Just know my Smile.. 2 [CJB, JDB, RB, CS, CB, 1D]

DENNE MOVELLA ER SKREVET FOR LÆNGE SIDEN, SOM I KAN SE PÅ DATOEN.
Dette er forsættelsen af You smile for me. - Charlie er flygtet fra alt og alle sammen med sin lillebror. De smuttede næsten lige efter turnéen, fordi deres moster ikke ville have dem mere. Ingen ved hvor de er taget hen eller hvorfor, da Charlie kun har efterladt et brev.

114Likes
432Kommentarer
14923Visninger
AA

7. To charmerende drenge

”Løb videre,” sagde Mickey forpustet. Jeg nikkede og vi satte farten op. Chris var allerede løbet forvejen, han var vist klar over, at vi skulle hjem, og at det skulle gå hurtigt. Min taske dunkede frem og tilbage på min ryg. Mit hår drillede mine øjne og jeg kunne næsten intet se. Vi var næsten hjemme og vi satte farten lidt længere op. Ingen af os havde nogen anelse om, hvem der havde kaldt på os. Jeg havde ikke kunnet høre, om det var en drenge- eller pige stemme.

Vi ankom til vores lejlighed, vi løb op ad trapperne til tredje etage. Vi prustede begge og hev efter vejret, da vi var kommet indenfor. Jeg smed mine sko og hang min jakke op på en knag. ”Vi slap da væk” sagde Mickey optimistisk. Jeg nikkede bare og gik ind på mit værelse. Ligeglad med min taske, som jeg bare havde smidt i sofaen. Tasken uden min mobil. Mobilen, som jeg faktisk ikke anede, hvor var.

 

 

”Charlie! Du skal stå op!” råbte Mickey og trak dynen af mig. Jeg klynkede og rakte ud efter min dyne med mine øjne lukket. ”Hallo frøken. Klokken er 13. Du skal i skole nu. Det er kun et par timer. Så kan du komme hjem igen og sove.” sagde han voksent. Jeg sukkede surt og rejste mig op og klædte om. Derefter smuttede jeg ud ad døren med min taske, som jeg brugte til skolen. ”Vi ses dumme.” sagde jeg og gik ud ad døren. Lige inden, hørte jeg Mickeys grin.

 

Jeg havde nu været i retssalen med min klasse. Jeg var bedre i humør og var blevet mundret lidt op, da jeg havde mødt Mathilde, som også havde været der. Hun var simpelthen så sød og smilende. Hun havde kunnet se, at jeg havde været i dårligt humør, så hun havde hurtigt mundret mig op, både med fjollede danse og rappe replikker om forskellige mennesker, som så sjove ud. Hendes nummer havde jeg fået på et stykke papir, da jeg åbenbart ikke havde haft min mobil med mig. Hvilket var mærkeligt, den plejede jeg ikke at gå uden. Det var en sort blackberry, som jeg havde købt. Den var ret pæn og kunne mange forskellige ting.

Nu, sad jeg i sofaen med min bærbar. Jeg var ikke gået i seng, som havde været min plan først. ”Mickey!?” råbte jeg. ”Kan du lige tage min mobil i min taske?” Mickey mumlede et eller andet tilbage. Lidt efter kom han ud fra mit værelse. ”Din mobil er her ikke.” ”Var?” ”Din mobil er her ikke.” gentog han. ”Jeg hørte godt, hvad du sagde!” vrissede jeg surt og lagde min bærbar fra mig. Mickey holdte afværgende hænderne op foran sig, da jeg gik surt ind på mit værelse for at lede efter min mobil.

Efter at have genrodet både mine tasker, bukser, jakker og steder hvor en mobil kunne befinde sig, sukkede jeg frustreret og satte mig opgivende på min seng. Mickey kom og lagde armen om mig. ”Måske tabte du den, da vi løb?” ”Måske,” sukkede jeg, ”den er helt sikkert allerede blevet snuppet.” ”Det kan du godt regne med.” sagde han og klappede mig opmuntrende på ryggen. ”Skal du i skole i morgen?” spurgte ham. Jeg rystede bare tamt på hovedet. Hvorfor skulle jeg også lige miste den? Det var da irriterende. ”Nå, lad os lave noget sjovt søs. Du bliver for kedelig.” sagde Mickey glad og trak mig med ind i stuen.

 

”Orh ja! Loser. Jeg vandt. Jeg vandt!” hujede jeg og dansede en sejrsdans. Mickey så surt på mig og smed sit stik. ”Dårlige taber!” sagde jeg smilende. ”Dårlige vinder” gav han igen surt. Han slukkede x-boksen og satte sig surt tilbage i sofaen. ”Lær det Miksen!” han gav mig bare et irriteret blik og tog sin mobil op fra sin lomme. Jeg grinede ad ham og bar skålen med chips ud i køkkenet.

Da jeg stod og vaskede skålen af, bankede det på. Jeg så mig forvirret omkring. Hvem kunne det dog være? Jeg så på klokken over døren. Den var 17.46. Jeg tørrede mine hænder i viskestykket og gik ud i stuen til døren. Jeg gav Mickey et blik, men han havde noget andet i tankerne, han sad fordybet i sin mobil. Jeg åbnede døren og kiggede overrasket på to drenge. En brunhåret dreng med en stribet T-shirt og røde bukser, og en anden dreng, som var lyshåret, med et par mørke jeans på og en rød trøje med en grå hoodie over. De smilede begge to til mig, i mens jeg bare så forvirret på dem. ”Er du Rewena?” spurgte den brunhåret. ”Æh, måske?” svarede jeg dumt. De grinede begge to ad mig, selv jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. ”Det er du, ikke?” jeg nikkede stumpt. ”Vi har fundet din mobil.” sagde den lyshåret og fandt den i sin lomme. Jeg smilede straks stort og tog imod den, da han rakte den til mig. ”Tusind tak! Det er jeg virkelig, virkelig glad for!” sagde jeg og tilføjede: ”Øjeblik” jeg fandt hurtigt min pung. Jeg rakte dem 20 dollars, men de tog ikke imod dem. ”Ej, det skal du altså ikke!” sagde de i munden på i hinanden. ”Jamen, I fandt jo min mobil. Det er da det mindste, jeg kan gøre.” sagde jeg og rakte dem igen frem. ”Det er altså i orden. Vi skal ikke have noget for det,” sagde den brunhåret. ”Er I sikre? Ikke engang en tjeneste?” spurgte jeg. Drengene tænkte sig lidt om og den brunhåret lyste op. ”Kan du danse?” spurgte han med en del håb i stemmen. Inden jeg kunne nå at svare, kom Mickey mig i forkøbet: ”Ja, det kan hun i hvert fald. Hun er mega fed!” Han stod nu ved siden af mig med armene over kors. ”Cool! Vi har kodet vores numre ind. Vi ringer! Ses!” sagde den brunhåret og var hurtigt ude af døren. Jeg stod forvirret tilbage. Uvidnet om deres navne, alder og anede ingenting om de to drenge. Kun at de var utrolig charmerende at se på.  

 

Jeg overvejer at deltage i The Hunger Games konkurrencen, hvad synes I? ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...