Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20839Visninger
AA

4. 3.

”Jeg kommer hjem i morgen, skat,” sagde Michael, og jeg kunne nemt fornemme smilet i hans stemme. Han glædede sig meget, og hvis jeg ikke tog helt fejl, havde han taget et eller andet med hjem til mig. Igen. Jeg nikkede bare lidt, selvom jeg vidste, at han ikke kunne se det. ”Men jeg må også gå nu. Vi ses i morgen eftermiddag,” sagde han, og inden jeg nåede at svare ham, havde han lagt på. Ligesom så mange andre gange. Jeg sukkede. Det havde nu været ret befriende at være alene hjemme, uden at skulle høre på Michaels snak om brylluppet. Han ville bare have alting til at være perfekt, og jeg var endda kun nitten år. Michael var nu også bare længere i sit liv. Han vidste, hvad han ville med sit liv. Men nu er han også to år ældre, end jeg er. Min mobil ringede, og jeg tog den hurtigt op og trykkede på ’Besvar’ på skærmen.

”Hej søde. Kommer du ikke over?” spurgte personen i telefonen. Det var Caroline. En gammel veninde som jeg havde mødt her den første uge i Camden i et træningscenter. Caroline boede ikke langt væk herfra Michaels og mit hus, og hun var nu også meget sød og kunne sagtens blive en god ven, hvis vi så hinanden noget mere. Men jeg tror, at vi ville blive trætte af hinanden, da vi ikke er hundrede procent hinandens typer. Hun er mere udadvendt og aktiv, hvor jeg er doven, men dog stadig udadvendt.

”Jo, jeg kommer om ti minutter,” sagde jeg og lagde på, inden hun nåede at svare. Jeg gik ud i vores gang for at tage min jakke og sko på, låste døren og begyndte så at gå. Klokken havde kun lige rundet halv seks, men det var alligevel allerede mørkt i gaderne. Vinden tog i mit hår, og gadelygterne gav ikke ret meget lys, da pærerne var meget gamle, så det blev en smule uhyggeligt at gå rundt herude. Derfor satte jeg tempoet lidt op for at komme hurtigere frem til Carolines hus. Der er nu en grund til, at jeg ikke går tur om aftenen. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske.

Jeg hørte hurtige skridt bag mig. Jeg kiggede forsigtigt bagud og så en ung mand, som ikke så specielt høj ud herfra, men højere end mig, i en brunlig jakke. Jeg satte endnu engang tempoet en smule op, da han gjorde mig nervøs, men jeg hørte til gengæld også ham sætte sit tempo op en smule. Tænk hvis det var en, som ville voldtage mig? Men det kunne godt nok også bare være en, som ligesom mig også skulle over til en, eller som havde valgt at gå en tur. Det er nu ikke umuligt, men hvorfor sætter han så tempoet op samtidig som mig?

Jeg så en bænk længere fremme og så det som en mulighed for at se, om han rent faktisk fulgte efter mig, eller om han bare gik en tur. Begge teorier var mulige, men jeg var mest nervøs for den første selvfølgelig. Jeg satte endnu engang farten op og nåede hurtigt til bænken, hvor jeg satte mig ned i en hvis fart. Da han gik forbi mig, himlede han med øjnene og sukkede, men gik videre. Han drejede ind i en gyde lidt længere fremme, og jeg hørte hans fodtrin forsvinde ind i gyden. Jeg pustede lettet ud. Han fulgte heldigvis ikke efter mig! Men tænk hvis han gjorde. Gad vide hvad jeg så havde gjort... Jeg rejste mig lettet og begyndte at gå igen. Denne gang langsommere. Jeg kiggede tilbage af ren refleks og fik mig et kæmpe chok, da jeg så ham igen. Han fulgte altså efter mig!

Mit hjerte begyndte at banke dobbelt så hurtigt. Han kom tættere og tættere på, og jeg havde mest af alt lyst til at skrige eller ringe op til nogen. Jeg valgte ikke at sætte tempoet op denne gang, men at løbe i stedet. Jeg fik ikke engang set mig tilbage, for at se om han fulgte efter mig. Jeg løb bare. Jeg ville ikke have, at han fik fat i mig. Jeg ville ikke risikere noget! Jeg kunne høre, at han også løb bag mig, og der blev jeg hundrede procent sikker på, at han ville have fat i mig, men hvorfor? Hvad ville han bruge mig til? Han havde jo intet at bruge mig til? Han var hurtigere end mig, og jeg kunne høre hans vejrtrækning komme tættere og tættere på mig, men jeg løb bare for mit liv.

På det dårligste tidspunkt overhovedet knækkede mine ben sammen under mig, så jeg landede på den kolde jord. Han stoppede op foran mig og svang mig op over hans skuldre. Intet gik igennem min hjerne – jeg skreg bare. Han sukkede og lagde en hånd over min mund, så jeg intet kunne sige. Jeg prøvede at bide i hans hånd, men han holdt den på en måde, så jeg ikke kunne bide. Han kunne sikkert mærke, at jeg prøvede at bide efter hans hånd, og jeg hørte ham sukke. Det sidste jeg nåede at se, var en gadelygte, som han vist nok havde banket mit hoved indeni...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...