Det ukendte

Luna har været ude for noget. Noget ukendt. Noget skete dengang i vinter, men hvad ved hun ikke. Hun ved bare, at hun er alene, om at have se det der skete. For det der skete frarøvede hende hendes venner. Hvordan skal hun komme videre?
Kan hun komme videre?

0Likes
10Kommentarer
1547Visninger
AA

4. Engelsk.

Jeg gik hen mod lokale 3G, det lå i den nye gang. Jeg havde som ”ny” elev nogle fordele, jeg kendte alle smutvejene, og især dem hvor ingen gik, så jeg tog den mindst befolkede vej hen til engelsk. Det var lidt mere sikkert, jeg gad ikke svare på spørgsmål. Jeg nåede hurtigt lokalet, men jeg var selvfølgelig den sidste der gik ind. Jeg gik hen mod Mr. Hastes skrivebord, imens jeg prøvede at undgå de mange blikke. Han sad selvfølgelig fordybet i papirer. Jeg rømmede mig. Han så forskrækket op. ”Åh Ms. Black dejligt at se dig. Hvordan går det?” spurgte han. ”Fint,” sagde jeg med en klump i halsen. Kunne folk ikke bare lade det lægge? ”Du kan sætte dig nede bagved,” sagde han og smilede lidt anstrengt. Jeg nikkede kort og vente mig om mod klassen.

Blikkene var mere intense, end jeg kunne forestille mig. Smerten var helt ulidelig. Det var som om blikkene skar lange sår i min mave. Jeg krympede mig lidt, men ikke nok til at de kunne se. De fleste af ansigterne kendte jeg, nogle kendte jeg lidt for godt. Lukas Bale sad på første række. Han så anderledes du meget mere anspændt, men måske var det bare fordi jeg var der. Vi havde haft noget sammen, men det var før det hele. Han nikkede genkendende til mig, men mest fordi han skulle. Han havde mørkeblå jeans på og en statement T-shirt. Hans brune hår sad skødeløst, men som det plejede. Jeg fnøs, og vendte blikket mod de andre. Brianna Smith sad på anden række. Hendes platinblonde hår var lige så falskt, som sidst jeg så hende. Hun havde altid så lidt tøj på som muligt, og erstattede det manglende tøj med hundrede lag mascara og lip gloss. Der kunne lige så godt have stået populær i panden af hende. Sådan så alle de piger ud. Brune og blonde og så var de ikke altid de skarpeste knive i skuffen, det kunne man heller ikke sige at Brianna var. Hun kiggede væk, da jeg kiggede på hende, men jeg vidste at hun ville glo, lige så snart jeg var gået videre.

Jeg satte mig ned på den hårde stol. Jeg lukkede den bog op, jeg havde fået at vide, at jeg skulle anskaffe mig. Jeg bladede igennem siderne, uden at lægge mærke til indholdet. Klokken ringede og Mr. Haste begyndte at snakke, men det betød ikke at de hviskende stemmer stoppede. Jeg sukkede og prøvede at høre efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...