Fortabt

Lena snurrede rundt, da hun hørte fodtrinene. Hendes hjerte begyndte at banke vildt, og hun spildte te, fra den kop hun stod med, ud over hendes hånd, der straks begyndte at skrige af smerte, men hun ignorerede den. Der var ingen. Hun vidste det godt, men hun kunne ikke løsrive sig følelsen af, at der alligevel var nogen.

Op igennem hele sin opvækst har Lena været troende. Men da troen gik over gevind fornægtede hun alt. Endte i intetheden, hvor der intet at tro på var tilbage. Men hun kunne ikke undertrykke de mange væsner og mærkelige idéer, der dukkede op i hovedet på hende. Slev de kunne nå hende i intetheden.

4Likes
4Kommentarer
1502Visninger
AA

2. De røde øjne

Hun skreg ikke. Hun havde for længst lært, at det alligevel ikke nyttede noget. Hun blinkede blot et par gange for at fjerne synerne, men da de ikke forsvandt, tog hun i stedet en dyb indånding og drejede rundt, med bankende hjerte og brusen for ørerne, for at komme væk fra gangen. Men i det hun vendte sig om, kom en sort skikkelse farende imod hende og skubbede hende ind i mørket. Hun faldt. Hun skreg. Det var en ren refleks hun ikke havde kontrol over, som fik hende til det. Hun faldt, forbi klamme uhyggelige væsner og intethedens mørke. De kom tæt på hende, alt for tæt, og med deres store gab fyldt med skarpe tænder lo de af hende med sultne blikke.  Hun prøvede at få kontrollen over sit fald. På at komme væk fra de uhyggelige væsner, men det resulterede bare i, at uhyrerne hev fat i hende med krampagtige greb. Hun hev og flåede, men jo mere modstand hun gjorde, jo hårdere blev deres greb. "Slip mig!" skreg hun , men de lo bare af hende. Et lille blåt øglelignende væsen, med store røde bylder og forrevne vinger, satte sig på hendes arm. Hun prøvede at ryste den af sig, men dens kumpaner holdt for godt fast i hende. Hun skreg, da den borede sine sygelige sorte klør ind i huden på hende. Hun stirrede forfærdet ind i dens sorte øjne, der skiftede til røde, før den med et lumsk smil satte tænderne i hende. Hun vidste, at det var nytteløst, men hun gav sig alligevel til at sprælle og vride sig i monsterenes arme. Hun ville ikke gøre det let for dem.  Det lille øglevæsen smilede til hende. "Lena, lad nu vær med at kæmpe imod!" hun genkendte væsnets stemme. Det var hendes mors. "Vi vil jo bare hjælpe dig!" Væsnet fik pludselig hendes mors ansigt, et ansigt der lyste op i mørket og standsede faldet. Hun forsøgte at gribe ud efter det, men blev holdt tilbage af et par hænder, der pressede hendes arm ned til en madres. Hun så sig forvirret omkring. Mørket og de mange væsner var forsvundet, og i stedet lå hun i en seng omringet af hendes forældre og helt helt hold folk i hvide kitler, der alle stod med et fast greb i hende. Lenas hjerte hamrede i brystet på hende, og sveden drev ned af hendes pande, da hun spørgende så op på hendes mor. "Hvordan er jeg havnet her?" spurgte hun. Hendes mor åbnede munden for at svare, sank en klump, og sagde: "Læreren så dig falde om på gangen. Du skreg og sprællede helt vildt, og han kunne ikke få kontakt til dig, så han ringede efter en ambulance." Lena blinkede. Personerne i kitlerne, der måtte være læger og sygeplejesker, var begyndt at falde ned og gav langsomt slip i hendes arme og ben. "Nå." mumlede hun. "Hvor blev de mærkelige væs..." hun spærrede øjnene op og stoppede sig selv, så snart hun opdagede, at hun var kommet til at tænke højt. Hun prøvede at finde på noget at sige, som for at aflede sætningen, men hendes hjerne ville ikke komme op med noget. "Hvad?" spurgte en af lægerne og så bekymret på hende. Lena rystede på hovedet. "Ikke noget. Jeg går ud fra, at jeg har været dehydreret, ikke? Jeg har nemlig ikke drukket så meget i dag." Lægen rystede på hovedet.  "Vi kan ikke finde forklaringen på dit...anfald....hvilket også er derfor, at vi bliver nød til at beholde dig her, til vi har udredt dig." Han sendte hendes forældre et bekymret blik.  "Kan en af jer komme med ud? Vi skal have et par personlige oplysninger om jeres datter, til vores system." Lenas mor sendte hende et bekymret blik, før hun fulgte med lægen. Hendes far talte til hende, men hun hørte ikke efter. Hun havde nemlig fået øje på de skarpe sorte negle, som lægen så hastigt havde gemt af vejen i sin kittel og det røde glimt i hans blik, før han havde fulgt hendes mor ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...