Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3692Visninger
AA

70. 70/88

Samuel P.O.V

Jeg gik raskt ned af gaden, hvor jeg kunne høre vinen svulme inde i den forseglede tønde. Folk så overrasket på mig når jeg hurtig og med et glædestrålende ansigt gik forbi dem.

”Når der er de mr. Gravelle. Jeg var lige ved at være bekymret for min vin.”

”Det behøvede de nu ikke mr. Wescott, deres vin var hele tiden under tryg bevaring,” svarede jeg glad, mens jeg satte vintønden på kærren.

”Det er godt at høre,” sagde mr. Wescott mens han roede i sin pung.

”Værsgo min dreng, det aftalte beløb.” Jeg tog taknemmelig imod mønterne, og lod dem glide ned i min lomme.

”Nå min dreng, nu hvor vi har klaret det, så ville de måske lige forklare mig hvorfor alle er så opstemte i dag? De unge kan dårligt snakke om andet end om slottet Tower of London.”

”Jeg tror de er ophidsede omkring de kommende bal der bliver opholdt af kong George, det sker faktisk hvert år,” svarede jeg lidt fraværende.

”Nå er det bare det de snakker om, jeg tro… , stoppede mr. Wescott forbløffet op, det ser grangiveligt ud til at de selv skal med, unge mr. Gravelle. De har måske allerede en aftale med deres hjerte?” sagde mr. Wescott drillende. Jeg kunne mærke mine kinder blussede en anelse op. Kunne det virkelig ses på mig? Jeg kiggede på mr. Wescott, en ældre herre, med et brunt skæg, der var begyndt at blive gråt. Stokken holdte han stramt med den ene hånd. Jeg smilede erkendende.

”Ha ha! Jeg vidste det. Ja var bare man ung igen, så havde man taget lille mor derhjemme med til bal,” grinede mr. Wescott godmodigt videre.

”Nå, nå skal vi allerede køre?… nå ja alle har jo travlt nu til dags, mor dem nu godt til ballet mr. Gravelle, på gensyn.” Jeg nikkede til farvel hilsen, og gik hurtigt gennem den støvede gade. Mine tanker kredsede omkring problemet med miss Savage. Jeg huskede hvor irriteret jeg var blevet efter onkel havde sagt, at for min egen skyld, burde gøre nærmere bekendtskab med miss Savage. Den absolutte værst tænkelige frokost, jeg i mit liv havde oplevet. Det var ulideligt at skulle se på miss Savage, som faktisk havde mindet en smule som Gail, samme skikkelse, dog var hun nærmest en modsætning til Gail. Længe skulle man lede efter sådan et koldt og hovmodigt pigebarn. Godt nok havde jeg heller ikke hjulpet samtalen mere på gled eller været mere imødekommende. Det ændrede bare ikke de beviser på at jeg og miss Savage ikke kunne udstå hinanden. En smule ærgerligt da jeg mægtig godt kunne lide hendes familie. Især mr. Savage, der havde en interessant tanke omkring handel og industrielle værdier. Jeg havde følt mig fristet til bare at ægte hans lille forkælede datter, for at kunne få flere gode snakke med ham. Og mrs. Savage var også en sød og beregnede kvinde. William så ud til at komme det godt ud af det med den unge mr. Savage… var det ikke Colin han hed? Faktisk var jeg meget mere glad for min kommende svigerfamilie, end jeg var for min fremtidige hustru.

Det havde heller ikke hjulpet med det åndsvage slør hun havde. Ikke på et tidspunkt havde jeg kunne se hende ind i øjnene. Jeg sukkede dybt og gik hurtigere videre, mens jeg undgik folk der gik med fisk, spande og andre redskaber. Jeg havde tit tænkt på at invitere Gail, med til Tower of London kostumeballet. Jeg havde oplevet det to gange før. En sjov begivenhed alle kunne være med i. Selvom man blev delt op i sit blods herkomst.

Om jeg ville tilbringe mine to sidste måneder med en kvinde jeg ikke elskede, og som ligefrem frastødte mig? Nej, selvom både Gail og jeg var afsatte, ville vi nyde hvert et sekund af den tid vi havde tilbage. Selvom vi efter vores ægteskaber stadig ville kunne se hinanden, ville vi alligevel slutte vores forhold. For hvem ville kunne være så tæt på deres hjertenskær uden at måtte røre vedkommende? Man ville blive vanvittig af sorg og angre, og måske misundelse. Jeg gik stille videre en tid. Jeg kiggede på nogle bydrenge der legede med en bold. Små drenge der engang ville blive mænd, gad vide hvordan de tænkte på fremtiden? Jeg lo lidt af mig selv. Det lignede slet ikke mig at hengive mig til dybere tanker, det måtte havde været kommet af at blive forelsket.

Det var også svært at holde sin rigtige idensitet skjult, for den pige man kunne lide. At måtte komme med små nødløgne for at kunne deltage i de hemmelige ægteskabsforberedelser huede mig ikke. Alligevel var det bedre end at påminde hende, og mig selv om at tiden var knap. Jeg kunne længere nede af gaden se kareten holde under et træ. Michael stod, med Minelle i en varm omfavnelse. Det gjorde mig noget misundelig og forundret over at Michael kunne få noget jeg ikke kunne få. Og kun på grund af at jeg var af en rigere herkomst end ham. Jeg rystede mildt på hovedet, og gik hen til kareten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...