The reason why i can't love you {1D}

Serena Williams er navnet på den pige der er kendt for at være .. Hmm, en ret slem pige. Dvs. hun drikker, ryger og gør alt hvad en 18-årig pige ikke burde. Men hvad sker der når hun møder Zayn Malik, efter brudet med hans tidligere kæreste? Serena er vant til et One-Night-Stand, men der er alligevel noget specielt over ham her. På grund af Serenas fortid, har hun ikke en chance hos hverken Zayn, Eller for den sags skyld One Directions manager, som afskyr hende! Alligevel fortsætter deres forhold, men Zayns forældre er nu heller ikke begejstret over hende. Resten af det søde boy-band er derimod meget glad for Serena. Mon ikke at Zayn og Serenas forhold kommer på en prøve når alle odds er imod dem?

311Likes
341Kommentarer
31984Visninger
AA

18. (Serenas synsvinkel)

Idet han smækkede døren efter sig, kolapsede jeg og liggede der på gulvet og hulkede som en lille pige. Ikke kun jeg kolapsede, nej, jeg følte det som om hele min verden kolapsede. Jeg var helt bestemt selv uden om det, og den eneste jeg bebrejdede var mig selv. Ingen andre end mig selv, - ikke engang Liam, for at have udnyttet chancen. Alle de ord, alle de tanker og alle de meninger Zayn fik sagt, kørte på repeat inde i mit hoved. "Det er ret svært ikke at være andet, når du hele tiden boller fra højre til venstre," - "...men at du går i seng med min bedste ven, Serena, det er bare ikke iorden!"

Jeg følte at alle mine muskler i kroppen vibrerede - de rystede af skræk. Skræk for hvad? Det kunne jeg ikke svarer på. Var det fordi Zayn bustede mig? Var det på grund af dårlig samvittighed? Jeg vidste ikke hvad fanden det var - men én ting var bombe sikkert: Zayn fortjente en undskyldning. Eller ikke. Det var som om jeg havde en indre tvilling i mig, som diskuterede med mig inde i mit hoved. Hun gjorde mig så forvirret, for hun modsagde mig hele tiden. Hun var ikke enig i noget af det jeg havde lyst til. Bland andet at tilgive Zayn. "Hvorfor dog tilgive ham, når han ikke var ret bedre selv?" talte en indre stemme i mig. "Jamen at tage hævn på denne måde gør mig dobbelt så grusom - dobbelt så klam," sagde jeg til min "onde tvilling". "Jeg kunne godt lide denne der sætning med at du aldrig ville se ham igen. Godt at du lod ham forlade dit liv," - "Jamen det var bare noget jeg sagde fordi jeg var indebrændt,"

Forvirret som jeg var, kunne jeg nu ikke med sikkerhed huske præcist hvad jeg havde sagt, der fik Zayn til at skrubbe ud af Liams lejlighed. Et eller andet havde jeg jo sagt - et eller andet grufuldt. Men min hukommelse virkede ikke frisk nok til at kunne tænke klart længere. Det tænkte kun på Zayn og hans bemærkninger.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde ligget på gulvet men Liam gik stille hen til mig og kiggede forundrende ned på mig. 

"Serena... Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig at det skulle ende. Men at bede Zayn om at skride hjem til sin mor, og aldrig se dig igen, er for barnligt. Hvad med at du prøvede at forklare i stedet for at bare modsige ham og komme med gode grunde til at... Du ved hvad." Spurgte Liam med en hård, hviskende stemme der trængte ind i mit ene øre og ud af det andet. Min hjerne registrerede igen intet. Jeg var fortabt. Jeg følte mig som en eller anden lille pige der ikke kunne formulerer sig ordenligt - for jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer. Hvad var det egentligt han spurgte om?

"Hvad?" spurgte jeg og tørrede tårerne væk fra mine våde kinder. Jeg kiggede ynkeligt på ham, hvorefter jeg rejste mig lidt og halvlå på gulvet. Liam sukkede skuffet og trådte stille ud af sit værelse, hvor han efterlod mig alene med min onde tvilling. "Jeg må hellere finde Zayn og sige undskyld..." sagde jeg til mig selv. "Var det ikke dig der så fint bad ham om at skrubbe ud af dit liv?"

Jeg rejste mig op med meget besvær og kom heldigvis ud af lejligheden i en fart. Min vej ned af trapperne var håbløs, for jeg var ved at snuble op til flere gange. Min krop kunne ikke holde til at løbe, men en eller anden form for indvendig energi, fik mig til at tage mig sammen til at spurte ud på gaden og se om jeg kunne få øje på Zayn. Men der var ingen Zayn, kun to ældre damer der langsomt passerede mig, med skræmte og forvirrede ansigtsudtryk. Jeg lignede sikkert et bæst i hovedet, for mit make-up var med garanti smurt ud i hele ansigtet.

Jeg bevægede mig nytteløst hen til den nærmeste bænk og satte mig fortabt ned. Jeg følte mig håbløs, forvirret og ikke i stand til at ytre noget. Måske er det bare bedst hvis jeg ringer og spørger en af drengene om de havde hørt fra Zayn. Det er tusind gange nemmere end at jeg skal til at skræmme mennesker ude på gaden, med mit ansigt. Jeg tog med en rystende hånd min mobil op og trykkede blidt på den store knap i midten - et billede af Zayn og jeg lyste op på displayet og jeg blev fanget af Zayns smil, på billedet. Det lykkeligste smil jeg længe havde set. Før alle problemerne med hans mor, Mitchel og nu Liam - dengang alting var let og fuldstændig fejlfrit. Åh Zayns smil. Jeg kunne mærke at det smittede af på mig og det endte med at jeg sad og smilede, nu når jeg havde det dårligst - mest ude af den. Jeg rystede tankerne og smilet af mig og tastede nu omhyggeligt Harrys nummer ind.

"Hej Serena," sagde Harry koldt. Der bredte sig en underlig stemning som jeg ikke kunne forklare, og jeg besluttede derfor bare at få spurgt hurtigst muligt.

"Hvor er Zayn?" spurgte jeg nærmest hviskende. Jeg kunne ikke snakke kraftigere, da jeg følte mig helt svag. Efter 10 akavede sekunder svarede Harry endelig.

"Serena?" sagde han og holdte en pause, efterfulgt af en sukken, "han er væk." Lød det fra Harry. To sekunder efter kunne jeg hører tre bib-lyde, og jeg fandt hurtigt ud af at han havde lagt på. Hvad skete der?! Hvor er Zayn henne? "Hvad mente han med 'væk'?" spurgte jeg mig selv. "Fuldstændig ude af dit liv." svarede ingen anden end min onde tvilling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...