The ignorant: Sins of the past

Hun var engang en af New Jerseys mest berygtede tyve. Et hukommelses tab ændrer vejen i hendes liv. Hun ender på gaden intetvidene om hendes fortid og om hvordan, hun skal håndtere fremtiden. For det kan godt være, at hun har glemt sin fortid, men det har resten af New Jersey ikke.
Hun møder en dreng, der hjælper hende ved at forstå virkeligheden, og pludseligt går hendes fortid op for hende bid for bid. Sandheden rammer hende, om det så er grusomt eller ej.

0Likes
1Kommentarer
1160Visninger
AA

2. Vinter kulde

Hun lå sammenkrøbet på bænken, da solen så småt begyndte at vise sig. Hendes læber var helt blålige og hendes hud snehvid. Kulden kunne ses overalt på hendes krop, og frosten havde lagt sig som et lag på hendes dynejakke. Alligevel lukkede hun blidt sine øjne op, da hun vågnede op af larmen fra traffikken. Men det var med besvær, for frosten havde også lagt sig på hende øjne. Hun følte, at hun var frosset til is, da hun langsomt bevægede kæben. Hun åbnede munden op og lukkede den igen, da hun mærkede smerten. Hendes hånd gled ned over bænken og støttede hende op og sidde. Hendes øjne flakkede rundt på traffikken, og de mennesker, der så overrasket på den helt tilfrosede pige med den farvefyldte hue. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, som når man slipper et helt bur fugle løs på samme tid.

Hvorfor sad hun der?

Hendes hånd rørte blidt ved hendes højere kind, da hun mærkede en smerte. Ikke som før, men værere. Som om at hun havde fået et ordentligt slag i hovedet, hvilket hun igså havde. Hun fik straks den idé, at hun kunne have flere sår, buler eller blå mærker. Og det havde hun også. For at sige det lige ud var hele hendes krop gul og blå, det havde hun bare ikke bemærket før nu. Hun vidste ikke, at hun faktisk var blevet påkørt her i nat.

Hun kunne intet huske om noget. Som om at nogle havde revet hele hendes liv ud af hovedet på hende. En anelse klodset fik hun sig selv op på benene, men skulle støtte sig op af armlænet på bænken for ikke at falde sammen. Hun tog sig frustreret til hovedet, mens hun prøvede at huske. Hun prøvedede så hårdt, at hun fik en bedrøvet rynke mellem øjenbrynene. Hun følte sig så endeligt fortabt. Så begyndte hun af gå planløst fremaf, bare for at se om der kom et eller andet, der kunne redde hende fra den tomhed, hun havde.

De mennesker, der gik forbi hende sendte hende forkerte blikke. Blikke, der sagde afskyligt, men hun havde ikke en jordisk chance for at vide hvorfor, og derfor blev tomrummet bare endnu større. Hun havde lyst til at sætte sig ned og græde, men slentrede bare fremaf nytteløst.

"Derhenne!" råbte en mand, og pigen så op fra jorden. Hun blev forskrækket, da en mand i blå uniform var på vej hen mod hende. Det var politiet, det vidste hun. Udenvidere begyndte hun at løbe væk fra manden i panik. Hvad skete der? Hun så sig op over skulderen og så nu tre mænd løbe imod hende hvilket forudsagede, at hun straks læb stærkere selvom, at hendes ben var ved at falde sammen under hende.

Hun løb ind af en sidegade med mændene lige bag sig. I skræk hoppede hun hen bag en beskidt skraldepand, og så mændene løbe lige forbi hende. Hun udstødte et lettet suk, men rejste sig ikke. Hvorfor løb politiet efter hende?

Hun følte sig mere forladt end før og lod sit hoved hvile mod den kulde stenmur, hun sad op ad.

 

Hun havde vendt huen på vrænge og trukket den helt ned over hovedet, da hun ikke ville på flugt igen ligesom før. Hun forstod ikke, hvorfor at de var løbet efter hende, men hun vidste, at hvis de så hende igen, ville det samme ske.

Hun gik igen gennem gaderne med håb om, at finde nogen eller noget, hun kendte. Hun huskede stadigt intet. Hvor kom hun fra? Nogen måtte da kende hende. Èn eller anden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...