JDB – Gotta believe in something

Evelyn Greer Simms har aldrig oplevet at elske og blive elsket, på grund af hendes hårde træning. Siden hun var helt lille, har hun kun elsket en ting, at danse ballet. Balletten er hele hendes liv, den eneste grund til at hun lever og ånder, indtil hun møder Justin. Justin vender hele hendes verden på hovede, og lærer hende ting hun aldrig kunne forestille sig fandtes. Men hvad sker der når to vidt forskellige mennesker mødes? Kan de på nogen måde får deres forhold til at fungere? [Emma B. skriver fra Evelyns synsvinkel og Whispering Obssesion skriver fra Justins]

31Likes
71Kommentarer
4339Visninger
AA

6. Boring dance.... [Evelyns P.O.V]

Jeg kiggede rundt i mit værelse. Det var lille og småt. Men jeg havde vel intet at klage over vel? Hverken min mor eller jeg kunne gøre for, at vi ikke var rige.  Det var vel også et udmærket værelse. Det var også sjældent, jeg opholdt mig der. Fritid var ikke lige det, jeg havde mest af. Men i dag var der heldigvis ingen træning. Eller det var der for mig, men ikke for Johan. Da Justin skulle havde en ny  danser til hans danse crew og  Scooter havde nemlig bedt Johan om hjælp.  Johan var bedst til ballet, man han kunne dog også en del Hiphop.  Så han havde endelige planlangt at det stod på træning for mig, men hvis han var derude kunne han jo ikke vide om jeg trænede eller ej. Så jeg hopper bare i seng efter skoletid. Smart ikke?

 

Jeg låste døren op. Lang dag i skolen endelige over. Jeg smed min taske. Jeg gik op på mit værelse for at finde min mobil. Jeg glemte den nemlig i morges.  Jeg låste den op og opdagede jeg havde et ulæst sms fra Johan: ”Hej Evelyn…Jeg ved ikke hvornår, jeg er færdig. Men jeg kiggere forbi og tager træning med dig når jeg er færdig” Hvad? Jeg skyndte mig og tage mit dansetøj på og spænede ned mod min cykel.

 

Jeg dansede frem og tilbage i hele rummet. Klokken nærmede sig 17. Jeg havde kun været her i to timer og var allerede træt. Måske havde Johan ret? Han havde i går udtalt sig om, at min form var gået hen og blevet dårlig. Hvad skulle jeg sige? Han havde ret. Døren gik op og ind kom Johan efterfølgende af Scooter og Justin. ”Hey” råbte han. ”Hej” svarede jeg og dansede videre. Johan foresatte hen mod mig. Jeg stoppede brat op og gik hen mod ham. Han stoppede med at gå og hans blik ramte mig. ”Hvad så?” spurgte jeg. ”Det var super det du lavede der, men husk hvad vi siger her ikke?” svarede han. Jeg kiggede lidt rundt. Der var en svag tale i lokalet. Den kom over fra Justin og Scooter. ”Hun var god hende vi fandt i dag ikke?” spurgte Scooter. ”Jo, men Evelyn er bedre” hviskede Justin. Jeg kiggede op på Johan. Han kunne sikkert ikke høre dem. Jeg stod også tættere på dem, men jeg var dog sikker på at det ikke var mening, at jeg skulle høre hvad de talte om. ”Men, Justin hun er jo balletdanser” sagde Scooter. ”Og?” svarede Justin. ”Der er forskel” svarede Scooter. ”Det er jeg nu ikke så sikker på” skyndt Justin sig at sige. Jeg kiggede rundt og fik øje på Johan hvis øjne hvilede på mig. Jeg kiggede mærkeligt på ham. ”Du ved hvad vi siger her ikke også?” spurgte han. Jeg skyndte mig at nikke i håb om han ikke havde bemærket mit lille fravær. ”Hvad siger vi så?” spurgte han. ”At….” mumlede jeg. ”At hvad?” spurgte han. ”Det bliver bedst hvis man ligger det hele på  hver enkel trin, i stedet for at lægge det på dansen som hel hed.” sagde jeg. ”Godt, Evelyn” sagde han. ”Så husker du det ikke?” spurgte han. Jeg nikkede og kiggede rundt igen. Der stod han. Hans øjne var brune og helt perfekt. Han var perfekt. Men der var også et eller andet der skræmte mig ved ham. Den måde han kiggede herhen på var skræmmende. Men som jeg før havde sagt, man vidste aldrig hvad der gemte sig bag facaden. Ligesom han ikke vidste hvad der gemte sig bag min dans. En ensom pige, som ikke forstod hvorfor hun stadig var her i dag. Da jeg var 12 år gammel  og lige startede på en ny skole. Det var sjette gang på fire  år. Jeg havde ikke fungeret på alle mine andre skole. Jeg blev altid hurtigt dømt som hende den trælse. Jeg blev altid dømt som hende der skulle mobbes, fordi jeg ikke var som andre børn. Jeg gik på samme skole i dag, dog havde jeg de første par måneder været en mobbeofre, men det holdt op. Jeg havde endelige aldrig været ”en del” af klassen, da jeg altid havde holdt mig for mig selv. Jeg ville endelige ønske at jeg var den modsatte af den jeg var. Men jeg trorede ikke, jeg var den eneste, der havde det sådan. Mine tanker blev afbrudt af Justins mobil, der ringede. Han mumlede et undskyld og tog den. ”Det er Justin.” sagde han. ”Ja?” ”Okay” ”Ej?” ”Virkelig?” ”Er du okay?” ”Er du sikker?” ”Okay, jeg kommer” ”Vi ses om lidt” sagde han og tørte en enkel tåre væk. Han hviskede noget til Scooter og sendte os et lille vink før han nærmeste spænede ud af lokalet.

 

Jeg lagde mig ned i min seng. Min krop var helt smadrede. Mine ben gjorde virkelige ondt. Jeg kiggede lidt rundt i min seng efter min mobil. Jeg kunne ikke finde den. Jeg havde ellers lige haft en. Jeg lagde mig ned igen. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Hvem snakkede Justin med? Hvorfor græd han? Og mest af alt. Hvad skulle han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...