Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3699Visninger
AA

36. 36/88

kan gøre på kommando. Det samme galt hans hænder, som var en smule skinnende. Lyset reflekterede nemlig i sveden der udsprang af nervøsitet og fornægtelse. Den måde han bevægede sin krop på, som gik han let i stød, forklarede også hans utilfredshed, hvilket næsten er umuligt at efterligne til perfektion. Endnu var der ingen skuespiller jeg ikke kunne gennemskue, så hvis det var tilfældet med Sam, ville han være den første.

Jeg stoppede mine allerede kørende tanker, da jeg kunne se taget af Savage palæet.  

”De behøver ikke at følge med længere mr. Gravelle, mange tak fordi de fulgte mig hjem.”

”Er de sikker? Jeg ville nu føle mig mere tryg ved at følge dem helt hen til porten,” svarede Sam, med en stemme jeg ikke kunne definere.

”Det er virkelig venligt af dem, mr. Gravelle, men det ville være bedst hvis det kun er jeg. Der ville let kunne opstå rygter, hvis de så dem sammen med mig,” sagde jeg. Det var i hvert fald den halve sandhed. Der ville i den grad opstå rygter, men også i høj grad om hvem den mystiske kvinde var. Hvis jeg ikke var forsigtig kunne jeg let blive afsløret.

”Ja selvfølgelig, men jeg står her og venter på at de er gået igennem porten… det er vel i orden ikke?”

”Hvis de gerne vil det, så klager jeg ikke. Men vil de kunne se om jeg går ind eller ej, her er jo trods alt ravnesort.” Sam smilede, mens han sagde:

”Deres hud lyser noget op her i måneskinnet. Jeg vil kunne se dem hele vejen.” Jeg var virkelig glad for at det var så mørkt, ellers ville Sam havde set mine kinder brænde rødt.

”Jamen så, på gensyn,” sagde jeg genert og løb videre mod stien. Da jeg nåede den høje sorte port, vendte jeg mig om og så Sam vinke. Jeg vinkede selv tilbage, og kunne faktisk konstatere at min hud var hel spøgeles hvid, her i månelyset. Jeg kiggede mod hvor Sam havde stået, mens jeg konstaterede med tilfredshed med et strejf af skuffelse at han var gået.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...