Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3813Visninger
AA

69. Kapitel 17 Vil du med? 69/88

Jeg fejde gulvet ligeså hurtigt krogulvet som jeg altid havde gjort, men for en gangs skyld var mit hjerte ikke rigtig med i arbejdet. Noget som jeg aldrig havde oplevet før, trængte sig på. Jeg tænkte konstant på det kommende bryllup, og på ballet der skulle komme i dag.  Jeg havde ikke spor lyst til at få Samuel Knight som min partner til Tower kostumeballet.

Sam var ude i nogle ærinder, så jeg kunne ikke udløse min sorg til ham. Hvilket jeg nok ikke ville havde kunnet alligevel. Jeg og Sam snakkede aldrig om vores arrangerede ægteskaber. Tværtimod gjorde vi alt for at undgå det emne, fordi det kun mindede os om vores begrænsede tid sammen. Til tider undrede det mig at jeg kunne være sammen med Sam, som en hel fri pige, uden at skamme mig. Eller for den sags skyld ikke blev påmindet konstant om vores fremtidige adskillelse. Det var bare sådan, at når jeg var sammen med Sam, kunne jeg glemme enhver ubehagelighed. Det var først når jeg var væk fra ham, at smerte langsomt hælede ind på mig. Jeg sukkede tungt, og genoptog fejningen, da jeg så at jeg var gået i stå.

Sam trådte pludseligt ind ad døren, mens han balancerede en tønde over hans skulder. Han satte den hurtigt ned og sagde:

”Hej Gail, jeg tror ikke gulvet behøver mere… medmindre du prøver at feje farven væk.” Jeg smilede og gik hurtigt hen til ham, hvor jeg plantede et kys på hans kind.

”Jeg tror desværre ikke at det ville være en fysisk mulighed… selvom det ville klæde de brædder med en anden farve.” Sam grinte bare og gengældte mit kys, med et længere et på munden.

”Hi Sam er det en ny arbejdsmetode,” grinede Michael der kiggede ind gennem døren. Ved hans side stod Minelle og grinede mens hun rødmede ganske let.

”Det skulle jeg måske spørge dig om Michael Rangham,” svarede Sam skælmsk tilbage.

”Godt ord igen kammerat… kom Minelle vi må hellere lade turtelduerne være,”   sagde Michael, og gik videre, mens han trak Minelle med sig.

”Hej Gail, i dag aften er der The Tower of London kostumeballet. Jeg tænkte om vi to ikke skulle følges ad?” spurgte Sam ivrigt. Selvom alle min bedre og mere beregne bevidsthed, sagde at det var en dårlig ide, kunne det ikke konkurrere med mit hjerte. Det bankede og hoppede og bønfaldt mig om at sige ja. Godt nok skulle jeg følges med min familie, men jeg og Sam kunne jo bare mødes derovre. Det ville være den smalleste sag, at tage mit normale arbejdstøj med. Det ville virke som et kostume for omgivelserne, men Sam ville kunne genkende mig, og jeg ham. Det ville være genialt! Hverken Samuels familie eller min egen ville kunne genkende mig. De vil ganske enkelt tro at jeg er blevet væk blandt de jævnefolk. Hvilket jeg vil være, men uden at de ville kunne se mig. Jo mere jeg byggede på min plan, jo mere overbevidste jeg min kritiske bedre halvdel, at det kunne lade sig gøre.

”Selvfølgelig vil jeg det Sam. Det kunne blive sjovt, men det gør vel ikke noget at vi mødes henne på slottet vel?” spurgte jeg til sidst med hamrende hjerte. Sam smilede glad, tog mig i hans arme og svingede mig stille rundt. Mens han kyssede blidt min pande.

”Selvfølgelig er det okay, der er faktisk lige nogen par små ting jeg selv skal ordne først, så jeg ville ikke havde haft tid til at hente dig. Nå tiden løber min pige, jeg må skynde mig. På gensyn så længe,” sagde Sam hurtigt. Jeg vinkede stille efter ham, mens jeg var opfyldt af glæde og bekymring, for hvordan aftens udfald ville blive.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...