Tag min hånd ~ Justin Bieber

handler om en pige som er usynlig for alle, bliver mobbet i skolen, har ingen venner. har intet, kun sig selv. heller ikke ens familie ligger mærke til en. dog en dag skal alt ændre sig, men hvordan? du er på vej til selvmord men en ændre din mening, men hvorfor alle hader dig, vil kun af med en?

4Likes
18Kommentarer
2032Visninger
AA

3. Aftenen med Justin som i Bieber.

Wow jeg sad overfor Justin som i Bieber. Yup og han havde endda lagt mærke til mig hvor vildt, normalt ville alle folk ignorere mig, bare skubbe til mig som var jeg en genstand der stod i vejen for dem. Det her var nok et af de gode øjeblikke i mit liv ville jeg tro, måske vil gud mig måske noget godt for en gangs skyld.

’’Du stener’’ hørte jeg en sige og afbrød dermed mine tanker.

’’Det bare lidt vildt’’ sagde jeg, måske mumlede jeg det lidt.

’’Måske er det også det, er du fan’’ ja måske opfattede han det på en anden måde, men det behøvede han ikke at vide – at folk ikke lagde så meget mærke til mig.

’’Jeg vil nu ikke sige jeg er fan, måske lidt. Men heller ikke hater midt i mellem’’ sagde jeg og smilede lidt til ham. Det var nu mere et falsk smil end et rigtigt et.

’’Okay vil du gå lidt’’ spurte han om. Jeg nikkede blot som svar og rejste mig op. Vi gik ned ad den smalle sti i parken. Det var helt mørkt kun gadelygterne lyste stien op. Måske ikke et af de smarteste tidspunkter at gå en tur på, men hvornår ville jeg dog få chancen igen for at gå med Justin Bieber.

’’Jeg kan godt lide at være her, det er så stille ingen fans omkring en eller paparazzier’’ sagde Justin og afbrød dermed også min tankegang.

’’Jeg kan også godt lide at være her, stilhed er så dejlig’’ sagde jeg og kiggede på ham.

’’Kom’’ sagde han og trak mig med. Jeg flugte bare med eller blev trukket med. da vi var nået ud mit på græsplænen lagde han sig ned, og kiggede op på himlen. Jeg lagde mig blot ved siden af og kiggede også op.

’’Kommer du her tit’’ spurte jeg om og vendte mig hoved mod ham.

’’Nej har ikke så meget tid, hvad med dig?’’ sagde han og kiggede på mig. Et lille smil spillede om hans læber og hans øjne strålede i månens lys.

’’Ja’’ et enkelt og kort svar, men hvad skulle jeg ellers svare, at ingen gad mig, og det her var mit tænke sted. Det kan man da ikke sige, ikke til en sanger han ville da tro man var skør eller hvad ved jeg. Vi kiggede bare op i himlen ingen sagde så meget kun en gang imellem hvis vi så en sky der var formet på en mærkelig eller sjov måde. Tiden gik jeg havde det fantastisk med ham, han sagde ikke nogle nedladende om mig eller noget. Det var noget jeg godt kunne lide ved ham. Han var nede på jorden, det var som om han var et normalt menneske – som han også er, men dog er han bare verdenskendt sanger. Jeg fattede ikke han gad bruge sin tid på mig, men dog gjorde han det. Vi gik rundt omkring snakkede om alt mellem himmel og jord, vi hyggede os tænkte ikke på hvad der ville ske i morgen eller var sket i løbet af dagen. Vi tænkte kun på her og nu.

’’Gid det tiden bare kunne gå i stå eller den her aften kunne blive ved’’ sagde jeg og kiggede på ham.

’’Ja bare den kunne’’ svarede han og kiggede mig dybt ind i øjnene.

’’Må jeg spørge om noget’’ spurte jeg stille om.

’’Ja da alt hvad du vil’’ svarede han og smilede sit chamernde smil til mig.

’’Hvorfor? Hvorfor bruger du din tid på mig, der er så mange der vil dø for at hænge ud med dig?’’ sagde jeg.

’’Hvorfor ikke? du sad bare der. Du så ikke særlig glad ud. Og så er du også en sød og sjov pige.’’ Svarede han. En tåre trillede ned ad min kind. Ingen havde sagt jeg var sød. Ingen. Jeg var rørt, måske ville gud mig noget godt, men jeg havde bare ikke opdaget det før nu. Pludselig mærkede jeg nogle arme omfavne mig. Jeg kramede bare med og smilede et ægte smil for en gangs skyld. Det var dejligt at smile rigtigt ikke kun fake. Jeg havde smilt meget i aften som jeg normalt ikke gjorde, men han var bare så sød mod mig, som ingen andre rigtig var.

’’Klokken er vist ved at være mange’’ sagde jeg og kiggede op på ham.

’’Ja skal jeg følge dig hjem’’ spurte han om, jeg smilede.

’’Hvis du vil’’ svarede jeg og rejste mig op. Han rejste sig også op og tog min hånd og sådan gik vi hele vejen hjem til mig. Det var dog lidt vildt at holde i hånd med en verdenskendt sanger. Nogle gange havde jeg lyst til at skrige af glæde, men jeg holdte det dog inde.

’’Vi ses vel en anden gang’’ sagde Justin da vi var ude foran mit hus.

’’Det vil jeg da håbe, og det har været en af de bedste aftner i mit liv.’’ Svarede jeg og smilede over hele mit hoved. Jeg kyssede ham på kinden og sagde farvel og gik op mod døren. Jeg vendte mig om da jeg stod ved døren og så ham gå væk, ind i mørket. Måske ville vi ikke ses igen, tanken gjorde mig trist.

_____________________________________________________________________________________________

sangen jeg hørte da jeg skrev det var ’’Hilary Duff - What Dreams are made of’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...