Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7402Visninger
AA

6. Nyt bekendtskab

 

"Taste me, drink my soul

Show me all the things that I shouldn't know

And there's a new moon on the rise" - The Pretty Reckless. 

Jeg fandt ham aldrig den nat. I stedet tog jeg pigen på ryggen, sprang over tagene og dompede hende i Themsen, med håb om, at hun ikke ville blive meldt savnet. At Lorenzo ikke havde været vred nok, til at overgå sine egne regler, endnu engang. Men jeg tog fejl. Han kom heller ikke hjem næste dag og da jeg ledte efter ham om natten fandt jeg endnu en menneskelig pige der lignede mig. Jeg var ret sikker på han ikke slog dem ihjel tilfældigt. Var han blevet sindssyg? Jeg kunne ikke få mig selv til at se på pigen, imens jeg bandt sten til hendes ankel og svømmede ud med hende. Hun endte på flodbunden ligesom alle de andre.  Jeg kom hjem til morgenstrålerne den dag. Der var allerede liv i gaderne og det pinte mig at gå gennem dem, for jeg havde ikke fået så meget at drikke på det sidste som jeg plejede. Den første nat, hvor han var forsvundet, havde jeg overfaldt en kvinde og bidt hende, men kun til hun var bevidstløs. Af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at slå hende ihjel. Det samme skete næste aften.  Da jeg kom ind i lejeligheden tændte jeg tvet, imens jeg skiftede tøj.   

" Ung pige, først i tyverne meldes savnet. Hvis nogen ser hende eller ved noget, bedes de melde det på .. " Der poppede et billede op på skærmen af den første pige han havde slået ihjel. Jeg betragtede det kort.

" Lorenzo din nar, hvor er du? " Mumlede jeg svagt for mig selv. Jeg var stadigvæk i en indre krig med mig selv. Jeg holde af Lorenzo. Han var som en storebror, som min bedste ven, men det han havde gang i burde jeg virkelig melde ham for. Det var reglerne. Jeg havde ikke helt taget stilling til det med min fortid. Det måtte komme bagefter. Lige nu havde jeg en masse lig at gemme af vejen og en åndssvag skaber der skulle fanges. Mit blik landede på vinduet, hvor solstrålerne nu for alvor brød ind. Solen. Han vidste jeg ville være loyal. Sårene på pigerne var altid størknet. Han måtte altså bevæge sig om dagen, han ønskede ikke at støde på mig. 

Min nyopfundede teori fik mig til at smile. Så trak jeg i vinterjakken igen og forsvandt ud af døren. Mit smil blev endnu større da det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Jeg skulle vandre i lyset for første gang, siden min død.

 

Da jeg kom udenfor skar solen i mine øjne så det tog sin tid, at finde synet igen. Da jeg gjorde det, gik det op for mig, hvorfor der blev kastet en kaskade af lugte i hovedet på mig, hele tiden. Gaderne var fulde af mennesker. Taxier, biler, busser og cykler susede rundt i gaden. Jeg stod som frossen i døren. Måske skulle jeg bare gå ind, det her var så absolut en lorte ide.

" Rachel! Rachel Millers? " Fuck, fuck, fuck .. tankerne fløj igennem hovedet på mig, ved lyden af nogen der råbte mit navn. Langsomt vendte jeg mig om og mødte en mands ansigt. En ung mand. Han stoppede forpustet op og støttede sig til muren ved siden af mig, hans blod pumpede så voldsomt at jeg automatisk tog et skridt væk for at kunne holde fokus på ham. Mine hugtænder borede sig ud under tandkødet, men jeg truede dem tilbage igen, som var de mine fjender. 

" Hej? " Lykkedes det mig at kvække frem, forvirret og under svag selvbeherskelse. Det eneste der holde mig tilbage var tanken om den enorme menneskemængdes reaktion, der ville komme, hvis jeg bed ham. Han måtte have tolket mit forskrækkede ansigt som forvirrede for hans smil blegede. Så kom det igen i det han rakte hånden frem, bare mere anstrengt. Hans hånd var meget solbrun, bemærkede jeg kort. Men jeg tog den ikke. Gravede i stedet demonstrativit mine hænder længere ned i lommerne.

" Lucas Beck. Vi gik på high school sammen. Mig og din storebror var gode venner. Det gør mig forresten ondt. " 

" Hvad gør ondt? " Der måtte have løbet et meget frusteret og bekymret udtryk hen over mig, for han kunne ikke lade vær med at se på mig som om jeg var idiot.

" Din bror. At han er gået bort. " Svarede han ganske langsomt. Havde jeg en bror? En storebror ligefrem, som var gået bort? Jeg havde lyst til at spørge efter mere, men kunne ikke sige noget. Han skiftede heldigvis også emne. 

" Nå, hvorfor er du så i byen? " Det undrede mig, at han spurgte. Burde han ikke vide, at jeg var død og begravet? Altså i teorien var det, jo hvad jeg var.  Jeg trak på skulderne.

" Øhm .. jeg er her med en ven. " Ikke helt løgn. Heller ikke helt sandt. 

" Fedt. Vil du med ind og have noget at spise? Jeg kender en lille resturant i nærheden, som vi kan bruge. Du kan invitere din ven med. " Jeg burde virkelig ikke sige ja, men den omsorg denne fremmede fremviste og det faktum, at han havde kendt mig fra før i tiden gjorde mig tryg og nysgerrig. Jeg ville gerne. Så jeg nikkede.

" Men Lorenzo kan ikke komme med. Han .. er i forretnings møde. " Sjov måde jeg fik formulet det på.

" Så bliver det jo bare dig og mig. " Han sendte mig et charmerende smil, jeg ikke kunne lade vær med at smile igen til. Vi fulgtes ned af gaden imens jeg betragede ham. Brunt hår der mindede mig om flydende og mørk chokolade. Et markeret ansigt, hvor der på kinderne voksede små skægstubbe frem. Hans øjne var også ret smukke med farve som himlen. Han måtte have bemærket, at jeg stirrede, for da han skubbede døren op til resturanten, grinede han.

" Du er også blevet meget smuk siden sidst, Rachel. " Svarede han på mit usagte kompliment og fik mig til at se forlegent væk. Jeg mumlede et tak, imens han fandt et bord til os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...