Fisk eller Diamant

Abigail Savages er en 18 årig ung grevedatter der bor i 1800'ernes England i London. Abigail har pligter og banketter hun burde overholde. Dette huer bare ikke den utilregnelige Abigail der elsker at arbejde i de uformelle kredse, og især som kropige.
Et arrangeret ægteskab truer snart denne dobelt identitet som Abigail længe har nydt glæde af. Men hvad gør man når både gud og skæbnen laver de mest mærkelige komplikationer?

4Likes
2Kommentarer
3803Visninger
AA

12. 12/88

mine bedstevenner, som jeg kunne tale om alt med. Han vidste ikke at jeg i virkeligheden var Abigail Savage. Rosaline havde forbudt mig at give ham de oplysninger, da hun mente at det ville være risikabelt at afsløre så vigtig en hemmelighed til en fulderik… jeg kunne kun give hende ret.

Efter mig trak jeg en meget lidt begejstret Jack. Jeg havde tvunget ham til at tage et hurtigt bad, hjemme hos Rosaline. Den stakkels dreng havde været mere beskidt end et helt kullager. Jack havde højlydt beklaget sig, og nægtede pure at få hældt koldt vand over sig. Da jeg så truede med at der ingen mad ville være, havde han lyttet til sin rumlende mave, og til sidst givet sig.

Jack Fox var egentlig en smuk dreng, med den klassiske engelske hvide hud, sit smukke halvlange røde hår, og fine træk i sit ansigt. Ved gud! Når han var ren kunne han nærmest forveksles med en pige. Mens jeg prøvede at opmuntre Jack, hørte jeg en dejlig forsamlings latter, og den højlydte lyd af glas og kopper der blevet slået sammen. Jeg skyndte lidt på Jack, mens vi småløb hen af vejstenene. Et stort skilt med navnet, The Golden Appels, prægede en træbygget kro, hvor der også var malet tre gyldne æbler. Små glaslamper hang med søm på de stolper der holdte taget, mens vinduernes ruder, svingede mellem lys og skygger, og afslørede aktivitet indenfor. Der var blevet helt mørkt nu, og en halvmåne hang så smukt på den mørke himmelbue. Hele aften summede af hygge og en dejlig mystisk stemning.

”Hvor smukt,” hviskede jeg betaget.

Jack kiggede overrasket på mig, han havde set disse scenerier, lige siden han blev født. Han kunne da godt se at det var meget pænt, men ligefrem smukt? Jeg havde også selv snart i to år skiftevis set London om aften, men jeg blev aldrig træt af at beskue den.

Hånd i hånd trådte jeg og Jack ind over dørtærsklen. Jeg spejdede over de mange hoveder for at få et glimt af Malcolm. Heldigvis så jeg ham også sidde ved et bord, med fire af sine venner, to mænd, og to kvinder. Jeg og Jack manøvrede os gennem trængslen, mens folk skiftevis banede eller gav genkendende lyde fra sig.

”Hi Malcolm,” svarede jeg smilende.

”Jamen djævlen i det høje, er det ikke min lille pige Gail!” svarede Malcolm en smule beruset.

”Ja når du ikke besøger mig, må jeg jo gennemtrampe London for at finde dig,” svarede jeg drillesyg.

”Nå ja Gail, du ved der kom noget…”

”Du glemte det, ikke Malcolm?” ”Åh glemme og glemme, lad os sige at erindringen forsvandt,” kluklo Malcolm.

”Det er det samme,” svarede Jack rapt.

”Nå hvem har du så taget med Gail, sikken en sød lille pige. Hvad hedder du min ven?”

”Skal du have en på trynen din gamle idiot, jeg er sku ikke nogen pige,” hvinede Jack arrigt, og tog sine knyttede hænder frem.

”Jack dog!” svarede jeg belærende.

Først kiggede Malcolm længe på Jack, hvorefter han hvinede af fryd, og slog sig på låret  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...