Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7396Visninger
AA

17. Lad vær

"Near to you, I am healing

But it's taking so long

'Cause though he's gone

And you are wonderful

It's hard to move on

Yet, I'm better near to you."

 

Jeg stod med blikket ud imod den muddret sti ind til huset, da nogen kom ind i køkkenet. I løbet af de to uger jeg havde været her, havde jeg efterhånden lært at kende folks lyde fra hinanden. Det var ikke ligesom at være alene med Lorenzo enddnu, hvor jeg var i stand til at genkende hans skridt, ud fra flere hundred andre, men der tegnede sig et mønster. De voksnes hjerter dunkede hårdere. Hos børnene var det som små fugle vinger der baskede, så det var nemt at hører forskel på alderen. Michaels dunkede hårdest og langsommest. Jægerne derimod var sværere at kende forskel på. Stevies skridt var lyse og gazelle ligende, så hun var nem at få øje på. Mabella var mere taktfast og rolig. Harry slæbte en smule på højre fod, på grund af en gammel skade. Men James og Josh havde begge to en meget forsigtig og lydløs gang. 

Men denne gang vidste jeg præsist, hvem det var. Det var som et ekstra øje i nakken der opdagede ham og tvang gåsehuden ud på mine arme. En gåsehud jeg skammede mig over, fordi den var latterlig og barnlig, og desuden var jeg ikke helt hundred på, hvorfor den kom frem. Og så alligevel, vidste jeg det godt. Det var på grund af de himmelblå øjne der mødte mine da jeg vendte mig om og det skæve, drengede smil der spillede over hans læber.

" Godmorgen, Rac. " Han fandt en kniv frem og skar et par skiver brød ud til sig selv, som han kom brombær syltetøj på. Derefter tog han en kop af den kande mynte te jeg havde lavet til husets beboer og satte sig ned ved bordet. Hvorfor han var begyndt at kalde mig Rac, ligesom Michael forstod jeg ikke og det generede mig også, for det fik gåsehuden til at blive tydligere og min hals til at snørre sig sammen. Men jeg havde aldrig rettet ham enddnu.

" Godmorgen. " Svarede jeg, med et akavet smil og en forsigtig stemme. Han betragtede mig, imens brombær brødet blev fortæret og glæde dansede i hans øjne sammen med trætheden. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over det.

" Hvad venter du på? " Han skyllede maden ned med teen, i det han spurgte mig.

" Mabella der kommer hjem, så jeg kan hjælpe med urterne. " Det var ikke længere kun rødder, men også urter og mos hun fik slæbt med hjem. Noget som hun alt sammen kunne bruge i maden eller sine sammenkogte miksture. 

" Hun kommer først tilbage imorgen. Hun tog ind til byen for at besøge sin syge lillebror. " Svarede han. 

" nå. " Det var det eneste jeg kunne præstere på det tidspunkt. Hvorfor havde hun så ikke sagt noget? Jeg vendte mig imod vinduet igen og så ud, imens jeg lod ham drikke teen færdig. Min morgen rytme var ødelagt nu og hjernen kværnede afsted for at finde på noget, jeg kunne give mig til.

" Vil du med ud?" 

" Hvorhen? " Jeg vendte mig imod ham med skeptiske øjne. Selvfølgelig vil jeg med ham ud, men spørgsmålet virkede bare absurd, af en eller anden grund. Som en dårlig reaktion, gav jeg mig til at grine forsigtigt. Noget som så ud til at få ham til at smile.

" Bare væk. Der kommer vogtere senere idag og diskuterer din situation, så jeg får ikke frisk luft før sent i nat. "Svarede han. Jeg nikkede langsomt og fulgte med ham ud i kulden, imens jeg forsøgte at skubbe den stigende begejstring væk. 

Vi gik længe i stilhed, imens vi bevægede os længere og længere væk. Hvor var vi på vej hen? Jeg trak vejret dybt og forsøgte at klare tankerne, inden jeg spurgte om det, som havde naget mig mest ved at bo her. 

" Hvorfor kyssede du mig? " Han vendte sig om, da jeg stoppede op og kom hen til mig. Med hænderne i sin jakkes lommer og et undrende blik på mig, gik der tid før han svarede.

" Kunne du da ikke lide det? " Hans ene øjenbryn skød op på en charmerende måde og da spørgsmålet sank ind, kunne jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle svare ham. 

" Det .. jo .. nej . jo ... hvorfor? Du svarede ikke på mit spørgsmål? "  Jeg lagde armene om mig selv, imens jeg så stædigt op på ham. Jeg duede ikke til det her, men jeg ville have et svar. 

" Og hvorfor løgn du om dig selv? " Tilføjet jeg bagefter. Han så på mig med et charmerende smil, som stille forsvandt, da det måtte have gået op for ham, at han ikke kom videre med charme. 

" Jeg løj fordi der på det tidspunkt var andre overnaturlige i området. Jeg kunne ikke bare stå og give falske oplysninger ud. Og nej, jeg kendte dig ikke før i tiden. Hvorfor kyssede jeg dig? " Han holdte kort inde, så slog han ud med armene.

" Det ved jeg ikke, Rachelle. Det kom pludseligt og det var meget uprofessionelt af mig. Særligt når du var så sulten. " Svarede han tilsidst. Jeg trak mig et skridt tilbage og så på ham med forvirret øjne. 

"aha. " Så forsatte jeg med at gå. Han fulgte med mig, lidt bagud på venstre side, men vi talte ikke sammen i ihvertfald tyve minutter, før jeg brød stilheden igen.

" Hvornår er I kvalificeret som vogtere? aldermæssigt? " Jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte. Måske fordi jeg ikke brød mig om, at han skulle gå bag mig som en hund der skammede sig, eller måske fordi jeg ikke brød mig om stilheden.

" Omkring Seksten års alderen. Men vi får først lov til at involvere os i den rigtige action når vi er lovligt voksne. " Svarede han med et smil, da han kom op på siden af mig igen. Jeg fik øje på et væltet træ og satte mig. 

" Er det virkelig det værd, at kæmpe imod? " 

" Hvem skulle ellers gøre det? Vi er opdraget i jeres verden, vi forstår jeres natur, ihvertfald nogenlunde og vi ved, hvad vi er oppe imod. Hvis ikke vi var her, ville det være sket adskillige gange, at I ville blive opdaget. Det kunne have kostet hundred af menneskeliv. Vi beskytter dem, og dør meget langsommere. Måske er det ikke nogen æres sag, at dø for nogen der aldrig vil kunne takke dig, men det er godt nok til mig. Jeg har ikke andet. " Han satte sig ned ved siden af mig og så frem imellem træerne. Vi kunne se huset herfra. 

" Er det slemt at være her? " Spørgsmålet kom bag på mig og jeg kunne ikke lade vær med at grine.

" Det er okay. Kedeligt, men okay. Og så er det jo til alles bedste. " Svarede jeg. Hans øjne så himmelblå imod mig, med et undrende blik.

" Er det til dit eget bedste? " Endnu engang undrede jeg mig over, hvad han sagde og trak på skulderne til svar. Hvorfor overhovedet bekymre sig? Vi sad sådan og snakkede i en halv times tid, omkring løst og fast da nogen kaldte ham ind nede fra huset af. Stevie. jeg sukkede. Det var rart at grine og tale med ham.

" De kalder på dig .. " Sagde jeg til ham, ked af at skulle afbryde snakken. Jeg kunne godt lide at have ham så tæt på. Duften af hans hud og den tillokkende duft af hans blod, gjorde mig tryg.

Han så ned imod huset, sikkert ikke i stand til at høre det, men han rejste sig alligevel op og rakte en hånd ned imod mig. Jeg tog den, selv om jeg sagtens kunne komme op selv, men da jeg kom op gav han ikke slip. Derimod trak han mig tættere på, så vores kroppe rørte hinanden og vores læber mødtes. Varmen eksploderede inde i min krop og det hele summede, så jeg var sikker på at jeg måtte have været helt rød i hovedet, hvis det havde været muligt. Hans arm gled ned om livet på mig og trykkede mig ind, imod hans muskuløse og varme krop. Kysset var brutalt og krævende, men da det gik op for ham, at jeg ikke sagde imod, blev det blidt og lidenskabeligt. Det var der jeg stemplede hænderne imod hans brystkasset og trak mig væk. For af en eller anden grund virkede det forkert.

" Lad vær .. " Fik jeg mumlet, sikkert ikke særligt overbevisende, men fik tilføjet; " vil du ikke nok? " Og da jeg havde sagt det gav han slip på mig. Jeg så op imod ham, da han sendte mig et blik af uforståenhed, flovhed og noget andet. Noget der gav mig lyst til at trække min protest tilbage og kysse ham igen. Men jeg lod ham dreje rundt på hælen og forsvinde ned imod huset, imens noget stak imod stenen i mit bryst.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...