Forandret

Serah Farron er en 14 årig pige, hvis forældre døde, da hun var 9. Hende og hendes søster boede ikke i lang tid på et børne hjem, før to forældre adopterede dem. Nu er livet ikke nemt for Serah, og hendes søster Luna. Serah bliver mobbet i skolen, bliver slået voldsomt af sin far, og har alt for mange tanker i hovedet. En dag, da Serah og hendes "Far" kommer op og slås, ender det hele med noget frygteligt, som får Serah til at flygte på stedet. hun møder senere en dreng, ved navn Marco, som har boet på gaden hele sit liv, og hjælper Serah, med at leve det vilde liv ude på gaden, for hvem ved, hvad eller hvem der ligger på lur, rundt om hjørnet og bare venter på at det næste offer skal komme ind i dens fælde...

5Likes
9Kommentarer
1212Visninger
AA

2. en ny ven...tror jeg da.

"Sååå. hvem er du så?" Han smiler, og giver mig en albue, for at få min opmærksomhed. jeg indurer ham, og prøver at tænke på noget andet. han rømmer sig, og gør klar til at sige noget mere.

"Oookaaay. hvor kommer du så fra." Jeg svare ham ikke, men vender istedet hovedet den anden vej. okay han redede mit liv, men jeg kunne sagtnes klare mig selv.

"Hvad så med dit navn, mit er Marco." Han retter sig op, og smiler stort. jeg sukker, og hvisker mit navn stille.

"Serah..." Han havde stillet alle sådan nogle spørgsmål, på vej hen til byen, og jeg var godt træt af dem. hvor ville jeg dog bare ønske han ville tige stille.

"Nå Serah. Er du sulten." Han Knipser foran mit ansigt, for at få mig til at se på ham. jeg ryster på hovedet, og lige efter, rumler min mave voldsomt. "En lille smule måske." Han griner lidt for sig selv, og jeg fniser lidt, men så lavt, så han sikkert ikke lagde mærke til det, for hans overdøvende latter var så høj, så man jo nærmest får hovedpine af det. Jeg sukker. Bare jeg dog vare hjemme. "Lad os gå ind i bageren. Måske har de noget gammelt brød vi kan få." Jeg rynker brynene. "Gammelt brød. Det mener du ikke vel." Jeg skal ihvertfald ikke spise noget brød. hør lige mig, diva Serah. nu forstår jeg ligepludslig godt, hvorfor de mobbede mig i skolen. "Vent her." Siger han, og går selv ind i bageren. Det så meget ud som om de kendte hindanen, for bageren smilede venligt, og rakte ham noget brød. jeg sparker til en sten, og ser op på den helt blå himmel. Det var varmt, og ret godt vejr. Lige nu burde jeg jo bruge tiden på at ligge på stranden, og slappe af, måske læse. Men jeg ved at jeg ikke kan slippe ham hvad-det-nu-end-er-han-hedder, ude af syne. Jeg aner jo ikke hvor vi er. hvis jeg nu bare kan få ham til at følge mig hjem igen. Nej, hvad tænker jeg dog på. Det sidste sted jeg har kyst til at tage hen til, er sgu da hjem. Men måske hen til Will. Hun vil da helt sikkert kunne få mit humor op

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...