Genfødt

Rachelle er bundet af gamle skikke til at vandre ved siden af sin skaber, vampyren Lorenzo Crawford. De nyder hinandens selskab, men alt ændre sig den dag Lorenzo tager hende med tilbage til London. Hendes fødeby. Snart bliver de begge truet på livet og Rachelles liv tager en alvorlig drejning.

69Likes
193Kommentarer
7396Visninger
AA

21. Den kvælende stilhed

 

 

 

Der var blevet så stille i huset, efter de havde fået mig ind og havde efterladt mig på Joshs værelse, med fire nye poser A+. Regnen faldt stadigvæk tungt ned udenfor og slog imod ruden. Mabella havde været oppe med noget tøj fra mit værelse, hvor efter hun havde fået jagtet mig ind på badeværelset, så jeg kunne få vasket mig. Derefter var hun forsvundet og siden da, havde der været stille som graven i det gamle hus. Jeg gættede på, at de havde trukket sig ind i kontoret for at drøfte, hvad der var sket, sammen med resten af de vogtere, som var kommet sammen med Liam. De havde ikke været en del af min forvandling og jeg havde ikke set skyggen af dem siden, men jeg var sikker på de var her. Deres lugt hang ihvertfald ved i hele huset. Da jeg var kommet i tøjet, kunne jeg ikke sidde stille og var i stedet begyndt at gå rundt i værelset og snage i Joshs ting. Alt var ikke bare klinisk rent, det var også lagt i orden og der var ikke én ting som fortalte noget om hans personlighed. Ikke én ting som fortalte, hvilket vidunderligt menneske han var og, hvad han gjorde for at få den overnaturlige og den normale verden til at hænge sammen. Han var en helt, der vandrede i skyggerne. Jeg kunne lige forstille mig, hvordan jeg ikke have tegnet ham, vanderende i skyggerne med et blik der undersøgte gaden. Hans ansigt ville være monoton, koldt og krigerisk. 

Da jeg var færdig med at undersøge og dreje en hver del af hans værelse, forsatte jeg ud af døren. Der var ikke nogle som stoppede mig, for gangene var tomme og øde. En følelse af uro hang i min krop efter lyden af min tidligere families stemmer. Noget fortalte mig, at de vidste, hvor jeg var. At jeg havde grund til at være bange over den måde Derek, havde omtalt mig på. Det var omtrent der, at det gik op for mig, hvem det var jeg havde brug for at se. hvem det var, der kunne fortælle mig, hvorfor jeg var havnet i sådan et liv. Jeg gik fra gang til gang og undersøgte, hver en dør, men det var først da jeg fandt vej ned i kælderen, at jeg fandt ham. Komisk nok, havde vogterne valgt at lave celler i deres kælder, under det ellers så almindelige hus. Det var endnu en påmindelse om deres sande væsner, om deres heltedåd som de så ydmygt holdt verden uvidende omkring. Kælderen var mørk da jeg kom derned og lyset kom kun fra små vinduer næsten helt oppe ved loftet. Gulvet var af beton og tremmerne stod fra gulv til loft på, hver eneste side af gangen og det var længere nede af den, at jeg fik øje på Michael. Han sad lænet tilbage imod tremmerne med kroppen vendt imod dem på den anden side, øjnene lukket og afslappet holdning. Jeg havde troet, at han sov, hvis det ikke var fordi han talte til mig da jeg kom tættere på.

" Gå med dig, " sagde han, men han gjorde ingen mine til at rejse sig og føre mig væk derfra. Så jeg kom nærmere. Det var først da jeg næsten var i stand til at se ind i cellen som indeholdte min bror, at han slog øjnene op.

" Seriøst Crawford, smut nu med dig, de vil ikke have du kommer herned, " sagde han og vendte ansigtet imod mig. Jeg stoppede op og betragtede ham.

" Men du synes det er forkert ikke? At jeg ikke må besøge min bror, bare fordi de er bange for, hvad vi vil gøre ved hinanden. Men det er netop pointen. Jeg gør ham ikke noget, jeg kender ham jo ikke. Jeg genkendte ham måske, men jeg kender ham ikke. Og han sidder på den anden side af tremmerne, så han er ude af stand til at gøre mig noget. Ud over at fortælle mig sandheden, " svarede jeg og betragtede, hvordan varulven trak på skulderne og så ind imod min bror, som jeg ikke havde vendt blikket imod endnu. 

" Så faktisk er de ikke meget bedre end Lorenzo vel? De vil alle sammen bare benægte mig sandheden. Synes du ikke jeg fortjener, at få den, efter alt det der er sket? " Det fik Michael til at vende blikket imod mig og se overvejende på mig igen.

" Jo, du fortjener sandheden, Rachelle. Men .. " Han skar ansigt.

" Du er den eneste ven, der ikke har løjet for mig, Michael. Jeg ved, at det gør lige så ondt på dig, at se hvad de gør imod Liam, som det gør på mig. Men jeg gør ikke noget de ikke beder mig om. Så vil du ikke nok lade mig snakke med ham? " Hans ansigt så forpint ud, da jeg afbrød ham.

" Michael han er min storebror. " Det kom kun som en hæs hvisken, men det fik Michael til at trække på skulderne og slå med hovedet imod min brors celle, hvor efter han rejste sig.

" Jeg har ikke forladt stedet en eneste gang, hvis det her kommer ud. Du får fem minutter. " Svarede han og gik forbi mig. Jeg vendte mig om og så efter ham, i det han var på vej op ad trappen.

" Tak Michael. " Der strøg et svagt smil over hans læber til svar og så vendte jeg mig imod cellen og trak vejret dybt, i det jeg gik tættere på og så ind i den for første gang. Den var ikke ret stor, men der var opstillet en briks, hvor en ung mand lå udstrakt med blikket vendt op imod loftet. Det lignede, at han talte murstenene, men noget fortalte mig, at han tænkte sig om. Hans brune hår, der matchedes mit lå pjusket omkring hans ansigt og de brune øjne stirrede tomt opad. Hans bryst hævede og sænkende sig langsomt, hans hænder lå under hans hoved, som en støtte.

" Liam? " Jeg ventede et par sekunder på svar, men han bevægede sig ikke ud af flækken. Så gik jeg helt hen til tremmerne og tog fart om to af dem, imens jeg lænede panden imod en af dem og så på ham.

" Er du okay? " Jeg ventede endnu et stykke tid, men fik ikke noget svar. Han var som en statue, stille og ubevægelig. Jeg sank og lukkede øjnene, prøvede at holde min tålmodighed i mig, selv om jeg mest af alt havde lyst til at låse op og gå ind til ham.

" Hvordan har de andre det? Brittany og Derek? "  Jeg anede ikke, hvem disse mennesker var, udover at den ene var min søster og den anden en tidligere bedsteven, men det fik Liam til at vende hovedet imod mig og se på mig. Han åbnede munden for at sige noget, men så holdt han inde og hans blik lå længe på mig. Jeg forsøgte ikke, at skræmme ham. Det lød måske åndssvagt, men det sidste jeg ønskede var, at han så væk fra mig igen, for da vores øjne mødtes var jeg ikke i tvivl om, at jeg stadigvæk elskede ham. Elskede Brittany og Derek, selv om jeg ikke huskede dem. 

" Hvis du gør dem noget, slår jeg dig ihjel. " Hans stemme var så dyb og knurrede, at jeg stirrede forskrækket på ham og måtte minde mig selv om, at han ikke var i stand til at nå sin ulv. Hans ord skar i den stump af min sjæl, jeg havde tilbage.

" Jeg ville aldrig gøre dem noget, Liam. Jeg har bare brug for at vide det. Derek, er han okay, efter hvad Lorenzo gjorde ved ham? " Spurgte jeg forsigtigt og modtog et skeptisk blik. Han afmålte mig med øjnene inden han svarede.

" Det er længe siden. Han har det fint. Brittany er også okay. Hun er lige blevet gravid og nægter at skille sig af med barnet. Hvis det bliver en pige vil hun kalde hende Rachel. Det er åndssvagt ikke? At opkalde sit barn efter et monster. " Hans blik betragtede mig og der løb et skadefro smil over hans læber, da min reaktion på de sidste ord kom, men jeg var hurtigere end forventet, da det kom til at svare igen.

" De kalder mig, Rachelle nu. Rachel er navnet på en kvinde der elskede sit liv. Rachelle er navnet på dit monster, Liam, " svarede jeg. Han betragtede mig vurderende og af en eller anden grund brød et smil frem på hans læber.

" Dit liv er blevet noget af et helvede, hva? " Han sendte mig et kækt smil og jeg trak på skulderne til svar.

" Den der fristes af djævelen, ender somreglt i helvede, " mumlede jeg tilbage. Hans smil blegende langsomt. Vi stod lidt og så på hinanden, så trak jeg, mig væk fra tremmerne og besluttede mig for at gå. Der var ingen samarbejdvilje i ham.

" Går du? " Hans stemme stoppede mig og jeg vendte mig halvt imod ham igen.

" Jeg troede du var bedre end de andre. At du ville fortælle mig sandheden, når ingen andre ville, men du vil jo ikke. Hvorfor så blive? " svarede jeg. Han trak vejret dybt og vendte blikket imod mig igen.

" Må jeg spørge dig om noget Rachel ..le? " Jeg nikkede til svar, " hvordan skete det? Valgte du det selv? " Jeg vendet mig nu helt imod ham og vurderede hans spørgsmål. Om jeg havde valgt det her selv?  Var det virkelig, hvad de troede?

" Han angreb os på vej hjem. Vi havde ikke en chance. " Svarede jeg og stak hænderne ned i lommerne på mine jeans. Han så længe på mig, så rejste han sig og kom hen til tremmerne. Der stod vi så i stilhed og så på hinanden i flere sekunders mellemrum, med kun tremmerne imellem os. Noget indeni mig havde lyst til at gribe ud efter ham og holde fast. Bare blive ved, med at holde fast. 

" Hvad vil du vide? " Han sendte mig et kort smil, anstrengt, men det betød mere end ord for mig.

" Hvorfor er I efter mig? " mit spørgsmål lød åndssvagt, da jeg fik sagt det højt.

" Vi er ikke efter dig. Vi er efter ham. Han bliver ved med at slå vores slags ihjel og forvandle dem, Rac. Du er første gang de lykkedes for ham, men ikke den sidste. Lorenzo har altid stået stærkt. Hvis han vælter jeres konge familie af tronen bliver den fred som ligger imellem varulvene og vampyrene ophævet og alt vil gå amok. Det vil skade en masse mennesker. Uskyldige mennesker. " Han så ned imod mine hænder som var havnet omkring tremmerne og rakte op imod dem, for at holde sine egne over dem. 

" Men I slår også mig ihjel, ikke? " Jeg vendte blikket imod hans ansigt igen og fornemmede, hvordan tårene prikkede i mine øjne. 

" De slår dig ihjel, hvis du adlyder ham og forsvarer ham. Men det er ikke ulvene du skal være bange for. Det er dine egne, ifølge vores kilder er kongehuset syge efter at få fat i dig. Du er det mest magtfulde våben, der har eksisteret nogensinde, imod os Rac. " Hans stemme var hæs, imens vi betragtede hinanden og det første snøft undslap mig. 

" Lad vær med at græde. De fortjener ikke dine tårer. " Han smilede svagt til mig, opmuntrende og rakte ud efter min kind, som han lod sin hånd hvile på og jeg lukkede øjnene og trykkede mit ansigt imod den. Nød varmen. Det var ligesom jeg havde set storebrødre gøre i parken, når deres småsøskende væltede og slog sig. Det gav mig bare endnu mere lyst til at græde, men på en eller anden måde fik jeg holdt det i mig. 

" Hvis vi nogensinde kommer igennem det her i live, får jeg dig så at se igen? " Jeg åbnede øjnene og så imod ham. Han svarede mig ikke, men hans ansigt var tomt for følelser, så jeg kendte allerede svaret. Jeg nikkede langsomt, det var der jeg hørte Michael komme ned af trappen.

" Pas på dem for mig, Liam. Lige meget, hvad der sker, vil jeg altid elske jer. " Hviskede jeg, mest af alt for at kvæle min gråd. Liam nikkede, inden han svarede mig.

" Pas godt på dig selv, lillesøster og sørg for at holde dig selv i live. " Han sendte mig et svagt smil og jeg gav ham et igen. Så kom Michael og jeg forlod kælderen, for at gå op på værelset igen, inden nogen fandt ud af, hvad jeg havde gjort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...