Forvandling

En historie om en piges forvandling, om ondskab og kærlighed, had og glæde. Det er en historie om en pige, som får ansvar for en hel by. Med ansvar kommer de magiske kræfter, som kan gøre hende til et meget farligt monster. Men hvordan beskytter man en hel by, og hvordan kender man forskel på ven og fjende?

4Likes
1Kommentarer
1716Visninger
AA

19. Den Sande Vogter

Jeg fik enorme frø fødder, sprang hen til hende, og holdte hende fast med mine nye gorilla arme. Liona fløj op i luften og skinnede som aldrig før, mens Thea sprang klogt ned på jorden. Unna hvæsede og vred sig i mit greb, men jeg holdte godt fast. Til sidst opgav hun og jeg gav slip. Liona landede igen på jorden og Thea rejste sig nervøst.

”Så du er altså ikke vogter.”

Unna sukkede og trak på skuldrene.

”Selvfølgelig ikke. Da jeg kom til byen var der ingen vogter.” Hun kunne pludselig sige vogter uden at det var svært. Jeg forstod det langsomt: Hvis man sagde at man selv var vogter - og det var løgn - så ville det være svært at sige det. Unna fortalte videre: ”Jeg har boet her i byen i meget kort tid. Men jeg var selvfølgelig den første der kunne mærke Sonja, nu da jeg jo var i nærheden. Resten ved du.”

Hun pegede på mig.

”Guderne lod dig ikke være vogter,” mumlede Liona tænksomt.

Så udbrød Thea: ”Du skal være vogter Sonja. Dig!”

Jeg fattede ikke at hun kunne tage alting så roligt, og overhovedet forstå noget af det her. Jeg forstod heller ikke Unnas humørsvingninger, angriber på et tidspunkt, og slapper af det næste. Liona var også skør, tog alting så pænt. Men okay, hun er en engel.

Liona nikkede til Thea - de to var vidst ved at blive gode venner...

”Det er derfor de gav dig evnerne Sonja. Du skal beskytte Espergærde!”

Jeg slugte en klump, men nikkede. Nu forstod jeg min lyst til at beskytte dem i Espergærde, og dem i klassen. 

”Vil I så… hjælpe mig?” Alle nikkede.

”Godt," sagde Liona. "Vi ses i morgen alle sammen. Thea og Sonja har brug for deres søvn.”

Unna forsvandt med en skulen. Så tog Liona blidt fat i Thea og fløj hende hjem, mens jeg selv udviklede mig til en falk. Det var så dejlig let nu! Jeg følte næsten ikke smerte, bare et lille stik. 

Jeg landede på vores altan, blev mig selv, og gik ind til mor. Tja, noget var bare altid det samme. Min mor sov og der lå en smule rester efter noget mad. Hun havde spist alene. Jeg fik dårlig samvittighed og løftede så – uden besvær – min mor, og bar hende i seng. Da jeg selv havde lagt mig, tænkte jeg på det der var sket, sukkede som Liona, og faldt i en dyb søvn.

 

En hvisken vækkede mig. Den lød underlig, som tusind stemmer der mumler samtidig. Jeg rejste mig mumlende, og tog et bad. Da jeg kom ud var stemmerne blevet endnu højere, som en vred folkemængde. Jeg gik hen til skabet og tog noget let tøj på, mens jeg åbnede og lukkede munden. Var det en prop i øret? Et glas juice og en gang hårbørstning sener, blev stemmerne mere tydelige. Lidt som ord. Forbavset tog jeg en hvid stroppebluse, nogle hvide shorts, plus mine dejlige hjemmesko med kaniner på. Så åbnede jeg altan døren, badet i måneskin, og lyttede. 

Sonja…. Sonja… Din by er i fare!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...