Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3698Visninger
AA

30. 30/88

          ”Åh jamen der er jo nogen der ved det, Rosaline, Bedstemor Clementine, og nu dem. Hvis mine forældre finder ud af at deres datter arbejder og mænger sig med pøblen, vil jeg blive afskåret for livet, ja måske ville de ikke en gang lade mig komme udenfor igen,” svarede jeg hånligt henvendt til luften der i for mig havde antaget skikkelsen af mama og papa.

          ”Ja det kan jeg godt se,” sukkede Minelle, mens hun gumlede lidt i et tot af hendes hår, som havde revet sig fra af den opsatte knold.

          ”Så ikke et ord til nogen okay?” spurgte jeg lidt oplivet.

          ”Jeg sværger miss Sav… miss Sterling mener jeg, jeg siger det ikke til en levende sjæl, så længe jeg går på guds jord,” svarede Minelle ganske højtideligt.

         ”Desuden, så har de jo hjulpet og dækket for mig, lige siden jeg ankom til palæet. Så det ville være utænkeligt at jeg ikke kunne gøre noget så banalt som at holde på deres hemmelighed.” Jeg nikkede glad. Med hensyn til vores skrammer var de ikke så slemme, at de ville skabe større infektioner, så mens jeg og Minelle snakkede, rensede Rosaline vores sår. Minelle insisterede på at bruge sin fridag på at hjælpe til på kroen, selvom jeg synes det var lige i overkanten med al den hjælpsomhed. 

Alligevel viste det sig at blive ganske hyggeligt. Når Minelle kom ud mellem jævnefolk ændrede hun helt karakter. Hun var altid så ydmyg, ja nærmest skræmt når hun opvartede os derhjemme i palæet. Hun svarede næsten altid med enstavelsesord. Jeg kunne næsten ikke genkende hende da hun gik rundt og konverserede med mig, som var jeg virkelig bare hendes arbejdskollega og ikke en del hendes herskab. Vi arbejdede mens vi spøgte og sang. Jeg tror aldrig jeg havde nydt en jævnaldrendes piges selskab så meget før. Jeg havde godt nok venner i de finere kredse, men de var altid ens. Små overdådige pyntede pigebørn, der ikke kunne tænke en ærlig tanke selv. Eller det var faktisk ikke sandt, mange af dem var faktisk vældig godt begavet. Trist nok var de bare underkuede af deres forældre, at de næsten ikke turde sige noget, der omfattede politik, enevældestyret, eller om forretninger. Deres mødre havde plantet i hovedet på dem, at det ikke var damet. Vi levede i det 19 århundrede, men til tider føltes det som om vi levede i den mørke middelalder.

 

Ligesom i et Boulevardteatre, kunne man fornemme de indøvede rutiner på kroen. Som et billede i bevægelse. Jeg elskede nu dette billede af mig, Rosaline, serveringspigerne, og kokkepigerne udfører vores arbejde.

Solen havde besluttet at skinne hele dagen, så det var kun da den begyndte at gå ned, at vi tændte stearinlysene, og fik tændt olielamperne på væggene. De fleste gæster var gået hjem, da vi holdte tidelig fyraften. Vi skulle nemlig diskutere planerne for vinter markedsfesten, da alle skulle havde deres boder sat op, og der skulle bruges tid på reparationer af de gamle telte, og nogle skulle også holde øje med maden. Ja der ville være nok at gøre. Det hele krævede en tidsplan, en slagplan, som Rosaline kaldte det. Hendes kinder var oppustede, hendes ærmer godt foldet op, og forklædet bundet stramt rundt om hendes omfangsrige mave. Jeg og Minelle kunne næsten ikke lade være med at grine af hendes fremtoning, hun lignede til forveksling en der skulle ud i krig. Først skulle Rosaline snakke med Mary og de andre køkkenpiger, hvilke om tidspunkter de søde honning kager skulle ankomme til markedsfesten.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...