Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3825Visninger
AA

54. 54/88

Jeg (miss kelly): ”Det bliver nok lidt svært mrs. Patterson, da hun døde i 1714.”

Minelle (Mrs. patterson): ”Åh ja som tiden dog flyver, så må vi finde hendes børn, børnebørn og kondolere.

Mens vi kørte de humoristiske replikker igennem, grinede folk mere og mere. Jeg var bristefærdig af stolthed over mit stykkes succes. Jeg ønskede blot altid at stå på scenen og spille. Vi sluttede, og jeg kunne allerede se, at folk begyndte at tænde lys op, fordi solen nu var på vej ned. Da vi bukkede, havde jeg en hel solnedgang der strålede til takke for mit komediestykke. Senere, mens jeg skiftede tøj, og samtidig prøvede at få Jacks hår til igen at sidde normalt, inden han begyndte at blive helt hysterisk af vrede.

”Det gør ondt Gail,” sukkede Jack anklagende, mens han selv hjalp med at rette slangekrøllerne ud med vand. Jeg havde kigget lidt på de andre skuespil, før både jeg Minelle og Jack trak os tilbage til teltet. Jeg kunne svagt høre de højtråbende teaterstemmer. Det var ikke mange der skulle optræde i dag. Det var i morgen, hvor markedspladen ville være propfuld med teaterfolk.

”Vi er snart færdige. Du var utrolig god Jack! Ingen pige ville havde kunnet gjort det bedre,” sagde jeg lykkeligt, mens jeg kyssede hans lille røde hoved. Rosaline kom ind, og kiggede nærmest moderligt på os, med hendes grå øjne.

”Jeg skal nok rette Jacks hår ud, skynd dig nu bare at komme i den yndige kjole, min pige,” sagde Rosaline med en stolt smil. Jeg fik hurtigt smuttet i min kjole, og overvejede om jeg skulle sætte håret op eller ned.

”Gud.. Hvor er du smuk Gail,” sagde en forbløffet Minelle. Hun var selv kommet ud af sit kostume, og havde den yndigste irgrønne kjole på. Kjolens syninger var anderledes end mine, og i stedet for en hvid sløjfe foran brystet, havde hun en lille grøn sten. Hendes rødbrune hår hang ned, så det nåede hende til skuldrene.

”Du er også yndig Minelle. Din kjole minder mig om en eng, og dit hår minder om solen der skinner.”

”Tak Gail, sagde Minelle lidt klodset, mens hun rødmede, du burde selv lade håret været løst. Jeg er sikker på at det vil klæde dig.” Jeg gjorde som hun sagde, selvom jeg selv fandt mig noget barnlig med det løsthængende. Mit sorte hår nåede mig helt ned til livet. I denne kjole var det som at den kun tog sig bedst ud med løsthængende hår, for det klædte mig. Jeg kunne tydeligt konstatere det, da jeg kiggede ind i det ophængte spejl. Rosaline stod næsten helt grædefærdig med en Jack der havde et noget forbløffet udtryk. Jeg kom næsten til at le af deres reaktioner.

”Åh mine piger, ” sagde Rosaline rørt. Jack råbte arrigt op og sagde at han i den grad ikke var nogen pige, hvor Rosaline så råbte tilbage at hun aldeles ikke havde talt til ham. Jeg og Minelle flygtede leende ud af det lille råbende telt. Vi mødte hurtigt Sam og Michael, der nærmest slugte os med øjnene. De så nu også noget mere finpudsede ud, end før vi havde set dem i arbejdstøjet. Jeg kunne tydeligt se scenen igen. Malcolm og hans kammesjukkere spillede for fuldt tryk. Malcolm lignede nu mere en fuldrik end han plejede. Hans skæg var vådt, og hans smilte så meget at man kunne se hans ikke så hvide perlerække. Folk var nu ligeglade om hvordan han tog sig ud, 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...