Fuld af løgn

Denne novelle er delt op i en serie, som jeg vil prøve at skrive videre på hver uge.

Den handler om en 17 - næsten 18 årig pige, der simpelthen er fuld af løgn. Og ligegyldigt hvor meget hun ødelægger sit liv, hjælper folkene omkring hende altid med at samle stumperne sammen igen.
Men hvad sker der når hun ødelægger deres liv? Er de stadig lige så villige til at hjælpe hende igennem hendes egne problemer, som før? Eller opgiver de hende for alvor denne gang?

2Likes
3Kommentarer
1231Visninger
AA

2. Løgn for andre

“Anabelle! Hvad laver du deroppe?” lyder det gennem huset.

“Argh! Jeg kommer jo nu Sebastian! Jeg skulle bare lige børste tænder.” råber jeg tilbage, mens jeg slukker cigaretten i toilettet. Hurtigt sprøjter jeg min ynglings parfume rundt i badeværelset, så der ikke er tegn på min lille overtrædelse. Jeg burde egentlig ikke ryge, men når man først tager et sug, er det næsten umuligt at stoppe. Ude på gangen lyder der en knirken og jeg flår døren op.

“Du burde virkelig børste tænder, man kan stadig lugte det.” smiler Benjamin til mig. Han er sku så dejlig nogle gange.

“Ov, godt du siger det, tænk hvis jeg havde glemt det!” jeg ånder lettet ud, griber tandpastaen og presser en ordentligt klat ind i munden på mig. Med munden fuld af tandpasta, tager Benjamin mig i hånden og trækker mig ned i køkkenet. Sebastian kigger mistænksomt på os et øjeblik, mens han går over mod os. Han tager hurtigt fat i Benjamin og slæber ham med ud til trappen. Mit blik følger dem spørgende, men duften af min ynglings morgenmad vinder min opmærksomhed. Midt i køkkenet står Far klar med en stor tallerken æg og bacon. Lige før jeg savler, spytter jeg tandpastaen ned i vasken og lægger tandbørsten op i vinduet.

“Det skulle du da ikke have gjort.” siger jeg og vender mig smilende mod ham.

“Nej, men jeg var jo igang med at lave til alle de andre, så jeg tænkte ‘hvorfor ikke’” svarer han kækt, hvorefter jeg kysser ham på kinden som tak. Han giver min skulder et klem og går ind i stuen for at se morgen-tv. Jeg sætter mig ved køkkenbordet og slubrer maden i mig. Ude på gangen diskuterer Sebastian og Benjamin lavmælt, for at jeg ikke skal høre dem. Stille rykker jeg stolen ud fra bordet og stiller tallerkenen ned i vasken. Jeg lister lydløst hen til dørkarmen for at smuglytte.

“Jeg ved det godt, men hun finder dem altid!” hvisker Benjamin undskyldende.

“Du må altså til at stoppe, synes du ikke selv, du er blevet for gammel til at overtræde mor og fars regler?” spørger Sebastian, på den der overlegne storebror-måde.

“Du skulle nødigt snakke hr. jeg-gør-aldrig-noget-forkert-for- jeg-er-så-perfekt.”

“Det skal vi ikke diskutere igen, du lovede du ikke ville sige noget til nogen, ikke engang Bell!” Hvad fablede de dog om?

“Har jeg måske sagt det til nogen Sebastian?”

“Nej, jeg ved heller ikke hvorfor jeg sagde det..”

“Hvad står I to tøser og hvisker om?” afbryder jeg. Sebastian kigger forskrækket på mig, mens Benjamin lader som ingenting.

“Hvad har du hørt Bell?” udbryder Sebastian. Jeg griner højlydt og kaster mig i armene på Benjamin.

“Åh, du lovede du ikke ville sige det til nogen!” siger jeg melodramatisk til Benjamin, mens jeg tager mig til panden. Benjamin bryder ud i en latter så stor at det runger i hele huset.

“Gertrud skulle aldrig have vidst noget om os to” fortsætter jeg useriøst. Sebastians hoved skifter til en nuance af rød, mens hans knoer langsomt bliver hvide.

“Hvorfor skal I altid lave sjov med alting! I opfører jer som en flok børnehavebørn!” udbryder han rasende. Af ren hysteri skubber han til Benjamin der stadig holder mig til hans bryst. Optaget af at grine, nærmer vi os langsomt gulvet og efter få sekunder ligger vi, endnu mere grinende, og roder rundt i sko og tasker. Vi har altid forstået hinanden, Benjamin og jeg. Han er og forbliver min bedre halvdel.

Efter minutters grineflip, kan jeg ud af øjenkrogen ane at Mathias kommer løbende ned af trappen. Fodboldstøvlerne hængende over den ene skulder og skoletasken over den anden. Da han når det sidste trin, stopper han op og kigger han undrende på os.

“Skal I ikke i skole?” spørger han med et lille smil.

“Fuck!” udbryder Benjamin. Med et står han oprejst og latteren der før lød fra hans læber er død. “Hvad er klokken Mathias?”

“Ja kig selv” Mathias rækker venstre arm frem, der hvor hans ur sidder, idet han passerer Benjamin ved foden af trappen. Benjamins øjne bliver store og kaster sig endnu engang ned på gulvet for at finde sine sko.

“Anika står sikkert allerede og venter på at jeg kommer med bilen!” råber han frustreret. De har snart været kærester i 1 år og selvom hun kun bor 4 huse længere nede af vejen, nægter han simpelthen at lade hende gå de par hundrede meter op til vores indkørsel. De er nu alligevel et dejligt par, for Benjamin, som ellers er så fandens irriterende, er den dejligste unge når hun er i nærheden og Anika som til tider kan være ret snoppet, bliver den sødeste og nede på jorden pige man kan være, når Benjamin er i sigte. Jeg kan alligevel ikke vente til at deres forhold bliver endnu mere seriøst, for det er først der deres “rigtige” personligheder kommer frem. Begge to har bedt mig at holde visse ting hemmelige for den anden, da de hver især har gjort ting de ikke er stolte af. Anika har bedt mig om at holde hendes forkærlighed for erotiske bøger hemmeligt, mens Benjamin bare ikke vil have at jeg fortæller hende at han af og til ikke kan kende foreskel på hende og Anita, hvilket er derfor han bare kalder dem begge to A.

Jeg vender mig mod min jakke og tjekker kort mit spejlbillede. Det er jo første skoledag og man vil jo gerne have en god start på et nyt skoleår. Endelig er vi 2.g'ere! Anita og jeg har ventet så længe på ikke længere at være skydeskiver for vandballoner! Jeg kan slet ikke tælle til det antal gange vi er blevet ramt midt på brystet, alle dage vi har haft hvide trøjer på. Efter et halvt år, lærte vi dog at huske ekstra tøj. Hvilket også er en god ide, hvis man til tider er lidt uheldig med dagens ret fra kantinen.

Det overrasker mig ikke at Benjamin er væk da jeg vender mig om, for som sædvanlig, må jeg ikke komme med i bilen. Dog kan jeg ikke sige at jeg savner at køre med ham om morgenen, for så sød som drengen er, vil jeg meget hellere køre med Alexander og Anders i skole. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...