Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20842Visninger
AA

10. 9.

Fire dage siden 'skænderiet' var allerede gået. Jason snakkede ikke til mig, og når jeg prøvede at snakke med ham, ignorerede han mig, som om jeg slet ikke var der, eller gav mig onde blikke. Jeg var så træt af hans latterlige opførsel! Hvor umoden var han ikke lige?

"Jason?" spurgte jeg forsigtigt og satte mig ved siden af ham i sofaen. Han rykkede væk fra mig og svarede mig ikke. Jeg sukkede. Samme åndssvage opførsel. Og det værste ved det hele var, at jeg ikke bare kunne tage hjem, som man kan, når man er uvenner med sine veninder. "Svar mig dog!" Han ignorerede mig lige så meget som før og kiggede ikke engang på mig. Han kiggede bare på sin dumme computer. Jeg lukkede skærmen ned på den af ren aggression.

"Hvad fanden har du gang i?!" råbte han og kiggede surt op på mig. "Jeg var faktisk i gang med noget!"

"Ja, og jeg har prøvet at snakke til dig fucking fire dage nu! Du har ikke svaret mig en eneste gang! Hør, jeg er ked af, at jeg bare gik ind på værelset, men det var bare min nysgerrighed, som tog over! Jeg er virkelig ked af det, men det er altså endnu værre at være her, når du ikke en gang snakker til mig," sagde jeg og kiggede vredt på ham. Jeg var så træt af, at han troede, at han kunne styre det hele. Han grinte hånligt. Hvad fanden grinte han af?!

"Tror du seriøst, at jeg er så sur over det? Det er jeg for længst ovre. Du er dum. Ufattelig dum. Dummere end jeg overhovedet havde regnet med." Han grinede stadig hånligt, og jeg kiggede bare ondt på ham. Hvorfor var han så sur? Jeg havde jo ikke gjort andet end det? Så han er sur på mig uden nogen grund... Røvhul.

"Hold din kæft. Du er jo fuldstændig umulig at gøre sig klog på. Jeg forstår dig ikke, Jason. Hvorfor er du så sur?" spurgte jeg forvirret. Han svarede ikke, men jeg hørte ham mumle et eller andet. "Snak højere. Jeg kan ikke høre, hvad du siger," sagde jeg og spillede en smule flabet. I det hele taget var jeg ligeglad med, hvad han sagde. Det var helt sikkert ikke positivt..

"Det rager ikke dig, okay?!" sagde han højt, og hans blik brændte nærmest. Det var som en helt anderledes og mere... ubehagelig Jason. Jeg rystede på hovedet af ham og gik med bestemte skridt ind på mit værelse. Jeg lukkede døren i og satte mig surt på sengen. Hvad var der overhovedet i vejen med ham?! Han er jo total fucked up. Jeg trak vejret tungt, lagde mig ned og lukkede øjnene. Kort efter faldt jeg i søvn.

 

"Allie," sagde en stemme forsigtigt, og jeg blev blidt rusket i. Jeg gad ikke en gang åbne øjnene. Det kunne kun være Jason, og ham gad jeg slet ikke snakke med. Jeg havde fået nok af ham.

"Skrid med dig," mumlede jeg og viftede ham væk.

"Allie, undskyld okay?! Jeg ved godt, at det er svært for dig at være her. Du har intet at lave, og du... savner vel dit hjem og din egen seng, men jeg bliver nødt til at holde dig her." Jeg ignorerede ham. Jeg gad ikke høre på hans latterlige undskyldning. Han mente det alligevel sikkert ikke.... "Jeg har svært ved at styre min vrede, okay?! Jeg har så meget at være sur over, og jeg er specielt sur på mig selv! Det er ikke med vilje, at det går udover dig, men det sker bare. Du siger nogle ting, som minder mig om, hvorfor jeg er sur, og hvorfor jeg hader mit liv. For eksempel det med Alex' værelse. Hvis han bare havde holdt den rene sti, var intet af det her sket." Jeg kunne mærke, han satte sig ned i sengen. Jeg åbnede øjnene, og så ham ganske rigtigt sidde på sengen med sit ansigt i sine hænder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

"Jason, jeg kan ikke lide at være her. Det gør mig... utilpas. Vil du ikke nok... bare slippe mig fri?" spurgte jeg og vidste, at det her ville føre til endnu et skænderi, men jeg ville virkelig gerne væk. Det hele var lige gyldigt! Jeg ville bare væk fra det her sted!

"Som jeg sagde for fire dage siden, så kan du ikke komme af sted. Jeg har brug for de penge, Allie. Og hvorfor spørger du hele tiden? Du kender jo allerede svaret. Og hvorfor drager du så forhastede beslutninger? Der er jo ingen, du savner. Du elsker ikke en gang Michael," sagde han irritere og skulede en anelse koldt på mig, da han nævnte Michael. Jeg rystede på hovedet af ham. Han kendte mig ikke. Jeg elskede Michael, og derfor ville jeg giftes med ham. Og desuden kan Jason være ligeglad. Han ville sikkert bare ønske, at det var ham.

”Du ved intet om mit liv, okay?! Bare fordi du har nogle, som du savner, betyder det ikke, det skal gå udover mig! Bare fordi at du mangler en at smide din vrede og sorg af på! Slip mig nu bare fri! Du har alligevel ikke noget at bruge mig til!” råbte jeg vredt af ham og kiggede ikke engang på ham. At han bare troede, at han kunne komme her og spille op. Han skulle ikke tro, at han vidste noget som helst om mit liv, for han vidste intet..

”Jeg kender dig bedre, end du kender dig selv. Du elsker ikke Michael. Du hader dig selv for at forlade dine forældre og dine to søskende. Du hader, at du opgav så meget bare for Michael. Du ved, at du kan finde bedre, men du tør ikke gå fra ham. Du er bange for ham. Du er bange for, at han følger efter dig, og at du aldrig vil få fred igen. Du er bange for, at han vil slå dig. Mishandle dig. Voldtage dig,” sagde han hånligt. Jeg kiggede væk. Hvordan kunne han være så præcis omkring mine følelser? Det gjorde mig helt ude af den. ”Jeg kender dig bedre, end du kender dig selv,” gentog han med et selvsikkert, men hårdt smil. Jeg bed mig selv i læben og gjorde alt for ikke at kigge på ham eller bryde ud i gråd. Hans ord gjorde for ondt... For de var sande.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...