Brother or Boyfriend ~ JDB

Destiny er musiker, og selvom hun ikke er særlig kendt, er hun kærester med Justin Bieber, og har været det i halv andet år.
Destiny er adoptivbarn, og kender ikke til sine forældre, men ved dog at hun har en bror. Hun beslutter sig for at finde sin bror, og til sin store overraskelse, er hendes bror tættere på hende, end hun troede.

16Likes
34Kommentarer
2234Visninger
AA

5. Tom for ord

Jeg vågnede ved, at nogen grinte et eller andet sted fra. Det lød som om det var min mor, men jeg var ikke sikker. Ordet mor, fik mig til at tænke på det brev Scooter gav mig dagen før. Jeg så efter brevet, hvor der stod at jeg var søskende med Destiny, i håb om at det bare var en latterlig dørm. 

Som forventet, fandt jeg brevet på gulvet. Det var ikke bare en latterlig drøm. Jeg sukkede, og var irriteret over at jeg havde fået brevet. Det gav ingen mening, noget af det. Pludselig slog tanken mig, at det ligeså godt kunne være en joke. Jeg mente, at Scooter havde haft et mistænksomt smil i ansigtet. Mine mundvige trak sig op i et lille smil, men mit smil forsvandt hurtigt igen. Jeg havde ikke fortalt nok om Destiny, til at Scooter, eller en anden, kunne sætte sig ned, og skrive alt det om Destiny ned, som der stod i brevet. 

Jeg tog min mobil, for at ringe til Destiny, men inden jeg nåede at kalde op, kom Usher ind til mig. Usher var min mentor, og jeg elskede at være sammen med ham, men lige nu måtte han gerne gå. Jeg villr nemlig ringe til Destiny. Det kunne være hun havde en bedre forklaring på brevet.

"Justin, vi tager afsted nu." Meddelte Usher. Først så jeg forvirret på ham, men derefter kom jeg i tanke om den lille koncert jeg skulle spille. Kunne det ikke vente? Bare lige en halv time? Jeg blev en smule irriteret på Usher, men nikkede alligevel. Jeg måtte bare skynde mig at spille de få numre jeg nu skulle spille, og derefter ringe til Destiny. 

Flyveturen der hen, var ikke særlig lang, og jeg skulle kun spille 4 numre, hvorefter der ville komme andre kendte, og tage over. Det var intet i forhold til det jeg var vandt til, men da jeg først stod i det, og var i gang med at synge, ønskede jeg kun at det hele ville gå lidt hurtigere. Jeg elskede mine fans, jeg elskede musik, og jeg elskede at stå på en scene og synge, men mine tanker kørte kun på brevet. Jeg var fast besluttet på at det ikke var en joke. Jeg forsøgte at lade tanken ligge, men min tankegang, sporede mig hele tiden i den samme retning, så jeg kom til atg tænke på brevet. Hvordan ville Destiny reagere, hvis jeg viste hende brevet? Hun ville med sikkerhed tro på det med det samme. Hun stolede fuldt ud på det fandens adoptionsfirma!

Jeg valgte at koncentrere mig om musikken og publikum, i stedet for at spekulere over brevet jeg havde fået. Da jeg først havde besluttet mig for at koncentrere mig fuldt ud om koncerten, i det 2 numre der var tilbage, gik det overraskende hurtigt med at komme ind i et fly, og flyve tilbage til Destiny, som sikkert sad og ventede på mig i sin lejlighed. Mit forhold til Destiny havde sat en dæmper på min musikkarriere, men det havde ikke stoppet den. Overhovedet ikke. Det ville jeg ikke tillade. Den eneste forskel, var at jeg havde en smule flere fridage, til at være samen med Destiny i. Måske var det på tide at jeg tog en hårdtarbejdende arbejdsuge, uden Destiny?

Mine tanker blev afbrudt, af min mobils ringetone, da jeg var steget ud af flyet. Det var Destiny der ringede. "Hey søde." Sagde jeg med en blid stemme ind i mobilen, mens jeg gik op på mit hotelværelse. "Hej." Sagde hun. "Jeg ville bare høre hvordan det gik." Jeg kunne høre på hendes stemme, at det ikke var alt hvad hun ville. Der var noget hun ville sige. "Hvordan går det med adoptionsfirmaet?" Spurgte jeg, da jeg regnede med, at det hun ville fortælle, havde noget med det at gøre. "Jeg har fået et brev!" Sagde hun ivrigt, og var tydeligt spændt. "Hvad står der i det?" Spurgte jeg, mens jeg låste døren op til mit hotelværelse. "Der står at min mor er død, og at man aldrig har fundet ud af hvem min far var..." Mumlede hun trist. Jeg havde ondt af hende. Hun havde så gerne ville finde sine biologiske forældre, og nu ville hun aldrig nogensinde få dem at se. "Men!" Sagde hun. "Jeg har en bror!" Jeg stivnede. Mit blik faldt ned på det brev jeg havde efterladt på gulvet. "De har sendt et brev til ham, men det eneste de ved om ham, er at han er musiker." Jeg slugte en klump i halsen. Jeg skulle lige til at fortælle Destiny om det brev jeg havde fået, men jeg lod vær. Noget inden i mig, fortalte mig at jeg ikke skulle sige noget til Destiny. Noget sagde mig, at jeg skulle holde det inde i mig selv, ind til jeg havde fundet en logisk forklaring, som jeg kunne forklare Destiny.

"Justin?" Sagde Destiny, da jeg ikke havde svaret hende. "Øh... Undskyld. Ja, men det er da... Helt vildt!" Sagde jeg, og prøvede at virke opmuntrende. "Justin, jeg vil bare sige tak. Du gør så meget for mig, og jeg giver intet tilbage." Sagde hun, efter nogle minutters stilhed. Jeg fik et stik af dårlig samvittighed. Hun skulle bare vide. Jeg fortalte hende ikke engang om det brev jeg havde fået. Jeg løj for hende, bare fordi jeg ikke selv kunne forstå meningen i brevet!

"Jeg elsker dig." Sagde jeg. Dét var til gengæld sandt. Jeg kunne nærmest mærke hendes smil, gennem mobilen. "Jeg elsker også dig, Justin." Sagde hun, og lagde på. Jeg var i tvivl om, om jeg havde rodet mig ud i noget. Igen så jeg ned på brevet på gulvet. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var nødt til at fortælle det til nogen. Vise brevet til nogen jeg stolede på, som kunne hjælpe mig. 

Alligevel ville jeg ikke vise brevet til nogen. De ville helt sikkert sige det vidre til mor... Men hvorfor måtte mor ikke vide det? Jeg elskede hende, og hun havde altid hjulpet mig. Måske var det bare bedst at fortælle det til hende. Vise hende brevet, og fortælle alt hvad jeg havde oplevet, lige ud. Det er jo bare en dum fejl. Sagde jeg til mig selv. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om at det bare var en fejl, hvilket det sikkert også var, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på det værste der kunne ske. Tænk hvis det var sandt. Igen kom jeg til at tænke på, om det egentligt ville være dårligt, hvis jeg nu var Destinys bror? Jeg kunne ikke lade vær med at smile ved tanken. Det kunne egentligt være ret fedt. Pludselig ønskede jeg at jeg hele tiden havde væreret Destinys bror, men kun fordi jeg vidste at det ikke var sandt. Jeg tænkte kun i de baner, fordi jeg vidste jeg havde min egen familie, og jeg måtte indse, at Destiny altså ikke var fysisk i familie med mig.

Jeg havde fået mor ind på mit hotelværelse. Hun sad nu ved siden af mig, og ventede på at jeg ville starte en sætning. Alt bekymring var forsvundet fra min krop. Man kunne da kun grine, når man havde fået et brev, som påstod at min mor, som havde født mig, kun var min adoptivmor.

Jeg viste hende grinende brevet, og hun læste det igennem. Hun smilede lidt forsigtigt engang i mellem, men det så ikke ud til at more hende den mindste smule. "Forstår du hvad der står i det her brev, Justin?" Spurgte hun alvorligt, mens hun forsøgte at smile, uden held. Jeg nikkede lidt forvirret. "Ja?" Hun så ned i brevet igen. "Men det passer jo ikke."  Sagde jeg, men min sætning blev til et spørgsmål. Jeg kunne mærke bekymringen komme tilbage i mig, da jeg så mors sorgede blik i ansigtet. Jeg forstod ikke hvad hun prøvede at fortælle mig. Hun tog min hånd, og så mig i øjnene. Jeg smilte ikke mere. Jeg ventede på de ord der ville komme ud af hendes mund, og jeg troede jeg havde forventet det værste, men de ord der kom ud af hendes mund, havde jeg på ingen måde forventet. Jeg havde på ingen måde forudset dette, men alligevel, kunne jeg mærke at en del af mig, havde haft ret fra starten. Den del af mig jeg havde ignoreret, havde hele tiden forudset det mor lige havde sagt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Jeg havde så mange spørgsmål, men de ville ikke komme ud af min mund.

Jeg var chokeret. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gør af mig selv. Jeg følte at smerten i hele min krop burde komme, men i virkeligheden, var jeg tom. Tom for ord.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...