Hjemløs som barn?

Niels er 15 år, og bor i København. Hans selvtillid er helt i bund, da hans forældre slår , og klassekammeraterne mobber ham. Ingen gør noget ved det, og han begynder at blive 'skør' i hovedet af alt det pres. Men heldigvis finder han trøst hos sin faster, Karin, som forsøger at gøre ham glad, men lykkes det?


1Likes
1Kommentarer
853Visninger
AA

2. Hjem fra skole

Endelig fik vi fri, og inden jeg nåede at blinke med øjet, var klasselokalet fuldstændig tomt. Lugten af svedende drenge hang dog stadig i luften, efter deres voldsomme fodboldkampe i frikvartererne, hvor jeg som sædvanlig sad henne ved lærerværelset, hvor der som altid duftede af kaffe.

Jeg fik dog endelig taget nogle skidt ud fra klasselokalet, uden jeg vidste hvor jeg skulle hen. Alle de andre var sikkert allerede på vej hjem med alle deres venner, hvor derimod jeg stod her alene på en gang på en næsten øde skole. Det havde altid fascineret mig, hvor hurtigt en skole blev tømt efter klokken havde ringet, og jeg kunne faktisk godt lide at stå i friheden; ingen mor og far der slår, ingen sure lærere og ingen onde klassekammerater. Jeg valgte at gå hjem til fatser-Karin, som altid havde været som en mor for mig. Hun havde et langt, lyst og elegant hår, som passede glimrende til hendes lyserøde skjorter, som jeg altid havde synes, var så smukt. 

Men inden jeg kunne komme derhjem, skulle jeg først lige ned af ”Skolevejen”, som var den eneste vej til skolen. Vejen var gammel, som betød, at der var store, stenede huller i vejen, så selv en professionel cykelrytter, ville finde vejen udfordrende. Der var gamle lygtepæle, som var lavet af træ, hele vejen ned mod det sidste hus på vejen, hvor Ejnar boede. Ejnar var en gammel mand, dog ikke dem som på film, som kastede æbler mod alle de unge, nej, Ejnar var en god mand. Han var ikke som alle andre; sure, onde og farlige. Men der var dog en ting ved Ejnar – han vidste for meget, mente min mor. Jeg kan ikke huske hvorfor, men det var noget med, at jeg fik tæsk, da jeg var mindre, og så Ejnar så det. Men jeg vidste faktisk ikke, om den historier var sand.

Nå, endelig var jeg ankommet ude foran Karins hvide havelåge, som i den grad, trængte til at blive smurt med olie.  Jeg fik endelig åbnet lågen, og mine tunge, blå gummistøvler hastede sig med lange skridt. Min sorte læderjakke, som jeg havde fået af en min fars venner, der havde noget med tøjhandel at gøre. Jeg bankede på døren med mine kolde hænder, og ventede lidt i spænding på, om hun overhovedet var hjemme. Jeg bankede igen, og igen, men til sidst gav jeg op. Mit humør, som ellers var blevet lidt bedre, røg tilbage i det triste felt. Jeg overvejede lidt, om jeg bare skulle gå hjem til al larmen, men allerede der fik jeg ondt i halsen – det skulle jeg i hvert fald ikke! Jeg valgte at gå mod Storkøbenhavn…

Jeg var træt, så træt, at jeg næsten ikke kunne gå længere. Min næse og ører var så røde, at Rodolf med den røde tud, ikke havde en chance. Busserne lugtede, og alle menneske gik et fast mønster, uden noget respekt for andre. Mine hænder var fedtede, og jeg endte med at koncentrere mig mere om mine hænder, end hvor jeg gik. Pludselig ramte jeg en voksen mand, som virkede mig bekendt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...