Vampire And Death.

Izabylle bor sammen med sin familie og sine venner, men da hun møder Charulz bliver det hele anderledes. Det er forelskelse ved første blik, men det går ned af bakke da Izabylle finder ud af Charulz har en hemmelighed for hende, men han vil ikke fortælle hende, hvad det er for en hemmelighed. Da hun endelig finder ud af, hvad hemmeligheden er ville hun ønske hun aldrig havde fundet ud af det.

9Likes
12Kommentarer
1834Visninger
AA

5. Første øjnemøde ~ Izabylle.

Denne morgen fortsatte på omtrent samme måde, som dagen før, bortset fra vejret. Solen havde trukket sig tilbage, bag de halvt mørke skyer, men vinduet var åbent, som i går. Jeg skyndte mig at lukke det, for denne morgen var kulden bidende og svang sig hen over min skrøbelige og i forvejen kølige hud. Den fik små prikker til at hobe sig op på min arm, mens jeg skuttede mig. Ellers fortsatte morgenen som den tidligere.

 

Jeg kørte selv i skole i dag, og parkerede bilen i det fjerneste hjørne, hvor jeg i en sum tid lod den stå på tomgang. Jeg betragtede den åbne plads i nogle minutter, alt så ud som i går, undtagen vejret, som gjorde den lille skole kedelig og trist. Asfalten var våd, på grund af vejret fra natten. Jeg lyttede lidt, hvorefter jeg hev nøglen ud og det brummende monstrum, som jeg var omsluttet af stoppede lydigt den højlydte knurren. Mine nærmest skrigende oliven grønne øjne flakkede hen over pladsen igen, mens jeg luntede over mod skolen. Kulden kraglede ind under min forårsjakke og fik mig til at skælve svagt, umærkeligt fordi jeg løb. Jeg granskede kort og valgte så retning, mod den første time, hvilket, efter skemaet, var historik/viden. Jeg rynkede panden et øjeblik. 

Faget var nyt for mig, men jeg ville skyde på det sikkert var en blanding af historie og kristendom, på en eller anden ny måde. Jeg grublede ikke længe over det, da jeg satte mig på et af de tomandsborde som klassen var temmelig rig af. Stolene var af noget gammelt og knirkende træ, sikkert birk eller andet massivt træ. Dets årer snorede sig ind og ud fra hinanden, og bragte et specielt træ mønster frem, som sikkert kun jeg spildte min tid på at studere. Eleverne fumlede rundt ved hinanden, men fandt langsomt frem til deres egne pladser efter at klokken har haft ringet.

 

Alle bordene var optaget, hver en plads, dog set bort fra den ved min side. Stolens træoverflade, som var betrukket af blødt pudetræk som gjorde det bedre at sidde ned, var fortsat tom. Jeg spekulerede ikke længere over det, efter at læreren kom ind. Hr. Wilson, hvis øjne gang tungt omkring kinderne på ham.  Poserne under dem udgjorde samme mørke farve, hvilket fik ham til at se træt ud selvom at hans mine var blid og smilende. Han havde varme toner i ansigtet og helt ud til fingerspidserne, hvilket holdte om et rullende Tv. Han trak det på plads og satte en film på, en sørgelig fortælling om krigen i Japan for mange år siden, Pearl Harbor, det var dens navn. Sådanne kærligheds historier rørte mig for det meste ikke, men det var nok til at fange min opmærksomhed i lang tid.

Pludselig lå der en skygge hen over mit bord, jeg stirrede lidt på den og lod blikket falde ned. Under bordet var to ben lagt over hinanden ved anklerne, tydeligvist Diesel bukser, længere oppe var endnu et exemplar af mærkevarer, hans T-shirt havde et lille mærke øverst: Humör. Jeg sank en tøvende klump og mit hjerte speedede, i meget hurtig fart, op. Jeg smeltede sammen inden i, blot af den behagelige duft som hang i luften ud fra ham. Men jeg stivnede meget hurtigt da det gik op for mig, at han stirrede den modsatte vej af mig, mod vinduerne.

Filmen sendte et blegt lys ud, som skiftede i takt med at billedet skiftede i fjernsynet. Jeg kæmpede med vejret et øjeblik og den strøm der hang ud fra ham, det fik mig til at holde blikket på hans nakke. Det lignede, at han holdte stift om sin mund og næse med begge hænder, som om han forsøgte at kvæle sig selv.  Det var et stramt og voldsomt tag, men jeg var ikke sikker. Den eneste grund til jeg kunne se, at han brugte kræfter, var fordi hans arme nærmest sprang af muskler. Men det var heller ikke til at sige, eftersom lyset kunne spille med mine øjne. Men det lignede meget, at han bevidst ikke ville se eller vende sig mod mig. Jeg sukkede lavt og rykkede mig så langt væk muligt, fra ham.

 

 

Acelya insisterede på at jeg skulle smage en af de lækre pizza stykker og mig, som faktisk ikke havde lyst til noget som helst, takkede pænt nej.  Men alligevel lagde hun en på min bakke og skubbede mig hen til en plads, fyldt op af resten af hendes venner. To andre drenge, den ene var høj og havde noget blegt hår, som formede sig hængende omkring hans lange tynde ansigt, sad rundt om bordet. Hans hud var bleg, og gjorde hans røde armbånd som sad stramt om hans håndled, utrolig skrigende i farven. Mine øjne lagde ikke mere vægt på ham, før de trodsigt lagde sig på drengen ved siden af: Lille og tyk, med et lille rundt hoved som var dækket af sorte små hår stubbe, på toppen. Han havde meget brune øjne, og ned over dem hang en bleg delle som gjorde hans øjne smalle. Fire piger som han sad og snakkede med, mens deres grin engang i mellem blev til ét. Det lød en smule u-hamonisk, og fik lyden til at gribe fat og en og vride en. Jeg smilede falskt, og lagde mærke til de høje og tynde piger, som alle lignede hinanden. Jeg undrede mig over det, men inden jeg nåede at spørge ind til det, afbrød Acelya mine tanker.

”De er trillinger, og Juill er bare efternøleren,” hun lo højlydt sammen med de andre, da vi satte os, og gjorde lyden af latter en smule mere tam, og den vred lidt mindre. Acelya havde svaret på mine tanker, og det fik mig til at smile mere højtideligt. Hun så tøvende på mig og smilede let.  ”Hvad er der?” hun puffede drillende til mig og forlangte et svar, som hendes blik sagde. ”Ikke noget, du svarede bare lige mine tanker. Ikke andet.”  

Og så begyndte snakken mellem dem, mens jeg sad og stirrede forbi dem og helt hen til den anden ende af cafeteriet, hvor indgangen var. Mens samtalen kørte på alle sporene overfor mig, stirrede jeg på den dreng som netop lige var kommet ind af dobbeltdørene. Jeg tog mig selv i, at åbne munden af bare begejstring, efter at se var der ingen der lagde mærke til noget, andre end mig selvfølgelig. Jeg lukkede den hurtigt igen, og prøvede yderligere at ignorere ham. Umuligt, indvendte jeg og rejste mig. Helt uden at tænkte, rejste jeg mig og tog min bakke og begyndte med målrettet blik at bevæge mig mod det bord, som han netop havde taget plads ved.. Alene. De andre ved bordet begyndte at sende lange blikke efter mig og Acelya skulede vredt mod mig, efter hun opdagede min mission:

Jeg ville bide i det røde æble.

 

Jeg smed min bakke på hans bord, meget bestemt og satte mig derefter med et lille ryk. Han stirrede panisk på mig og lignede et øjeblik en sindssyg, der forsøgte at skjule sin vrede. Set bort fra dette udtryk i blikket, var han så fantastisk smuk. Hans kæber var meget tydelige formet ved hans hoved, hans blege hud fik hans mørkeblå øjne til at lyse ud fra ham. Jeg bed specielt mærke i at hans perfekt formede øjne, var indrammet i de smukkeste vipper jeg nogensinde havde set. De bevægede jeg elegant i takt med han blinkede, ligesom alt ved ham var så elegant at man ville følte sig klodset ved siden af ham. Nuancerne i øjnene fik en til at lægge mærke til hans formede øjenbryn som startede den smukke glatte pande. De lavede også en perfekt bue, som var kommet frem efter det nye udtryk: Fornærmet og afvisende.

Jeg forstod det ikke, men jeg valgte ikke at bore for dybt i det, hvem ved, måske ville jeg få svar på det nu. ”Undskyld jeg forstyrrer din frokost, men jeg bliver nødt til at spørge om du bor her i egnen?” Jeg slog mig selv i hovedet tusind gange i mine tanker, men løftede ikke en finger i virkeligheden. Jeg ville virke cool og ligeglad. ”Ja, det gør jeg.” Jeg kunne tydeligt se at det var svært for ham at svare. Som om han ikke kunne få et ord ud over hans fløjlslæber, men de kom: hårde og fornærmede. ”Du ligner ikke en der bor her.. Har du før boet på Nordpolen, Grøndland.. Eller måske Alaska? Det er måske mest realistisk. Jeg har familie i Alaska… Hvad har jeg gang i?” De sidste ord understregede min handling. Jeg rejste mig hurtigt, og løb ud af døren. Kulden fra ham, som jeg havde vænnet mig en smule til, fik mig til at føle den normale temperatur omkring mig, varm. Selvom den nok lå omkring de 16-19 grader. Jeg havde ladt bakken stå og efterladt publikum med åben mund og uafsluttede sætninger i munden. Jeg sukkede og satte mig ind til næste time, hvor vi efter skemaet skulle have Grammatik i Øvrige fag. Jeg sukkede tungt og mærkede varmen stige i mig, de sekunder efter selve pinligheden. Hvad fanden gik der af mig?

 

Da timen begyndte kom han ikke, selvom han muligvis skulle have siddet ved siden af mig igen, for pladsen ved siden af mig var tom. Eller også var det fordi Acelya havde valgt at sætte sig ved siden af en anden. Det var ikke til at sige, men det var der en ting der var: Acelya var sur på mig, og dermed også hendes venner. Og den mystiske dreng hadet mig og prøvede med mest muligt at undgå mig…

 

Dagen sluttede med en portion koldskål, for Kaithy havde ikke nået at lave andet mere kompliceret mad, da hun skulle handle til resten af ugen. Så hun havde nøjes med hjemmelavet koldskål fra bunden. Det smagte også fint nok, bortset fra at jeg ikke bryder mig om det. Men efter dette udsøgte måltid, var jeg hurtigt oppe i sengen og begyndte af dagdrømme om de mærkelige ting i dag. Kulden sneg sig ikke længere ind under dynen, for varmen var skruet op, og Kaithy havde lukket vinduet. Jeg lukkede øjnene, og ikke længe efter faldt jeg ind i den mærkelige drøm igen – Denne gang lød ordene.

 

The dark the dark the dark – The light isn’t exist in his world.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...