Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3816Visninger
AA

18. Kapitel 5 London, mit London 18/88

Samuel P.O.V

Havets saltevind, og duften af byliv fangede mig med det samme. Denne dejlige følelse fik mig altid til at tænke på dagene i London, før mine forældre døde. Mama og jeg der havde klædt os ud som jævnefolk, og nydt den normale ikke formelle opførsel, fra andre mennesker. Hun havde været Ann Gravelle, og jeg Sam Gravelle. Jeg huskede med fryd, den dejlige glødede vin, de søde honningglaserede varme boller. Klovne og jonglørerne, og det sjove dukketeater.

Jeg lagde kinden mod rebet, mens minderne strømmede igennem mig. Der var gået præcist ni år siden de døde. Selv om jeg stadig savnede dem, kunne jeg huske alle vores gode minder sammen, uden at føle et stik i mit hjerte mere.

”Samuel! Kom her ned din dovner og hjælp mig med rebene,” råbte min ven og førstestyrmand Michael Rangham.

”At du tør kalde kaptajnen en dovner Michael!” råbte jeg grinende tilbage, mens jeg svang mig ned fra masten.

”Som førstestyrmand, har man visse privilegier,” svarede Michael med vigtig mime tilbage.

”Ja den er god med dig, hvor er så de reb?”, sprgte jeg smilende. Efter jeg og Michael havde lagt de flere længder tov sammen, gik vi mod rettet. Jeg kunne ikke lide de vinde der pludseligt var kommet over os, og jeg tvivlede på om min andenstyrmand kunne håndtere det.

”Så Jeff, nu er det kaptajnens tur, til at styre hans eget skib,” råbte jeg til Jeff, der stod og havde noget besvær med at holde rettet.

”Hvis de siger det sir,” svarede Jeff neutralt tilbage.

Mens jeg manøvrede skibet mod sin rigtige kurs, lagde vindene langsomt sig igen, og solen som var bag os var på vej ned mod det blå hav. Jeg følte mig glad og opstemt, indtil jeg huskede det jeg havde prøvet at glemme. Ja formålet med hele turen.

”Du, nu gør du det igen Samuel,” sagde Michael.

”Jeg gør hvad Michael?” svarede jeg undvigende. Intet gik forbi Michaels blik, og især ikke når det omhandlede hans venner.

”På hele turen har du skiftevis lignet en der prøver at spise en citron, du kniber øjnene helt sammen, og din mund forvrænges. Du kommer sku til at ligne din tante hvis du fortsætter på den måde Samuel.”

”…”

”Kom nu Sam! Hvad er der i vejen? Jeg ved godt at vi har sejlet fra Nordamerika til London på grund af nogle forretnings investeringer, og nogle indkøb der også skal handles. Men jeg kan ikke undgå at føle at vi også er her i en anden grund. Fortæl nu din gamle ven det!” tiggede Michael til sidst.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...