Two become one {Justin Bieber}

Blair Miller tager, sammen med en veninde, til Justin Bieber koncert i LA. Alt går som smurt, indtil de mister deres billetter og derfor ikke kan komme ind til koncerten. Pigerne er knuste, men da de sidder og venter på at koncerten er færdig, spotter Blair's veninde pludselig Justins tour-bus. Pigerne vil ikke gå tomhændet hjem, og beslutter sig derfor for at udforske bussen. Men hvad sker der når Justin pludselig træder ind i bussen og ser Blair?

365Likes
676Kommentarer
27237Visninger
AA

6. Blair's synsvinkel

Jeg løb så hurtigt jeg kunne. I en fart spurtede jeg forbi Alfredo, Kenny og Pattie, der alle tre sad nedenunder i bussen og ventede på Justin. Da jeg var kommet ud af bussen, kunne jeg høre hvordan de begyndte at råbe op, men jeg fortsatte bare. Jeg var helt bange for at jeg ville snuble, da mine ben rystede så utroligt meget. Ikke kun fordi jeg frøs som bare fanden, men også på grund af, at jeg lige havde set Justin. Min hjerne kunne ikke rumme det faktum, at jeg lige havde stået face to face med mit største idol, så jeg prøvede bare at gemme det væk, og fokusere på at komme så langt væk fra bussen som muligt.

Jeg kunne jeg mærke den kolde vind, slå mod mit våde ansigt. Mit hår og tøj var stadig helt gennemblødt, så idet vinden slog mod min krop, kunne jeg mærke kuldegysningerne. Jeg kiggede mig selv over skulderen nogle få gange, for at se om Justin løb efter mig. Hvorfor skulle han dog også løbe efter mig? Jeg var ikke ligefrem hans kæreste, men bare endnu en fan, der sneg sig ind i hans brusekabine. Det var jo helt normalt. Ikke? Mit hjerte hamrede og jeg indså straks hvor dårlig kondi, jeg egentlig havde. Jeg besluttede med mig selv, at det nok var bedst at holde en kort pause. Jeg standsede midt ude på fortovet, cirka 50 meter væk fra Justins tourbus. Jeg satte mig på hug og kunne høre mit hjerte banke - eller nærmest hamre ud af brystkassen.

"Puha," hviskede jeg til mig selv, mens jeg forpustet spejdede efter Hannah. Men hun var ikke til at se.

"Blair, er det dig?" lød det bag mig. Jeg vendte mig om, og så Hannah komme løbende mod mig.

"Hvad fanden skete der? Opdagede de dig!?" sagde hun panisk og kiggede på mit gennemblødte tøj. Jeg ville ikke fortælle hende om hvad der var sket, det var simpelthen for pinligt.

"Nej, jeg løb bare ud da jeg hørte dem komme."

Jeg kiggede tilbage mod bussen. Heldigvis var de ikke gået ud efter mig. Måske havde Justin bedt dem om at lade være. Jeg sukkede, for jeg vidste jo godt at det aldrig ville ske. Justin synes sikkert at jeg er en psykopat. En stalker som sniger sig ind i hans tourbus, gemmer sig i hans bruser og løber væk, uden at forklare hvorfor jeg egentlig var der.

"Men hvorfor er du så helt gennemblødt," sagde hun og kiggede mistroisk på mig, "det regner jo ikke?"

"Jeg faldt ned i en vandpyt, da jeg løb herover," løj jeg. Hun kiggede undrende på mig, men lod det ligge. Jeg rejste mig op, og sammen gik vi hen mod banegården.

Det passede heldigvis med at vores tog kom, idet vi gik ind på perronen, så vi gik ind i toget og fandt vores pladser.

"Hvorfor er du så stille, Blair?" sagde Hannah og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg hadede at lyve for hende, men jeg vidste bare at hun ville hade mig, hvis jeg fortalte hende at jeg havde mødt Justin. Sådan var hun bare. Jeg sukkede, og forberedte mig på at lyve.

"Altså.. øh. Jeg er vel bare lidt nederen over at vi ikke kom ind til koncerten." Hun nikkede bekræftende. Jeg var lettet, for det var jo dybest set ikke en løgn.

"Jeg forstår dig godt, jeg er også pænt ked af det," sagde hun. "Men jeg tror måske, at jeg så Justin," fortsatte hun, "altså da jeg havde hørt nogle komme, løb jeg straks ud af bussen. Så vendte jeg mig nemlig om, for at se om du var fulgt efter mig, og så så jeg altså Justin." Jeg rystede på hovedet.

"Det skal du altså ikke være sikker på," sagde jeg, og håbede på, at det ville fjerne mistanken om, at mødet mellem Justin og jeg nogensinde havde fundet sted. "Jeg er sikker på, at det var Kenny, Pattie og Alfredo."

Hun trak på skuldrene og kiggede ud af vinduet. Hun lænede hovedet mod ruden, og lod øjnene følge de mørke træer som hurtigt gled forbi. Hendes øjne lukkede sig, og jeg kunne høre hendes vejrtækning blive tungere og langsommere. Det var rart, at hun sov. Det betød at hun ikke ville stille flere spørgsmål, som kunne afsløre mig i at være verdens dårligste veninde.

Lige da jeg troede at alt ville gå fint, skete det værst tænkelige. Hannahs mobil ringede og trak hende ud af hendes drømmeverden, hvor hun højest sandsynligt nok drømte om Justin.

"Hallo," sagde hun lavmælt. Først var hendes ansigt helt roligt, men da hun hørte personen snakke, spærrede hun øjnene op. Jeg kunne se hvordan hun begyndte at hyperventilere, og hvordan hendes hjerte galoperede der ud af.

"J.. jo, hun sidder li.. lige her," stammede hun og vendte blikket mod mig. Jeg kiggede undrende på hende, uvidende om hvad det var der foregik. Hun tog telefonen væk fra øret, og rakte den over til mig med en rystende hånd. "Det er til dig." Jeg kiggede underligt på hende, og troede først at hun lavede sjov med mig, som hun plejede. Men efter et par sekunders søgen efter bare det mindste tegn på at det var for sjov, gik det op for mig, at hun rent faktisk var gået i chok.

"Hej det er Blair, hvem snakker jeg med?" spurgte jeg, og kiggede over på Hannah, som nu sad med et vredt udtryk i ansigtet og kiggede ud gennem vinduet igen.

"Hej Blair," sagde han. Mit hjerte stoppede ved lyden af hans fløjlsbløde stemme. "Det er Justin."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...