Kærlighed er magi

Veronica er 14 år gammel. Hun lever i en lille by, et magikersamfund. Men der er kun få magikere tilbage. Kongen begynder at blive desparat, og sender derfor bud rundt i hele landet. Alle børn skal komme op på slottet, da de skal prøve at finde de måske gemte kræfter frem, i de få der har fået den kostbare gave.

8Likes
15Kommentarer
2717Visninger
AA

18. Glemsomhed

Veronicas hjerte bankede da hun gik gennem de lange gange. Der var sket meget på den tid hun havde været på slottet, men tiden var gået hurtigt. Hun huskede det som var det i går hun trådte ind i det hvide træningslokale for første gang. Hun stoppede op foran en stor dør og bankede på. ”Kom ind,” lød en dyb stemme fra døren. Veronica tog en dyb indånding og skubbede håndtaget ned.  Hun blev mødt af Martins venlige smil. Han havde afslappet tøj på, og de lyse lokker var frie uden kronen. Men man var ikke i tvivl om at han var en mand af høj rang. Veronica nejede let til hilsen og sendte et venskabeligt smil.  ”Jeg er klar til at modtage min første mission,” sagde hun. Hun følte, at hun havde været klar hele det sidste år, men hun følte sig altid mere klar end dagen i forvejen. Allerede for et halvt år siden havde hun været på et højt nok niveau til at komme med i hæren, men hun havde ikke været gammel nok. Efter det var blevet klart for hende og Ulf, at hun kunne noget, som ingen formskiftere havde kunnet før hende, havde han tryglet om, at lade hende være en undtagelse. Men Martin havde nægtet. Det ville have været hans skyld hvis hun var omkommet dengang, men nu havde hun ret til at tage det ansvar selv.  ”Det glæder mig at høre,” svarede Martin og hans smil blev bredere. ”Selvom det ikke kommer som en overraskelse for mig.” Veronica smilede tilbage til ham. ”Men først skal du og de andre der skal medtages i hæren til vielse.” Veronica så skuffet på ham. Alle der skulle medtages i hæren skulle vies først, det vidste hun udmærket, men hun havde travlt med at komme af sted. Når en person blev viet, bekendtgjorde man, at man ville støtte kronen, og at kronen ikke har ansvaret for vedkommendes liv på missioner. Derefter fik man en stoflap syet på sin uniform, som viste hvilken stilling man havde.  ”Selvfølgelig, det havde jeg nær glemt,” svarede Veronica, og prøvede, uden hæld, ikke at vise sin skuffelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...