Tick Tack~ It was a lie.

En dag kom han, For at besøge mig: Pigen som var blevet sendt på gaden af sin egen mor. De hårde og kolde, fattige stræde i Seoul. Til sidst tog han mig med, med til et sted hvor der var mad, varme og Kærlighed. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at han ikke var den, han sagde han var. Men da var det allerede for sent. Tiden går for hurtigt. Jeg ville ønske jeg kunne ændre det. Mianhae Dongho-ah.

11Likes
140Kommentarer
2737Visninger
AA

3. Piled up.

Jeg surmulede lidt af hans 'uhøffelighed' da han vendte ryggen til, men vendte mig også selv om og gik mod køkkenet. Jeg tændte for blusset, og stillede en spand med vand over. Så begyndte jeg at tørre mig selv lidt med et håndklæde, men indså hurtigt at det ikke var nok. Hvis jeg ikke snart blev tør ville jeg helt sikkert blive forkølet.

Jeg gik ind i bagrummet, og fandt mit tøj skjult i en krog. Jeg trak hurtigt i det, og lagde det våde tøj i en pose jeg fandt under en hylde. Jeg lagde posen der hvor mit tøj før lå, og rystede så mit hovede lidt for at tørre mit hår lidt. Jeg svang håndklædet over min skulder, og gik ud i køkkenet igen. 

Jeg serverede den varme te til drengen, der allerede havde slået sig ned ved et bord. Jeg kiggede mig over skulderen da døren blev åbnet. Det var bare Meranii der var på vej hjem, så jeg rettede igen min opmærksomhed mod drengen. "Undskyld mig, men.. hvem er du?" Spurgte jeg lidt genert, og lænede mig lidt frem mod bordet, som om han skulle til at fortælle en hemmelighed. "Dongho" Sagde han kort, og konsentrerede sig om den varme the. "Vil du have et håndklæde?" Spurgte jeg lidt højere og smilede genert til ham. Kort nikkede han, mens han legede videre med teen.

Jeg hentede hurtigt endnu et håndklæde i køkkenet, og rakte det tavs til Dongho. Vi sad lidt i tavshed. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og så ville jeg helst heller ikke have at min chef opdagede det her. Jeg hostede falsk, og så så direkte på ham; "Hvorfor hjalp du mig egentlig?" Han kiggede bare på mig uden at svare, men snuppede mit håndklæde og rejste sig. "Yah, hvad?.." "Nu skal jeg." Afbrød han mig, og begyndte at tørre mit hår. Jeg sad bare helt stille, med store øjne og så på der hvor han havde siddet for lidt siden.

Jeg stoppede ham, og så på ham igen: "Må jeg spørge om én ting?" "èn ting?" sagde han og løftede et øjenbryn. "Mhm.. Hvorfor.. altså, du hjalp mig men vil ikke engang svare rigtigt på nogle af mine spørgsmål?" Han grinede sødt, og smilede for første gang. "Jeg er blodtype B." Svarede han drillende, og fortsatte med at tørre mit hår. Jeg rødmede lidt, da tanken om at han tørrede mit hår, sådan rigtig fes ind. 

Dog blev det lidt akavet, men søde øjeblik ødelagt af at min chef trådte ned af trapperne op til 1. Etage, og rømmede sig højt. "Lara. Vi har lukket. Hvad laver han her?" Både min og Donghos opmærksomhed blev straks rettet mod ham. Jeg fløj op, og bukkede mange gange. "Det må du virkelig undskylde chef. Han hjalp mig med skiltet, og det regnede udenfor. Så teen, og.."

Jeg blev straks afbrudt af Dongho igen, der sagde højt og tydeligvis irreteret: "Undskyld mig. Jeg kom bare forbi, og søgte læ for regnen. Men det er vel okay, for i skal vel tænke på gæsterne?" Med et sarkastisk blik skævede Dongho på min chef, med så et arrogant blik, at jeg var lige ved at skrige. 

Min chef, gik ned af trapperne, og begyndte at gå hen mod os. Uden at slippe Donghos øjne. Men pludselig skiftede han lidt kurs, og så direkte på mig, med sit sjofle smil. jeg sank en klump, og kunne mærke jeg rystede let på hånden. Hvad ville han nu gøre?

 

        "We have our lovely memories. That we've piled up together but, i most be up by now."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...