Misfoster

Daniella lever i mørket. I det mørke er der dog få steder med lys, men ligeså snart lyset kommer er "han" klar til at lægge hende i mørkets lænker igen...

2Likes
5Kommentarer
878Visninger

1. Freak

"Nej! Nej! Ikke foran børnene! Jeg beder dig! Nej! Undskyld. Jeg ved det godt. Undskyld," skreg min mor bedene med tårer trillende ned ad kinderne, og med hendes hænder løftet beskyttende over hendes hoved. Hun skævede af og til over mod mig. Jeg kiggede tilbage med øjnene fulde af tårer, indtil jeg gemte mig bag min storebror Dan, holdte mig for ørerne og vuggede stille frem og tilbage. Han hævede sig over hende, og grinede hånligt, imens han sagde:” Du skal bare gøre som jeg siger! Det var det eneste, jeg bad dig om! Men du er selv ude om det, når du ikke hører efter.” Han løftede hånden og stak hende en lussing, der gav genlyd i mit hoved. Mor faldt rystende sammen på gulvet. Hendes kind blødte. Hun havde næsten blå mærker over hele kroppen, og de få steder hun ikke havde blå mærker, var der enten sår eller hudafskrabninger. Dan knugede mig ind til sig, og jeg kunne mærke at han græd lige så meget som jeg. Jeg hviskede sagte til ham:” Hvorfor stopper hun ham ikke? Selvom han slår hende og mishandler hende, tror hun stadig, at han elsker hende, og at det er hende, der laver alle fejlene. Hvorfor? Hvorfor gør hun det? Hun skulle aldrig have giftet sig med ham. Far var meget bedre. Han slog hende aldrig. Han var god mod hende. Hvad blev der af hendes gode dømmekraft?” Dan kiggede på mig med sine flotte grønne øjne, der var fulde af tårer, og i stedet for at svare på mit spørgsmål, rystede han bare på hovedet, så hans halvlange krøller dinglede som fjedre, og gav mig i stedet et klem. Pludselig vendte Han sig imod os og kaldte på Dan:” Kom her min ven, kom hen til farmand.” Hans mund blottede sig i et grufuldt smil, der viste alle hans gule og grimme tænder. Dan rejste sig langsomt, og selvom jeg holdte krampagtigt fast i ham, gjorde han sig forsigtigt fri, kyssede mig på panden, og gik så hen imod Ham, og efterlod mig sammenkrøbet alene i hjørnet. Jeg tænkte for mig selv: ”Rolig Daniella rolig. Han tør ikke røre Dan. Selvom det her med volden har stået på i næsten et år, ville han ikke lade det gå ud over et barn. Eller ville han?” Jeg skævede derover. Han havde lagt sine hænder på Dans skuldre, og talte så lavt, at jeg kun kunne høre min egen raspende og hysteriske vejrtrækning. Dan spærrede sine øjne op, og jeg kunne se hans brystkasse hæve og sænke sig hurtigere og hurtigere. Jeg var bange. Dan havde altid holdt sig rolig når der var et problem, og nu var han bange. Så nu var det min tur til at være rolig og stærk. Pludselig kunne jeg mærke smagen af blod i min mund. Jeg havde bidt min læbe til blods. ”Nu har jeg fået nok. Nu skal det svin få, hvad han fortjener,” tænkte jeg. Jeg ville rejse mig op, men mine ben ville ikke lystre. I stedet krummede jeg mig helt sammen med lukkede øjne, fingrene i ørerne og nynnede uharmonisk, kun for at overdøve min hjerne, mit hjerte og Dans hjælpeløse råben, da slagene haglede ned over ham. Hans navn var Peter. Han havde kun været sukkersød foran min mor, men ligeså snart hun var væk, fik han det udtryk i øjnene, som sagde ond. En gang kom han hen til mig og hviskede med en dyb stemme:” Dig skal jeg nok ordne bagefter din mor. Måske også din bror.” Jeg sad låst inde på mit værelse i næsten en uge, uden mad. Kun vand. Mor havde til sidst overtalt mig til at komme ud. Det var det sidste glade øjeblik, før Peter forvandlede sig fuldstændig til Ham. Han havde truet mig og Dan, og Han havde sagt at, hvis vi gik til politiet ville Han dræbe mor. Til mor havde Han sagt at Han ville dræbe Dan og jeg.  Jeg vågnede fra mit dagdrømmeri af et fast greb omkring min overarm.” Nej. Ikke Daniella. Lad være. Ikke hende. Tag mig i stedet. Vil du ikke nok?” det var Dans grådkvalte stemme. Han lå fortvivlet og tiggede på køkkengulvet. Der trillede tårer ned ad hans kind og han prøvede forgæves at komme på benene. ”Det nytter ikke noget lille dreng,” sagde Han ”Du kan ikke hjælpe hende. Det vil du heller aldrig kunne, for når jeg er færdig med hende, er der intet tilbage. Det troede jeg du havde opdaget, men du må ligefrem være mere godtroende end din uduelige mor.” Han grinede sit hånlige ”Jeg er så meget sejere end dig”-grin, så man kunne se alle Hans klamme gule tænder. Jeg kom vaklende på benene og mit lange brune hår hang i tjavser foran mit hoved. Jeg var så ked af det, at jeg ikke kunne græde, jeg havde allerede opbrugt alle mine tårer, og nu var det slut med at græde for ham. Jeg ville ikke længere finde mig i dette vanvid. Jeg måtte væk. Jeg scannede hurtigt køkkenet med øjnene på udkig efter en form for flugtvej. Der gik dog ikke mere end få sekunder før, Han tog mig i den anden arm og ruskede hårdt i mig. Han råbte mig ind i ansigtet, men jeg var følelsesløs; det eneste jeg tænkte på, var at få mor og Dan væk herfra. Jeg rev mig fri af hans greb, tog en dyb indånding, og skreg ham så ind i ansigtet. Da jeg var færdig med at skrige, følte jeg mig to meter høj, og spyttede ham ind i ansigtet. Hans reaktion var langsom, og da han langede ud efter mig, dukkede jeg mig. Derefter mønstrede jeg al min styrke; både fysisk og psykisk, og så sparkede jeg ham, så hårdt jeg kunne i maven og derefter på benet. Han blev rasende og skubbede mig bagover så alting blev sort. Jeg kom til mig selv lidt efter. Jeg var helt ør, og min krop var øm og værkede. Jeg følte mig gammel og stiv. Det eneste der fik mig til at åbne øjnene og rejse mig langsomt, var tanken om mor og Dan; jeg måtte redde dem. Da jeg kiggede mig omkring, var det ikke længere køkkenet jeg stod i, det var kælderrummet. Den tykke og jordslåede lugt fyldte mine næsebor; det var ikke til at tage fejl af, der var kun én vej ud af kælderen. Kælderdøren. Jeg gik vaklende hen og famlede efter håndtaget. Jeg kunne mærke væggens stenede struktur; der var knolde og buler, der var et resultat af min fars såkaldte ”geniale” design. Da jeg fandt håndtaget, tog jeg forsigtigt fat og pressede ned. Den var låst. Jeg tog igen i det, lidt hårdere denne gang. Den gav stadig ikke efter. Jeg begyndte at blive lidt febrilsk, og ruskede i håndtaget, men der var ingen hjælp at hente, og det vidste jeg også godt. Derfor lod jeg mig glide ned at sidde og lænede mit hoved op ad muren. Der gik ikke særlig lang tid, før jeg hørte tunge vrede skridt fra trappen. Det kunne kun være Ham. Hans skridt nærmede sig kælderrummets dør hurtigere og hurtigere. Til sidst var han så tæt på, at jeg kunne høre hans tunge og besværede vejrtrækning. Jeg blev opfyldt af en sær blanding af vrede og rædsel. Den ene del af mig ville råbe, skrige, flå, rive, kradse og slå. Den anden del af mig havde lyst til at forsvinde eller dø. Jeg sad bare og ventede. Ventede på dommen. ”Hvad vil Han mig nu? Slå mig? Sparke mig?,” tænkte jeg imens jeg langsomt og lydløst bevægede mig længere og længere væk fra døren. Mit hjerte bankede. Mit hoved dunkede. Min vejrtrækning blev hurtigere. Jeg mærkede noget vådt på min kind. En tåre. Endelig gav jeg efter. Jeg græd. Jeg græd for min mor, Dan og alle der havde det dårligere end mig. Jeg tænkte på far. Jeg huskede hans sidste ord til mig:” Jeg elsker dig Daniella. Det må du aldrig glemme. Gør din far en tjeneste og pas godt på mor og Dan.” Jeg havde fejlet. Mor var formentlig slået bevidstløs og det samme med Dan. Jeg hørte en nøgle blive drejet, og jeg spærrede mine øjne op. Døren åbnede sig langsomt og knirkende, så lyset fandt lige så stille også vej ind i det lille kælderrum. Han trådte ind ad døren lige så langsomt, som han havde åbnet den.  Jeg rejste mig helt op med et sæt, som om jeg var overrasket. Det var egentlig ikke tilfældet. Jeg havde et adrenalin rus, og jeg var færdig med at græde. Det var nu. Han nærmede sig, og jeg tog et skridt tilbage i takt med, at Han tog et frem, indtil jeg stødte på muren. Jeg havde ikke flere muligheder. Jeg kunne kun håbe. Han havde et baseball bat. Jeg spærrede øjnene mere op, og min hud føltes som om den ville sprække. Han smilede ved synet af mit rædselsslagne ansigt. Jeg var lammet. Jeg hev efter vejret og prøvede at tænke klart. Han hævede battet. Jeg lukkede øjnene og ventede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...