Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3811Visninger
AA

86. 86/88

 tårevælede mama. Mr. Knight var helt rødglødende af raseri, som han kun lige så ud til at beherske. Støjen blev lidt mere tydelig udefra korridoren, men mr. Johnson Knights stemme overdøvede den.

”Så er det hermed afgjort der bliver intet bryllup! Og i to skal allerede i dag væk fra England, kom Polly vil skal have vores tåbelige nevø sendt af sted.”

”Også dig Abigail, vi får fat på en togbillet med det samme,” sagde papa med sørgmodige, vrede øjne. Flere skrig og råb lød ude for korridoren at alle forbløffede nåede at vende sig om, da nogen med et højt rabalder gjorde sin entre. Jeg vendte mig forbløffet og så alle mine venner, svedende og med tøjet i uorden.

”Gail!.. Sam…” gispede Rosaline med stor åndedrætsbesvær. Jeg kiggede mig overrasket rundt, hvor var Sam henne, var han her!?

”Gail, Sam det er os, vi ved hvem i er… eller, nej i ved ikke hvem i er,” gispede Minelle forvirrende. Ud af øjenkrogen havde jeg set mama og papa rejse sig, de stod lige bag ved mig. Åh nej, nu ville mine venner også blive afsløret at de havde tilbragt tid sammen med mig. Malcolm og Jack så de tomme pladser og skyndte sig, med deres beskidte tøj, at sætte sig på dem. Jack kiggede Colin dybt i øjnene, hvor denne så ud til at kunne falde om af betagelse eller skræk, for det lille rødhårede væsen. Malcolm gav sin beskidte lab til Dolores der forarget rejste sig op.

”Sam er Samuel Knight… og Abigail Savage er Gail,” sagde Daphne forpustet men fattet, efter de fleste havde fået vejret. Minelle og Michael lå og åndede tungt på marmorgulvet, mens professoren, Rosaline og Daphne stønnede i kramper mens deres knæ bøjede.

Jeg vendte mig med et sæt, da ordenes betydning gik op for mig. To store gulgrønne øjne kiggede intens på mig. Hestehalen som Samuel Knight altid gik med var som revet væk, og det træbrune hår lage sig perfekt om det ansigt jeg nu kunne genkende. Jeg stirrede længe, men havde svært med at tro på hvad mit syn fortalte mig. Var det virkelig Sam der stod foran mig? Hvordan kunne jeg være sikker? Jeg rev hatten af, og løsnede med rystende og brutale bevægelser min stramsiddende frisure, så mit sorte hår dalede blidt ned af min ryg.

”Gail!” råbte han, med genkendelsen lysende ud af øjnene.

”Sam!” råbte jeg ligeså højt, for nu var jeg ikke i tvivl. Hvordan Sam lige pludselig stod i Samuels sted og klæder, havde jeg ingen anelse om. Det var svært at fatte at Sam havde været Samuel Knight, den mand jeg hadede mest af alle, hele tiden.

I lang tid var der ingen der sagde noget. Mine venner kunne næsten heller ikke, de var mere eller mindre gået døde om på gulvet. Vores familier fattede ikke hvad der skete, ligeså vidnerne, der ikke vidste hvad de skulle gøre. Sam øjne lyste af en let tvivl og af målløshed. Jeg smilede glad og småløb hen imod ham, med kjolen hængende efter mig. Han sendte mig et smil, og lod mig løbe ind i hans favn. Vi stirrede ind i hinandens øjne, som vi kendte så godt. Vi stod sådan længe indtil vi var helt overbeviste. Jeg kunne ikke tro det, den mand jeg allermindst ønskede at gifte mig med, var pludselig blevet til den jeg allermest ønskede at gifte mig med. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Tænkte jeg med et smil på læben.

En tanke faldt mig ind, så jeg vendte mig mod dokumentet der nærmest lyste som en engels glorie, som den klareste velsignelse fra himlen. Med Sams arm omkring mit liv, kiggede vi med skjulte smil på vores meget forbløffede forældre og værger. De kunne ikke forstå noget som helst af situationen, og ville heller ikke komme til det uden en forklaring. Jeg kiggede Sam dybt i øjnene, og nikkede mod dokumentet. Stille og let, som havde vi været på tur i skoven, gik vi mod det korte bord, og underskrev begge. Sam tog dokumentet op, og gav det til et af vidnerne, der stirrede skiftevis på os og på vores forældre, der virkede helt paralyserede.

”Bare rolig, når vi først har forklaret dem det, skal det nok gå videre til jer,” sagde jeg med et snu smil. Vidneren nikkede roligt og gik ud med de andre i hans følge. Jeg og Sam kiggede på hinanden uden at sige noget, vi stillede os ud på midten af forsamlingen, og som var vi midt i et teaterstykke kyssede vi dybt og længe. Så gik det hverken værre eller bedre end at mrs. Polly Knight besvimede da vi trak mundene fra hinanden.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...