Det ukendte

Luna har været ude for noget. Noget ukendt. Noget skete dengang i vinter, men hvad ved hun ikke. Hun ved bare, at hun er alene, om at have se det der skete. For det der skete frarøvede hende hendes venner. Hvordan skal hun komme videre?
Kan hun komme videre?

0Likes
10Kommentarer
1549Visninger
AA

2. Første dag.

Jeg slukkede bilen. Det var min første dag i knap hundrede år. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg sad længe i bilen, tog nogle dybe indåndinger, som jeg havde fået at vide, at jeg skulle. Jeg gjorde ikke tit som min psykolog sagde, men lige der virkede det som en god idé. Jeg fokuserede på at få alt det gode ind, og puste alt det negative ud. Det hjalp ikke rigtigt, det føltes bare som om min puls blev endnu hurtigere og mere hektisk end før.

Jeg kiggede ud af forruden på min lille blå VW Golf. Vejret var fantastisk. De få skyer der var, lignede ulden på får lige inden de skal pelses. Himlen var lyseblå. Piger i alt for korte shorts og nederdele havde trukket deres allerede korte toppe op, så deres solbrændte maver kunne blive vist frem. De lå på bænkene og snakkede. De vidste, at folk kiggede på dem. Jeg havde aldrig selv været en af de piger. Chearleader og solbrændt. Nej jeg havde altid foretrukket, at hænge ud med mit eget slæng. Det sugede i maven, da jeg tænkte på det. Mit slæng. Nu var jeg alene, jeg var ingenting. Jeg fik følelsen af at blive kvalt. Jeg mærkede følelsen af panik snige sig ind i mig som en slang. Jeg lukkede øjnene og hamrede hovedet ned i rattet på bilen. Bilen gav et høj dyt fra sig. Panikken blev afløst af ydmygelse, da jeg så alle de stirrende blikke, der kun var rettet mod mig. Jeg kunne høre deres lydeløse tanker, de tænkte på det der var sket i vinters. De tænkte på mig, freaken. Jeg mærkede den åndsvage rødmen stige op i mit hoved. Mine kinder brændte, og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. ”Tag dig sammen!” sagde en stemme i mit hoved. Jeg tog en dyb indånding, og uden at puste ud, åbnede jeg døren. Varmen ramte mig som en mur, og det samme gjorde de stirrende blikke. Folk stoppede med det de lavede, selv de solbrændte opmærksomheds hungrende piger kiggede på mig. Mine fødder vejede pludseligt et ton, og jeg følte, at jeg ikke kunne gå afslappet. Jeg prøvede, at kigge ned på fliserne, men jeg ville ikke tabe, jeg kiggede derfor lige frem, ignorerede de tusind blikke og den pludselige smerte der var overalt i min krop. Jeg havde vænnet mig til smerten, så den altid lå bag i mit hoved, men nu var den så kraftig, at jeg ikke kunne få den ud af mit hoved. Jeg fokuserede kun på smerten, det gjorde det hele lidt nemmere. Jeg nåede døren hurtigere, end jeg havde troet muligt. Jeg smilede for mig selv.

Indenfor var blikkene ikke så intense. Varmen var stadig ulidelig, men alligevel trak jeg hætten på min trøje op over hovedet. Det ville måske gøre mig lidt mindre genkendelig. Skolen lignede sig selv. De kedelige musegrå vægge. Skabene langs alle vægge. Lampernes lys der skar i ens øjne. Linoleummet på gulvet der gav efter under mine Vans, det hele lugtede endda som jeg huskede det. Jeg havde aldrig været i et fængsel, men jeg ville sammenligne lugten med noget fra et fængsel. Den svage duft af mad fra kantinen, lugten af støv og rengøringsmiddel, det var sådan skolen lugtede. Indelukket og muggen.

En dreng der lige havde åbnet sit skab fik øje på mig. Hans mund stod på vid gab, da han genkendte mig. Hans stirren gjorde mig endnu mere opmærksom på smerten. ”Kig væk!” tænkte jeg, men det gjorde han ikke.  Jeg kiggede væk. Det ville blive en lang dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...