Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3810Visninger
AA

37. Kapitel 7 Kærlighed uden kendskab 37/88

Jeg skyndte mig igennem haven. Jeg havde fået tøjet lidt for hurtigt på, så det rynkede og krøllede her og der. Det ville nu ikke gøre så meget, da det alligevel forventedes at jeg skiftede før middagen. Hen mod korridoren så jeg pludselig Minelle. Hun bar en stor suppeterrin, som var dekorede med blå og røde roser. En stor suppeskesskaft stak frem, og jeg kunne svagt ane lidt damp stige op fra terrinen.

”Minelle? Er de allerede begyndt?”

”Ja, miss Savage, det gjorde en smule ondt da hun igen var blevet formel med mig. Herskabet sidder og venter inde i skovspisestuen.”

”Så må jeg hellere have fart på, vil du… de være sød at sige at jeg ankommer om et par minutter?”

”Ja det skal jeg nok miss Savage.”

Minelle forsvandt hurtigt ned af korridoren, mens jeg løb den anden vej ned af den. Hurtigt nåede jeg mit værelse, fik hevet den svagt rosa farvede aftenkjole, med kniplinger forneden, frem. Jeg satte hurtigt og vant frisuren op i en knold. Til sidst, nettet og vasket, stod jeg ude foran indgangen til skovspisestuen. Egentlig var det bare en normal spisestue som de to andre vi havde. Grunden til at vi kaldte denne spisestue for skovspisestuen, var at den ganske enkelt var dekoreret efter en skov. Motiver med dyrefigurer, grønne og brunlige farver til borddug, og gardiner. Ja selv tapetet havde dekorerende træer og mos, ja alt hvad der kan befinde sig i en skov. De to andre var luft-og vandstuen. Igen kategoriserede vi dem efter farver, som var hvid og blå.

Jeg tog en dyb indånding, bankede hurtigt på og gik ind med lette skridt. Mama, papa og Colin kiggede nærmest forbløffede på mig. Havde Minelle ikke noget at fortælle dem, at jeg ville ankomme? Eller var de bare overraskede over at jeg rent faktisk overholdte spisetiden? Jeg lod spørgsmålet stå ubesvaret, og satte mig ned, ved siden af Colin, og overfor mama. Papa sad ved bordenden. Minelle måtte havde været der, for suppeterrinen stod på bordet. En fiskesuppe stod foran mig og så umådelig appetitlig ud. Jeg skulle lige til at tage skeen, da papa sagde:

”Abigail! Dine manerer, først bordbøn.”

Det havde jeg helt glemt alt om. Det havde virkelig været længe siden. For hos Rosaline bedte man ikke bordbøn. Jeg takker for alt jeg får hver dag, inklusiv mad, så hvorfor bede gud godt for det på det tidspunkt man er mest sulten? Havde Rosaline indvendt. Jeg kunne kun give hende ret. Alligevel foldede jeg mine hænder, og hørte på papa da han begyndte med ’Vi takker vor herre.’ Da jeg endelig kunne spise, prøvede jeg at beherske mig. Jeg var virkelig blevet sulten, men det kunne jeg ikke vise mama og papa. Det var ikke damet, som de så fint kaldte det. Colin fik dog alligevel lov til, at hungre maden i sig. Min lillebror elskede mad. Han havde det fra mama, der næsten heller aldrig kunne modstå et lækkert stykke kage. Dog var hun engang 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...