JDB – Gotta believe in something

Evelyn Greer Simms har aldrig oplevet at elske og blive elsket, på grund af hendes hårde træning. Siden hun var helt lille, har hun kun elsket en ting, at danse ballet. Balletten er hele hendes liv, den eneste grund til at hun lever og ånder, indtil hun møder Justin. Justin vender hele hendes verden på hovede, og lærer hende ting hun aldrig kunne forestille sig fandtes. Men hvad sker der når to vidt forskellige mennesker mødes? Kan de på nogen måde får deres forhold til at fungere? [Emma B. skriver fra Evelyns synsvinkel og Whispering Obssesion skriver fra Justins]

31Likes
71Kommentarer
4327Visninger
AA

14. Talk to me.....[Evelyns P.O.V]

 

Jeg havde ladet min sunde fornuft taget over mig, og lagt mig til rette i min seng. Så var jeg mere eller mindre klar på natten. En natte, hvor jeg for håbeligt fik min skønheds søvn. Så jeg kunne være frisk til i morgens træning. Johan ville flippe fuldstændig ud, hvis jeg mødt uforberedt op til træning. Hvilket enebærret, at det var forbudt at være træt og andre former for uacceptabel ting.  Mine tanker blev afbrudt af en råben ”Evelyn” lød det. Hvem kunne det være? Jeg magtede virkelige ikke at kigge. Vent, Justin havde seriøst ikke kommet vel? Hvis jeg bare blev liggende og faldt i søvn, slippede jeg vel for ham. Et stenkast på mit vindue lød. Jeg inorede det, og lagde mit hoved på den silkeblødepude. Andet stenkast lød, nu måtte han stoppe. Da tredje stenkast lød rejste jeg modvilligt op, og gik mod vinduet. Rigtig nok, der stod Justin. Jeg åbnede vinduet en lille smule ”Justin?! Hvad laver du?” spurgte jeg. Justin kiggede med mistroiske øjne på mig, og svarede ”Vi skal snakke, jeg sagde jo jeg ville kommer?” . Jeg kiggede surt på ham. Jeg mente det jo ikke, havde den dreng ingen hjerne? Åbenbart ikke. ”Justin, jeg mente det jo ikke” svarede jeg, og kiggede surt ned på ham. ”Men det gjorde jeg” svarede han og kiggede smilede op på mig. Argh den dreng drev mig til vandvid. ”Justin, gå nu hjem. Du vækker bare min mor” svarede jeg og kiggede ned på ham. Hans smil om læberne famlede langsomt og udviklede sig til et helt tomt et. Hans ansigt var som ingenting. Helt tomt. ”Ikke før vi har snakket” sagde han. Jeg blev et split sekund bange, da jeg kiggede ned på hans ansigt. Det var blevet helt stramt. ”Justin, klokken er mange” svarede jeg, og prøvede at smile til ham, men det mislykkes og det endte med en grimasse i stedet. ”Lad mig gætte, og hvis ikke du for din søvn. Så er Johan sur?” spurgte han og kiggede spydigt på mig. Ja, han havde ret, og det vidste jeg også godt helt inderst inde. Men det skulle han ikke havde at vide. ”Du ved ikke, hvad du skal sige selvom du ved at jeg har ret” sagde han og kiggede denne gang smilede op på mig. ”Jeg forestår ikke, hvorfor du er så bange for den mand” sagde Justin, og kiggede igen smilede op på mig. Hvordan kunne han sige sådan noget? Jeg er overhovedet ikke bange for ham!

”Justin, jeg aner ikke hvad du taler om” svarede jeg og kiggede hårdt ned på ham. ”Hey, vi tager det helt roligt. Du ved nøjagtigt hvad jeg taler om, men du ville ikke indrømme det” svarede han. ”Justin, kan vi ikke bare droppe det her. Jeg skal sove” spurgte jeg, og kiggede bedene på ham. Justin kiggede bare på mig, som om at jeg var en idiot. Hvorefter han svarede ”ikke før vi har snakket sammen”. ”Justin, klokken er mange” svarede jeg bedene. ”Skal jeg komme op til dig, eller kommer du ned til mig?” spurgte han. ”Justin, du vækker hele huset” svarede jeg, og kiggede ligegyldigt på ham. ”Men så må du komme ned til mig” svarede Justin. ”Justin, klokken er mange” svarede jeg. ”Du kan sove bagefter det, det lover jeg dig” sagde Justin, og sendte mig hans sødeste smil. ”Okay, men lover du det?” spurgte jeg. Justin gav et enkelt nik. Jeg lukkede vinduet, og fandt min røde hættetrøje. Jeg forlod mit værelse og  forsøgt at lukke hoveddøren stille, så min mor ikke bemærkede at jeg sneg mig ud. ”så kom du endelige” sagde Justin, og kiggede smilede på mig. ”Skal vi ikke gå om i haven?” spurgte han. Jeg nikkede og fulgte med ham om i min have. Vi satte os i det bløde, men kolde græs. Efter en lang tavshed afbrød Justin den ”undskyld, at jeg var hård ved dig i dag” sagde han og smilede et sødt smil til mig. Selvom jeg ikke ville, kunne jeg ikke lade være med at smile et lille smil tilbage. ”Det var bare, jeg forestod det ikke” sagde Justin og kiggede undskyldende på mig. Som altid faldt jeg for hans charme og endte med at svare ”Jeg var måske også lidt for strid” sagde jeg. Justin kiggede bare stille hen på mig. ”Det er bare, hvis Johan ser mig sammen med dig går det hele galt” svarede jeg og kiggede trist ned i jorden. ”Hvad går galt?” spurgte Justin spørgende, mens han havde taget min hånd i hans. ”Det hele. Min drøm, han vælger mig fra” svarede jeg og kiggede i hans øjne. Det samme gjorde han. Hans fanatiske øjne, var ikke til at tage blikket fra. Han lagde armen omkring min ene skylder, og vores læber ramte langsomst hinanden.

Undskyld den lange ventetid...Jeg beklager virkelige meget

Undskyld for det korte og dårlige kapitel, men har ikke rette det

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...