Brother or Boyfriend ~ JDB

Destiny er musiker, og selvom hun ikke er særlig kendt, er hun kærester med Justin Bieber, og har været det i halv andet år.
Destiny er adoptivbarn, og kender ikke til sine forældre, men ved dog at hun har en bror. Hun beslutter sig for at finde sin bror, og til sin store overraskelse, er hendes bror tættere på hende, end hun troede.

16Likes
34Kommentarer
2235Visninger
AA

3. Eftersøgning

Efter at have været sammen med Justin i studiet, tog jeg hjem. Jeg var ivrig efter at begynde eftersøgningen om min biologiske familie, men da jeg kom hjem, kunne jeg ikke andet, end at sætte mig ned, og ærge mig. Hvad havde jeg også tænkt mig? Hvor skulle jeg starte? Hvem kunne hjælpe mig, når jeg intet vidste?!

Min desperation og irritation, gik ud over mit hår. Det endte med jeg sad foran computeren, og rev hår af mig selv, af ren irritation. Jeg fik en pludselig træng til at smadre noget, men jeg holdte den tilbage. Jeg prøvede hjælpeløst, at skrive 'Adoptivbarn' i søgefæltet på Google. Det eneste der dukkede op, var historier og fortællinger om adoptivbørn, og hvis der endelig var noget om at finde sine biologiske forældre, så skulle man kunne sin mors navn. Det var håbløst. Det var umuligt. Justin havde mange gange fortalt mig, at intet var umuligt, men selv Justin, måtte da kunne indse det. Det var umuligt at finde min biologiske familie, uden at have navnene på nogen.

Jeg mærkede pludselig nogen hænder på mine skuldre. Det var Justin. Han gav mig et hurtigt kys, og satte sig så ved siden af mig. "Har du fundet dine biologiske forældre?" Grinte han ironisk, da han så hvad jeg havde søgt på, på Google. Jeg ville gerne blive sur på ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. I stedet rystede jeg opgivende på hovedet. "Det er jo håbløst." Justin blev alvorlig i ansigtet. "Destiny, hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at intet er umuligt?" Han havde taget fat i min hånd, og så mig dybt i øjnene. Selvom Justin var alvrolig, kunne jeg ikke lade være med at grine. "Justin, jeg er ked af det, men det er altså ikke alt der er muligt." Sagde jeg smilende, lige inden jeg lagde armene om ham, og kyssede ham.

"Okay." Sagde Justin, da han havde trukket sig ud af kysset. "Vi væder. Du tror ikke vi finder din biologiske familie, men det tro jeg!" Jeg grinte over hans latterlige væddemål, men jeg gik alligevel med til det. "Hvad vædder vi?" Spurgte jeg. Et drillende smil voksede i Justins ansigt. "Den der taber, skal være tjener for vinderen, i en dag. En hel dag, hvor man skal gøre alt hvad den anden siger!" Jeg var en smule tvivlene, men nikkede så. "Okay." Justin grinte. "Glæd dig til at være tjener." Jeg rystede på hovedet, men så så alvorligt på Justin. "Skal vi komme i gang?" 

Justin satte sig på stolen foran min computer, og jeg satte mig grinende på skødet af ham. Ærligt talt, anede jeg ikke hvad Justin sad og lavede på min computer. Jeg havde travlt med at røre ved hans fantastiske hår.

"Her er der noget!" Udbrød Justin, langt om længe. Jeg vendte hovedet mod computeren, men jeg kunne ikke rigtigt se det fantastiske. Det var bare en masse tekst, og jeg havde ikke lige overskud til at nærlæse det hele. Det havde Justin til gengæld. Justin læste hvert et ord, grundigt igennem, så jeg vendte igen hovedet mod Justin, og rørte ved hans hår.

"Destiny, se!" Sagde Justin, med en smule irritation i stemmen. Jeg så ind i computeren, men det var stadig den samme kedelige tekst. Jeg så spørgende på Justin. Det kunne være han kunne genfortælle hvad der stod.

"Det er et adoptionsfirma. Vi betaler nogle penge, og så kan de hjælpe dig med at finde din familie." Sagde Justin, og var tydeligvis henrykt over sit fund. Jeg løftede tvivlende det ene øjenbryn. "Tror du virkelig på de kan det?" Spurgte jeg, og var ikke overbevist. "Vi kan jo også bare kontakte Sporløs." Sagde Justin, og trak på skuldrende. Justin vidste udemærket godt at jeg ikke ville have blandet et TV program ind i dette, så jeg måtte give mig, og prøve det adoptionsfirma.

"Okay. Hvor meget ved du om din biologiske familie?" Spurgte Justin, da vi skulle til at skrive et brev til firmaet, så de kunne hjælpe os. "Ingenting." Svarede jeg oprigtigt. Justin sukkede. Vi kunne vidst begge se, at det var mig der ville vinde væddemålet.

"Nå, men ved du hvor du blev født?" Spurgte Justin, stadig håbende. Jeg trak på skuldrende. "Jeg blev fundet i en skov i Brasilien, i noget der hedder Santana do Araguaia. Så kom jeg på et hospital, og så på børnehjem." Fortalte jeg. Da jeg havde sagt det, og hvad børnehjemmet og hospitalet hed, kom der en lille gnist af håb inden i mig. Jeg ville være ligeglad med om jeg skulle være tjener for Justin i en dag, hvis vi fandt min biologiske familie. Min biologiske familie betød så meget for mig. Nu håbede jeg bare at jeg også betød meget for dem. Men der var vel en grund til, at de forlod mig?

Vi skrev alt hvad jeg vidste om min barndom i brevet, og da brevet endelig var færdigt, smilede både Justin og jeg, stort. "Skal vi sende det?" Spurgte Justin smilende. Jeg nikkede ivrigt. Vi anbragte brevet i en kuvert, og så gik vi ud, for at finde den nærmeste postkasse. Jeg holdte Justins hånd med min ene hånd, og brevet med min anden. Jeg kunne mærke spændingen inde i mig. Inden i, var jeg et lille barn, før julegaverne. Mit barn inden i mig, hoppede op og ned, og grinede og græd af spænding for hvad der skulle ske. Uden på, tog jeg det med ro.

Da vi nåede en postkasse, stoppede vi begge brat op. Jeg så nervøst på Justin, lige inden jeg slap brevet, og det faldt ned i postkassen. Justin smilte opmuntrende til mig. Han stilte sig tættere på mig, og det udviklede sig til et kys. Jeg elskede virkelig Justin af hele mit hjerte. Han var min kæreste, og samtidig min bedste ven. Han holdte af mig, og jeg holdte af ham, og nu hjalp han mig, med det jeg gerne havde ville, hele mit liv.

"Jeg elsker dig." Hviskede jeg til Justin, da vi ikke længere kyssede. Jeg havde lagt armene om halsen på ham, og jeg kunne ikke holde trængen, til at kysse ham jeg elskede, tilbage.

Efter nogle minutter, tog vi igen hinanden i hænderne, og vendte hjemad, til mig. Da vi var kommet hen til min hoveddør, stoppede Justin op. "Jeg er nødt til at tage på arbejde." Jeg sukkede lydløst. "Okay." Mumlede jeg, og kunne ikke skjule min skuffelse over at Justin gik. Han gav mig et hurtigt kys på kinden, og gik så. Paparazzierne var hurtige om at komme, så jeg skyndte mig ind i min lejlighed, og lukkede døren.

Jeg satte mig i min seng, og sad bare og stirrede ind i den tomme væg. Jeg tænkte over tingene. Jeg prøvede at fatte, at jeg måske ville finde min biologiske familie.

Jeg besluttede mig for at ringe til min mor. Min... Adoptivmor. Jeg fortalte hende at Justin og jeg, var i gang med at finde min biologiske familie. Ligesom jeg havde håbet og forventet, blev hun ikke sur. Det var nok det et adoptivbarn var mest bange for, hvis de skulle finde sin biologiske familie. At den biologiske familie ikke ville have én, eller at ens adoptivforældre blev sure, eller kede af det, over at man fandt sin biologiske familie. Jeg kunne forestille mig, hvis jeg havde adopteret et barn, som så fandt sin rigtige mor. Så ville jeg blive falsk. Så ville jeg ikke være mor længere. Så ville barnet elske sin biologiske mor, og glemme alt om mig, for jeg var falsk...

Sådan havde mine forældre det heldigvis ikke, og jeg havde også fortalt dem, at jeg for alt i verden, ikke ville glemme dem. De var min venner. De var der for mig. Selvom jeg ville finde min biologiske familie, ville mine adoptivforældre, stadig være mine forældre.

Lige nu, kunne jeg ikke andet end at vente. Vente på at jeg fik svar fra det firma, som skulle hjælpe mig med at finde min biologiske familie. Jeg var nervøs, men jeg var håbende. Jeg havde fået håbet tilbage, takket være Justin.

"Tak Justin. Jeg elsker dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...