Pigen I Vinduet

Det er ikke let at være anset som en legende, hvis man har både social- og præstationsangst. Men Dina er en af de slags personer, der virkelig kan fange folk i en verden, de slet ikke kan begribe. Og mens hun danser mod berømmelsen, bliver frygten i hjertet større.

Men en ven er nær, og altid til beskyttelse. En gammel beundre, som til stadighed er hendes vagt. Og når alt virker mest skræmmende, og scenetæppet trækkes fra, er det virkelig godt at vide hvem man kan stole på.

1Likes
0Kommentarer
919Visninger
AA

3. Efter Forestillingen

I overgangen fra aften til nat regnede der mere end i det seneste, lange stykke tid. De sidste biler var kørt hjem, og kun få døre manglede at blive låst. Det var først nu hun turde komme ud, vidste han af erfaring. Sådan var det hver aften. Altid det samme, men hvad kunne man gøre? I disse situationer ville han altid prioriterer hende over sig selv. Han takkede inderligt sig selv for at have husket en paraply til nødens situation, så regnen ikke havde alt for stor effekt. Eller jo, det havde den jo, men ikke lige så stor! Han smilede til hende, da modet endelig havde samlet sig, og hun nervøst trippede ud af den sidste dør, som derefter blev lukket og låst af personalet. ”Velkommen tilbage til livet,” hilste han hende og klappede hende forsigtigt på skulderen.

”Hvordan har du det så, nu hvor alt er til ende med den forestilling?” spurgte han og kløede sig i nakken. Måske var det for tidligt at bede hende tænke over sådanne ting. Dog syntes det ikke at røre hende alt for meget. Hun smilte lidt ved hans nervøsitet, og følte sig allerede bedre tilpas. Sådan var han altid, i sidste ende. Vidste ikke helt hvordan han kunne være til hjælp bedst muligt. Det var derfor hun betroede sig til ham, og ikke gik til andre. Hun kunne relatere til hans nervøsitet.

 

”Hvordan syntes du det gik?” ville hun vide. Sandt nok havde hun altid bankende hjerte hele aftenen efter en forestilling. Og sjældent var hun at se i skolen dagen efter. Det samme gjaldt for Tobias, der altid besøgte hende på de tidspunkter. Om end ikke andet bare for at hjælpe hende med at gennemgå tingende. Han var lidt desperat, rigtig nok. Hvis hun ville, kunne hun få ham til alt for sig. Men det var nok også lige det, der fik hende til at tøve hver gang hun havde brug for hjælp. Det var synd for drengen, at han aldrig kunne tage sig til sig selv. Det var som om han aldrig rigtig lavede noget, med mindre det var for hendes skyld. Som om han ikke følte sig tilfreds med sit eget indre, og søgte til hende fordi det var hvor han ønskede at finde sig.

”Du var henrivende, simpelt sagt. Den måde du bar din rolle på, modtog stor anerkendelse fra talentspejdernes rækker. Jeg hørte dem tilfældigvis tale om dig… da jeg besluttede mig for at rykke lidt nærmere. Selvfølgelig med største forsigtighed – du kender mig jo.” Hun fniste af ham, på den måde som piger har det med at gøre, når en person er komplet skør. Det var han også, helt sikkert. Men hun fandt det ikke irriterende, som hun nogle gange kunne føle det ved andre. Når han talte, gjorde han det roligt og med overvejelser, så hun altid gennem hans ord kunne følge hvad han mente. Måske var han som menneske let at læse, men han havde styr på sit sprogbrug. Måske som det eneste han helt havde styr på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...