JDB – Gotta believe in something

Evelyn Greer Simms har aldrig oplevet at elske og blive elsket, på grund af hendes hårde træning. Siden hun var helt lille, har hun kun elsket en ting, at danse ballet. Balletten er hele hendes liv, den eneste grund til at hun lever og ånder, indtil hun møder Justin. Justin vender hele hendes verden på hovede, og lærer hende ting hun aldrig kunne forestille sig fandtes. Men hvad sker der når to vidt forskellige mennesker mødes? Kan de på nogen måde får deres forhold til at fungere? [Emma B. skriver fra Evelyns synsvinkel og Whispering Obssesion skriver fra Justins]

31Likes
71Kommentarer
4338Visninger
AA

13. Lets play... [Justins P.O.V ]

Jeg kunne ikke fatte Scooter! Han ville have Evelyn med, på trods af at jeg fortalte ham at jeg ikke ville have hende med! Tænk at han opførte sig som om det her var hans turné, og ikke min?! Som om han rent faktisk havde ret til at bestemme hvem der skulle med, og hvem der ikke skulle?!

Jeg var rasende, og ikke nok med det. Han ville have jeg skulle gøre det godt igen, mellem Evelyn og jeg, som om det her overhovedet var min skyld! Hvis hun ikke havde afvist mig uden nogen form for begrundelse, så havde jeg ikke opført mig, som jeg gjorde! Jeg kunne slet ikke fatte hvad jeg så i hende til at starte med, men Scooter havde dog ret i en ting, jeg skulle nok gøre det godt igen, men det bliver på min måde, ikke hans…

Jeg vil få ham til at fortryde at han bad mig om at gøre det godt igen…

Jeg greb ud efter min mobil, og skrev hurtigt en besked til hende. Jeg havde fået Evelyns nummer, for nogle uger siden. Scooter syntes det havde været nemmere for os at kommunikere hvis vi havde hinandens numre, så det gjorde vi. Johan, på den anden side, var ikke nær så begejstret for idéen, som Scooter, med god grund nu…

Selvfølgelig, skulle hun spille kostbar, men så let slipper hun ikke af med mig. Jeg havde jo hendes adresse, så hvorfor ikke bare dukker op alligevel. Jeg tog min jakke på, og tog bilnøglerne fra bordet ude ved gangen til den lejlighed vi havde lejret indtil vi skulle videre på vores turné.  

”Jeg er tilbage om en time eller to!” råbte jeg, og skyndte mig ud af døren, inden Scooter kunne nå at sende Kenny efter mig, som beskyttelse. Normalt var jeg glad for Kennys selskab, fyren var ikke som de andre bodyguards, han var morsom og ikke nær så stiv i betrækket, som de normalt er.

Jeg skyndte mig ud af elevatoren, og småløb hen mod bilen. Jeg startede motoren, og kunne lige ane Scooter og Kenny, som kom løbende ud af elevatoren efter mig, da jeg kørte ud af parkeringspladens, og ud i den mørke sommeraften.

Jeg kørte i cirka 20 minutter, inden bilen stod parkeret ude foran Evelyns hus. Jeg kunne se at lyset i det øvre værelse var tændt, så jeg gik ud fra at det var Evelyns værelse. Hvis Scooter og Kenny ikke skulle kunne finde mig, blev jeg nødt til at komme derop, uden at bruge hoveddøren, hvilket betød at jeg blev nødt til at undgå at blive set af hendes mor, men hvordan?

Jeg satte bilen i gear, og bakkede forsigtigt bilen tilbage, og parkerede under nogle træer, som stod længere ned ad vejen. Jeg håbede at min Fisker Karma ikke ville blive genkendt, men chancen var ikke særlig stor. Det er ikke hver dag man ser en Fisker Karma, og slet ikke i et ordinært kvarter som dette.

Jeg listede hen mod haven, og stillede mig under Evelyns vindue. Jeg kiggede op, og håbede at der ville gå et lys op for mig, men det gjorde der ikke.

Jeg havde set mange film, hvor fyren kastede en lille sten op på pigens rude, hvorfor skulle det ikke kunne fungere for mig? Jeg samlede en lille sten op, og kastede den forsigtigt op på hendes rude, hårdt nok til at hun kunne høre det, men lavt nok til at hendes mor ikke ville bemærke noget.

”Evelyn!” halvråbte jeg, i håb om at hun ville kunne høre det. Da hun ikke reagerede, kastede jeg endnu en sten op, og kaldte atter hendes navn.

Jeg kunne høre vinduet, som langsomt blev åbnet, efter jeg havde smidt den tredje sten. Jeg blev mødt af en meget chokeret Evelyn, som kiggede med åben mund på mig.

”Justin?! Hvad laver du?” spurgte hun måbende, som om hun ikke troede sine egne øjne.

”Vi skal snakke, jeg sagde jo jeg ville komme?” svarede jeg, og kiggede mistroiske op på hende. Havde hun allerede glemt det?

______________________________________________________________________________________________

Unskyld ventetiden! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...