The Daydreamer

Will love survive?

Hvad sker der når man forelsker sig i en som man ikke må forelske sig i?
Hvad sker der hvis man pludselig finder ud af at man ikke passer ind i sin overnaturlig perfekte familie?
Hnad sker der nå man hellere vil drømme sit liv væk?

Da Katharina (også kaldt for Kat), i hendes drøm kigger direkte ind i den mystiske drengs mørke øjne, er det som om hun ser noget hun har manglet, mistede.
Da en unge dreng så redder hendes liv og hun kigger ind i hans mørke, mystiske øjne, hved hun at intet blir som det har været en gang.

4Likes
4Kommentarer
1690Visninger
AA

2. Nothin'

Jeg vågner meget brat op. Der er svedperler på min pande.

Jeg skriger mens jeg sparker om mig med mine lange ben.

Alt omkring mig, virker fremmed.

Endda personen der står over mig, som prøver at holde min tynde arm fast, er ikke en jeg syntes jeg kan huske.

Hvor er de smuke kulsorte øjne?

Istedet for at kigge ind  hans ansigt kigger jeg direkte ind i en lidt ældrere dames ansigt, hvis isblå øjne stirrer skidesure på mig.

Jeg kan pludselig gekende hende. Det er min mor, Clara.

Fuck! Jeg har den her gang godt nok været langt ude!

"Giv slip på min arm. Jeg er rolig igen." siger jeg så sødt som muligt. "Giv slip!"

Men hun gør det ikke, hun stirre bare på mig med hendes iskolde øjne.

"Katharina! Hvad går der dog af dig?" råber hun ad mig. Hun pruster fornærmet.

Jeg siger ikke noget.  Den tåre der triller ned af min kind, fortæller alt hun skal vide. Hvis hun havede været en god mor ville hun forstå mig. Hun ville vide at det ikke var passene at skælle mig ud. Hun ville vide at hun faktisk skulle ha holdt mig i sine arme lige nu.

"Kig nu på mig, dumme pige!" skriger hun næsten. "Tænk dog på os andre her i huset. Jorden drejer sig ikke kun om dig, møgbarn!"

"Jeg drømte igen..." hvisker jeg så lavt at man ligeså godt kunne tro at jeg ville tale med mig selv.

"Drømme!" siger hun med en meget skarp stemme. "Drømme, drømme, drømme! Kan du ikke bare være et normalt barn og lad vær med hele tiden at drømme dit liv væk?"

Jeg snyfter.

Jeg burde jo ingentlig være vandt til det. Hun hader mig sådan som jeg er. Bare fordi jeg ikke er lige så perfekt som hun, min far, vores hus, vores tjenere, vores venner eller bedere sagt mine fjender. Jeg er den eneste i dette selskab som ikke er perfekt.

"Jeg skal nok ta til psykolog. Så kan de gøre noget..."

"Nej! Du skal ikke der hen! Alle vil tro du er sindsyg!"

Det er jeg måske også, tænker jeg bedrøvet. Men jeg tør ikke at sige det højt. Hvad nu hvis hun blir sur igen.

"Slip mig, Clara." hvisker jeg utydeligt. Men hun kan godt høre det.

Hun sukker højt og gir langsomt slip på mig.

"Jeg skal nok prøve alt hvad jeg kan for at bli.ve mere normal. Jeg er så ked af det."

" Det er ikke nok med at prøve. Jeg vil se nogle resultater." Hun kigger stregnt på mig. Så stregnt, at jeg næsten ikke kan gendkende kvinden der sidder foran mig. "Nu går jeg ned igen og jeg vil ikke ha at det her gentager sig. Aldrig!"

Jeg svarer ikke. Jeg er helt måløs.

jeg begynder at græde. Clara vender sig om og går sin vej. Hun snøfter også lidt.

Jeg vender mig om i min seng og prøver at falde i søvn, men jeg kan bare ikke. Clara har glemt atlukke døren, så jeg kan stadig se lyset ude i gangen og høre at Clara græde.

Jeg lister hen til min dør.

"Hvorfor kan hun ikke bare være normal? Ligesom som Andi og Bella?" hulker Clara.

Jeg smækker døren i.

"Så luk dog bare døren næste gang du har tænkt dig at tale om mig." hvisker jeg. fustrerede lægger jeg mig tilbage på min store himmelseng.

Jeg begynder at slå som en vild på min madres.

Jeg mister alt! Atl! Der er intet tilbage af mig længere. Det eneste der er tilbage af mig er nogle drømme med en super skøn fyr. Med nogle smukke uforklarlig smukke øjne.

"There is just nothing left of me anymore. I've lost everything... Nothin'."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...