til at hente nogle flere øl, og smutte i skole.

"Øøl..." mumlede min mor træt. Hun havde tømmermænd. 

"Ja, selvfølgelig," smilede jeg, og lagde et tæppe over hende. Jeg fandt nogle gamle ølflasker, og snuppede en halvtredser. 

I kiosken tog jeg tre kasser med mors øl. Tre kassser var som regel nok, til en dag. Hun kunne ikke lide andre øl end tuborg pilsner, som uheldigvis var nogle af de dyreste øl.  Manden i kiosken smilede til mig, og sagde godmorgen. Han kendte mig efterhånden, da jeg kom her hver morgen. Men jeg sagde aldrig noget il ham. Han skulle fandme ikke spille sukkersød ligesom viceværten. Turen hjem var den hårdeste, da tre ølkasser ikke vejede så lidt. Jeg måtte hvert 30 sekund holde pause, for ikke at ødelægge mine armmuskler. Det regnede idag. Øsede ned, og kulden tog i mig. Det var november, og det var et under at der endnu ikke, var kommet sne. For jeg havde ingen jakke. Normalt pakkede jeg mig ind i tæpper, når jeg skulle udenfor om vinteren, men om morgenen var det besværligt når jeg også skulle bare ølkasser.

Da jeg kom hjem lå der bræk ud over det hele. Mor havde tømmermænd (som hun havde hver morgen) og derfor brækkede hun sig hver morgen, efter jeg havde hentet øl. Så snart hun havde hørt døren smække bag mig, kom hun løbende hen mod  ølkasserne. Som et barn der skulle ind i en gratis slikbutik. Som en hund, der lige havde set et bjerg af kødben.  Jeg fik tørret hendes bræk op. En klam oplevelse, men en del af min dagligdag. Mor smadrede den ene kasse med øl. Det nyttede ikke noget at bede hende om at lade være, for så ville hun bare smadre mig med nogle ølflasker. Jeg overvejede at blive hjemme fra skole, men jeg havde ikke været der i flere dage, så det var nok bedst lige at tage i skole. 

I skolen var jeg anderledes. Sagde aldrig noget. Var aldrig sammen med nogen. Var dårlig til alle fag. Bortset fra billedkunst. I klassen blev jeg mødt at irriterende piger der spurgte hvorfor jeg ikke havd eværet i skole. Jeg ignorerede dem. Satte mig bare på min plads bagerst i klassen. Rykkede mig så langt op af væggen, som jeg kunne komme. Sad og stirrede frem for mig. Hørte ikke da klokken ringede. Sad bare og... Jeg tænkede ikke. Jeg gjorde ikke noget. Jeg var der bare. Jeg blev vækket af min "koma", da min klasselærer ruskede i mig:

"Leah!"  Jeg missede med øjnene og så spørgende på hende.

"Jeg tager en elev af gangen, med ud og taler om deres sidste diktat. Det er din tur nu, Leah," hun smilede venligt, og jeg fulgte efter hende ud af døren, imens mine klassekamerater fnisede. Klasselæren  virkede sød og venlig, lige indtil hun lukkede døren.

"Leah, hvorfor var du ikkei skole, sidste par dage?" spurgte hun, og så venligt på mig. Jeg kiggede forvirrende rundt. Jeg havde snart brugt alle undskyldninger. Syg, slået mig, familiemedlem død, låst inde, sovet over mig. Der var utallige, dårlige undskydlninger jeg havde brugt, og jeg kunne snart ikke finde på mere.

"Leah?" Klasselæren så nu strengt og alvorligt på mig.

"Joh, jeg... Du ved... Jeg var i dårligt humør," mumlede jeg, og så ned i gulvet, for at undgå hendes blik.

"Leah, du går i 7. klasse, du ved vel godt at det ikke er 1. klasse mere? Du må vel forstå, at jo ældre du bliver, jo vigtigere er skolen. Dine resultater fra diktaten er så dårligt at en 2. klasseselev ville have gjort det bedre! Leah, du må forstå, at jo mere du bliver hjemme, jo længere bagud kommer du fra de andre i klassen!" Hun så med medlidenhed på mig, og smilede et lille smil. Hurtigt! Jeg måtte hurtigt finde på en bedre undskyldning!

"Og Leah, dine undskyldninger er ikke de bedste. Så svar mig; hvorfor er du så meget hjemme?" Hun lænede sig frem mod mig.

"Jeg er bare så dårlig. Dårlig til alting!" Jeg så trist på hende, og da jeg så hendes ansigt, vidste jeg at hun denne gang købte min løgn. For faktisk var jeg ligeglad med hvor dårlig jeg var. Man kan stadig tegne og male, hvis man ikke kan læse.

"Jamen Leah, jo mere du bliver hjemme, jo dårligere bliver du. Man skulle jo næsten tro, at der er noget galt hjemme hos dig..." Idet samme farede jeg op, og så meg skræmmende øjen på hende og sagde:

"ALT er fint hjemme hos mig. Jeg.. har det fint." Så løb jeg. Væk. Væk fra skolen. Væk fra mine klassekamerater, der troede jeg var en freak. Hjemme, kunne jeg idet mindste være mig selv. I opgangen på vej op, fangede viceværten mig. Jeg himlede med øjnene.

"Leah, din klasselærer har ringet og..." han så ret indgående på mig. 

"Og? Det vedkommer vel ikke dig?" sagde jeg skarpt.

"Nja," han smilede varmt.

"Hvad?" Jeg trippede utålmodigt med foden. Jeg havde ikke tid til det her.

"Hun fortalte mig om jeres lille skænderi..." Han tog en slurk af sin kaffe. "

BLAND DIG UDENOM! DU ER KRAFTEDME IKKE MIN FAR!" Jeg sparkede ham i maven, og løb så op i lejligheden, hvor jeg brød grædende sammen på gulvet. For nu vidste jeg, at jeg var mistænkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...