Obsessed - Jason McCann

Jason McCann... Jason McCann... Hans navn kører rundt i Allies hoved. Hun synes, at hun ser ham over alt, men det kan ikke være ham. Jason er eftersøgt i mange lande, og politiet har prøvet at få fat i ham i næsten to år nu. Det gør Allie helt ude af den, men hun har så meget andet, at skulle tænke på. Bl.a. sit bryllup med fodboldstjernen Michael Evans...

77Likes
218Kommentarer
20840Visninger
AA

26. 25.

Min hånd lå solidt plantet i Jasons, og vi gik og svingede dem frem og tilbage. Han gav den i ny og næ et lille klem, hvor jeg derefter smilede som en idiot. Hvorfor var det også altid mig, som var en idiot, når vi var sammen? Det var aldrig ham.

”Hvor skal vi  hen?” spurgte jeg og kiggede op på ham. Jeg regnede ikke med, at han ville sige det, men jeg håbede da på det. Jeg hadede, at jeg ikke vidste, hvor vi skulle hen. Hvad nu hvis han besluttede sig for, at sætte mig af et eller andet sted ude på en mark, og bare løbe fra mig? Jeg tvivlede, men det kunne jo være. Som altid er Jason ikke til at gennemskue.

”Det får du at se, men tro mig. Du kommer til at elske det. Det er et af mine yndlings steder.” Han smilede et lille forsigtigt smil og gav, som så mange andre gange, min hånd et lille klem. Jeg himlede med øjnene af ham. ”Du kan himle så meget med øjnene, som du vil, men jeg siger intet. Men det er alligevel lige omme bag den der skov. Vi er der jo om lidt.” Han kyssede mig på kinden, og han morede sig tydeligvis. Godt at en af os hyggede sig, for jeg gjorde ikke. Jason satte tempoet en smule op, da han kunne mærke, at min tålmodighed var ved at være brugt op. Solen var ved at gå ned, og himlen var blevet svagt lyserød med et skær af orange. Træerne havde stadig alle sine blade, og det var varmt. Et dejligt sommervejr. Jason lagde sine hænder over mine øjne, lige da vi var nået til enden af den lille skov, som egentlig bare var et sted, hvor der var en masse træer og buske, som havde samlet sig, så det lignede en lille skov.

”Hvad laver du?” spurgte jeg forvirret. Det var en smule ubehageligt.

”Stoler du ikke på mig?” spurgte han og lod mig kigge igennem en lille revne imellem sine fingre. Jeg sukkede, men nikkede. Jeg kunne fornemme hans tilfredse smil på hans læber, og han lukkede sine hænder sammen igen, så jeg igen intet kunne se. Igen. ”Gå ligefrem og løft dine fødder.” Jeg gjorde mig umage med at løfte mine fødder højt, da jeg ikke ville falde. Vi gik i hvert fald på noget blødt, og jeg kunne mærke noget blødt kilde på mine ben.

”Er du klar til at kigge?” spurgte han. Jeg nikkede forsigtigt og ventede på, at han ville fjerne sine fingre. Han fjernede sine hænder kort efter, men jeg holdt mine øjne lukket lidt endnu, og jeg havde automatisk knyttet mine hænder. ”Kig nu bare.” Han lød en smule irritabel. Jeg åbnede mine øjne og blev helt klart overrasket. Positivt. Her var smukt. Vi var på en eng, og her var dækket af tusindvis af blomster.

”Jeg havde aldrig troet, at du ville have dette sted, som et af dine yndlings,” mumlede jeg, da jeg var gået lidt rundt og satte mig ned på engen.

”Bare fordi jeg er kriminel, kan jeg da godt synes, noget er flot og smukt?” sagde han og havde misforstået min kommentar.

”Det var ikke, det jeg mente. Det jeg mente var bare, at… det virker bare ikke som et sted, hvor jeg kunne forestille mig dig være.” Han satte sig ved siden af mig på engen og lagde sine arme omkring sine ben, som han havde taget op til sig. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og kiggede udover hele engen. ”Her er utrolig smukt,” fik jeg sagt og smilede.

”Så passer den jo godt til dig.” Jeg kiggede væk og mærkede varmen i mine kinder. Han grinede bare ad mig, som så mange andre gange. Han tog dog fat i min hage og vendte mit ansigt imod sit. Han lagde forsigtigt sine læber på mine. ”Ved du hvad?” spurgte han, da vi trak os fra hinanden. Jeg rystede på hovedet og kiggede op på ham. ”Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville blive forelsket i en som dig.”

”En som mig? Hvad mener du med det?” spurgte jeg forvirret og kiggede på ham med opløftede øjenbryn.

”Du ved… du er så anderledes i forhold til mig. Du lever i et helt andet univers. Du er så sød og uskyldig i forhold til mig. Det var det, jeg mente. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville forelske mig i sådan en.” Han smilede et svagt smil til mig. Havde han lige indrømmet, at han var forelsket i mig?… Jeg smilede bare igen og lagde endnu en gang mit hoved på hans skulder.

”Jason McCann! Klokken er sytten nul fem og du er anholdt for at have dræbt seks mennesker, voldtage Rosie Amelia Bennett, flygte fra politiet, stjæle for over halvtredstusind kroner, kidnappe Allison Olivia Jones og derefter voldtage hende. Gå væk fra Allison, og hold dine hænder over hovedet, eller jeg skyder!” råbte en stemme. Jeg kiggede hen imod stemmen og en hel patrulje omkring os. Hvem fanden var Rosie? Og jeg var ikke blevet voldtaget?! Hvad mente de med alt det her?! Jason kiggede mig i øjnene, før han rykkede væk fra mig og tog sine hænder over hovedet. Nogle fra patruljen gik hen og lagde håndjern omkring Jasons håndled.

”Nej!” råbte jeg. ”Lad ham være! Han har ikke gjort mig noget!” Michael kom løbende hen til mig og prøvede at kramme mig, men mine bevægelse var meget voldsomme. ”Giv slip på mig!” råbte jeg hysterisk og skubbede ham væk fra mig. Jeg rakte ud efter Jason og nåede lige at snitte hans skulder, men Michael lagde sine muskuløse arme omkring mig, så jeg ikke kunne bevæge mig. ”Jason!” Han kiggede bagud og gav mig et undskyldende blik.

”Jeg elsker dig,” så jeg, at han mimede til mig. Jeg stoppede i et kort øjeblik med at bevæge mig. Jason vendte sit hoved frem igen, og han blev ført ud til en bil. Jeg sank ned på knæ og kiggede efter Jason. Han var væk… Michael gav slip på mig, men jeg kiggede ikke bagud. Jeg var fuldstændig ligeglad med ham!

”Hvorfor græder du, søde?” spurgte han og rakte en hånd ned til mig. Jeg viftede den væk fra mig og kiggede ikke en gang på ham. Jeg havde ikke en gang selv lagt mærke til, at jeg græd, men nu da han sagde det, kunne jeg godt mærke de forræderiske tårer på mine kinder. Jeg ville aldrig komme til at se Jason igen. Han var væk… Og han havde taget mit hjerte med sig. Men jeg var ligeglad – det tilhørte alligevel ikke andre end ham…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...